Funktioner

S-udvalg er sjovt og lærerigt!


Udvalgsarbejdet er en vigtig del af standardisering, men det er ikke bare tør paragrafdiskussion. Udvalgsmedlem Lene Blicher Olesen fra Statens Seruminstitut (SSI) fortæller om de fordele, hun har fået ved at deltage i udvalget for renrumsteknologi.


Stor faglig betydning at have indblik i standarderne
En af Lene Blicher Olesens primære opgaver som afsnitsleder på SSI er at monitorere deres ca. 200 renrum. Disse renrum klassificeres efter ISO-standarder, og derfor er det af stor faglig betydning for Lene Olesen at have et indgående kendskab til de anvendte standarder. Og et solidt kendskab til standarderne har Lene bestemt også fået gennem sin flerårige deltagelse i udvalgsarbejdet.

”Før i tiden skulle jeg tit lige ind og slå tingene op, men nu er der en langt større procentdel af de enkelte standarder, som bare sidder fast. Der er masser af formler og forudsætninger, som jeg kan udenad,” fortæller Lene.

Vi er med til at forme standarden
S-udvalget for renrumsteknologi reviderer netop nu en af de standarder, som giver retningslinjerne for rene rum. Her beskrives fx. hvor ofte der skal måles partikler, hvor mange målepunkter der skal være, og hvor ofte der skal måles i hvert målepunkt. Men det er vigtigt, at disse retningslinjer er helt opdaterede og praktisk anvendelige.

Det er så her, at Lene og de andre udvalgsmedlemmer kommer ind. Gennem aktiv deltagelse i revisionen af standarden har de nu muligheden for at sætte deres fingeraftryk og ”sikre os, at standarden former sig på en måde, som vi i udvalget er enige om, at den skal. Standardisering er ikke ren skrivebordstænkning, der skal være et samspil med praksis. Og det er det, vi som brugere af standarden kan bidrage med.”

Det er denne indflydelse, Lene Olesen især sætter pris på:

”Jeg synes personligt, at det er langt mere tilfredsstillende ikke kun at modtage en standard, men at have mulighed for at spørge ind til det, der står i den, og diskutere, om det er hensigtsmæssigt. Ellers kan du stå med en færdig standard og tænke: Øv, det bliver da svært at implementere. Det er kæmpe ændringer, der er lavet, og det passer ikke lige ind i min virksomhed!”

”Det undgår jeg ved at deltage i S-udvalget. Vi har en mulighed for at blive hørt og for at få vores forslag taget til efterretning. Og på den måde føler jeg meget mere, at standarden også er vores. De muligheder har du ikke, hvis du ikke er med i standardiseringsarbejdet.”

Jeg er på forkant med udviklingen
Netop at følge udviklingen i standarden kan være af direkte værdi for udvalgsmedlemmerne. Det er af den simple årsag, at: ”de standarder, der bliver lavet, kører vi ud i nogle interne procedurer i virksomheden, som beskriver, hvordan vi gør her” – forklarer Lene Olesen og fortsætter:

”Gennem udvalget kan vi vidensmæssigt være på forkant og have en idé om den retning, standardens udvikling går i. På den måde undgår vi at revidere vores fremgangsmåder i helt gal retning.”
 
Vi deler ud af vores erfaringer
Lene Olesen ser også andre fordele ved udvalgsarbejdet end indflydelse og adgang til den nyeste viden om standarden. Hun kan nemlig drage nytte af både værdifuld erfaringsudveksling og et større fagligt netværk:

”Der er nogle fra både de danske og internationale S-udvalg, jeg jævnligt har kontakt med. Her taler vi om andre ting end det, der bliver fokuseret på ved møderne. Det kan være rent produktorienterede snakke om fx test af filtre, men de kan også have en mere praktisk karakter, som hvordan vi håndterer procedurer forskelligt. Vi trækker meget på hinandens viden og erfaring.”

S-udvalgsarbejdet er således et godt fagligt supplement for Lene Olesen, men ikke nok med det. Med et smil på læben understreger hun:

”Det er ikke en sur pligt! Det er både sjovt og lærerigt. Og endnu bedre, det er givtigt – der kommer noget ud af det!”



Fonden Dansk Standard
Kollegievej 6
DK-2920 Charlottenlund
Tlf.: +45 39 96 61 01
Fax: +45 39 96 61 02
E-mail: dansk.standard@ds.dk