Funktioner

Office Open XML-dokumentstandard - Dansk Standard har afgivet Danmarks stemme


Dansk Standard har på vegne af Danmark stemt ”Nej med kommentarer” til forslaget til standarden ISO/IEC DIS 29500 OOXML.


01-09-2007 

I regi af den internationale standardiseringsorganisation ISO har forslag til standard ISO/IEC DIS 29500 OOXML været til behandling siden årsskiftet. Forslaget vedrører om Office Open XML skal være en ISO/IEC standard. Dansk Standard har som national standardiseringsorganisation netop afgivet Danmarks stemme.

Behandlingen af forslaget er foregået i et udvalg i regi af Dansk Standard med deltagelse af 33 virksomheder og organisationer. IT- og Telestyrelsen har deltaget med status af observatør.

ISO/IEC DIS 29500 OOXML har været i offentlig høring i foråret, hvor det har været åbent for alle at afgive deres kommentarer til forslaget. Dansk Standard modtog 39 høringskommentarer.

Udvalgets indstilling

Udvalget har arbejdet konstruktivt og gennem sensommeren meget intenst med bl.a. høringskommentarerne. Dette arbejdede resulterede i, at udvalget på et møde den 24. august i konsensus kom frem til en række punkter til forbedring af ISO/IEC DIS 29500 OOXML. Udvalget indstillede til Dansk Standard, at disse punkter videregives til ISO. Udvalget afstod fra en egentlig vejledende afstemning.

Danmarks stemme

Dansk Standard har baseret Danmarks stemme på en konsensusvurdering blandt de deltagende parter samt på udvalgets enige indstilling.

Danmark vil i den videre proces arbejde for en godkendelse af ISO/IEC DIS 29500 OOXML, forudsat at de punkter, som udvalget har indstillet, bliver adresseret. Med stemmen ”Nej med kommentarer” sikrer Dansk Standard det bedste udgangspunkt for varetagelse af de danske ønsker til ændringer af standarden.

Videre proces

Alle nationale standardiseringsorganisationer skal have afgivet deres lands stemme og kommentarer senest den 2. september til ISO. Den endelige beslutning om Office Open XML bliver en ISO/IEC standard forventes truffet på et fælles møde i Geneve den 25. - 29. februar 2008. Til dette møde deltager Dansk Standard som del af en delegation, der er udpeget af standardiseringsudvalget. I delegationen deltager yderligere CIBER Danmark, IBM Danmark, Microsoft Danmark samt Århus Kommunes 5. magistrat (Børn og Unge).

 



Fonden Dansk Standard
Kollegievej 6
DK-2920 Charlottenlund
Tlf.: +45 39 96 61 01
Fax: +45 39 96 61 02
E-mail: dansk.standard@ds.dk