Hvad er standardisering?
En standard koordinerer produkter eller processer gennem et målrettet forløb. En standard er et kompromis. Noget, man bliver enige om - gennem dialog og af praktiske hensyn. Det man bliver enige om nedfældes i et dokument, som kaldes en standard.
Standarder letter international handel Standarder letter den internationale handel og blev derfor især vigtige, da man i 1985 vedtog det indre marked i Europa med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.
Når et produkt overholder en standard, kan det næsten altid frit omsættes i andre EU-lande, og skal ikke igennem en række tids- og omkostningskrævende nationale kontrolforanstaltninger.
En standards indholdEn standard vil oftest redegøre for væsentlige dele af et produkt eller en proces. Den kan bl.a. beskrive fremgangsmåder, angive specifikationer eller fastlægge fagudtryk.
En standard kan eksempelvis stille krav til:
- konstruktion, fx papirformater, gevind, dataformater
- systemer, fx kvalitetsstyring, risikoanalyse, miljøledelse
- ydeevne, fx styrke og holdbarhed, sikkerhed, ergonomi, støj, stråling
Standarder kan også:
- fastlægge symboler, fx et piktogram, der viser, at rygning er forbudt
- beskrive terminologien på et fagområde, fx den korrekte definition af en elektrode
- anvise metoder, fx til kemiske analyser eller prøvning.
Standarder er oftest frivillige
Det er som udgangspunkt frivilligt at benytte en standard. Der er dog enkelte undtagelser, hvor man skal efterleve en standard. Det er tilfældet:
- når en virksomhed reklamerer med, at et produkt eller en ydelse lever op til kravene i en given standard
- når det står i en kontrakt eller i en mærkningsordning, at et produkt eller en ydelse lever op til en eller flere standarder
- når love eller direktiver påbyder, at bestemte standarder skal følges.