- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du accepterer.

Acceptér cookies

Ny uddannelse om brug af indeklima-standard

Et nyt diplomkursus skal klæde folk på til at håndtere den nye indeklima-standard i praksis.

Den nye indeklimastandard, der udkom i maj, bliver nu fulgt op af et diplomkursus, der giver rådgivere og kommende indeklimakonsulenter indsigt i, hvordan indeklimastandarden skal anvendes i praksis.

Indeklima-standarden benyttes ved vurdering af indeklimaet i skoler, børneinstitutioner, boliger og kontorer. På diplomkurset gennemgås bygningsreglementets krav og standardens enkelte parametre, klassedefinitioner og klassegrænser samt forudsætningerne for måling og vurdering. Der vil også blive sat fokus på de bagvedliggende prøvningsstandarder, stikprøvestørrelser og kriterier for stikprøveudtagning og håndtering af tvivlstilfælde.

- Det er en meget vigtig del af implementeringen af standarden, at vi får uddannet folk til at anvende den i praksis. Derfor har vi lavet dette diplomkursus, så den enkelte rådgiver bagefter kan gå ud og anvende den på forskellige bygningstyper, fortæller Erling Trudsø, der er seniorkonsulent i Dansk Standard og har været tovholder på projektet.

Det første diplomkursus blev afholdt i december 2011. Nye kurser er under planlægning for afholdelse i 2012. Hvis du har spørgsmål eller ønsker at forhåndstilmelde dig er du velkommen til at kontakte Erling Trudsø på ert@ds.dk eller 2124 2190.

Få mere information om indeklimastandarden

Fakta om indeklima-standarden DS 3033
For at få det nye indeklima-mærke, vil indeklimaet blive vurderet på en lang række punkter: Luftkvalitet, varme, støj, lys, afgasning fra møbler og byggematerialer, skimmelsvamp, den radioaktive gas radon og partikler i luften. Hvert punkt vil få en karakter, hvor A++ står for det fremragende indeklima, A+ for det gode, A for det tilfredsstillende, B for under middel C er bund karakter. Prisen for en undersøgelse, et mærke og en række anbefalinger ventes at ligge mellem 5-7.000 kroner.

Det er Dansk Standard, der på opfordring fra den tidligere Erhvervs- og Byggestyrelsen, har har stået for udarbejdelse og udgivelse af indeklima-standarden. I udviklingen af standarden og indeklimamærket har også deltaget eksperter fra Danmarks Teknisk Universitet, Teknologisk Institut, Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital samt Statens Byggeforskningsinstitut.

”Den nye standard kan være med til at sætte fokus på indeklimaet i højere grad end i dag - både hos private husejere og i det offentlige. Vi får stadig en del patienter, der lider under et dårligt indeklima på fx arbejdspladserne. Der er behov for, at det bliver prioriteret langt højere end i dag og det kan standarden hjælpe med,”  siger Harald Meyer, der er afdelingslæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.