- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du accepterer.

Acceptér cookies

Vand hitter på top ti

03 oktober 2012

De to standarder for afløbs- og vandinstallationer har ligget stabilt på top ti-listen over de mest solgte standarder de sidste mange år. En del af forklaringen skal findes i krav i de danske byggeregler og senest et fokus på klimaforandringer med ekstremregn.

Salget af de to danske standarder for afløbs- og og vandinstallationer har ligget på et stabilt højt niveau siden udgivelsen i henholdsvis 1924 og 1941:

- Begge normer, dvs. DS 432:2009 Norm for afløbsinstallationer og DS 439:2009 Norm for vandinstallationer, har været efterspurgte, siden de udkom første gang. De er vores sællerter, så at sige. Selv når der lanceres nye populære standarder inden for fx maskinsikkerhed og svejsning, forbliver normerne stabilt på top ti. Om kort tid lancerer vi et tillæg til norm for afløbsinstallationer om højvandslukkere. Det vil sandsynligvis få interessen til at stige – igen, siger senior marketingkonsulent Gitte Engel Plambæk, der er ansvarlig for marketingkampagner for standarder og håndbøger hos Dansk Standard. 

Senior standardiseringskonsulent Peter Langkilde bekræfter, at der altid har været interesse for de to normer på vandområdet. Han har været ansvarlig for standardiseringsarbejdet hos Dansk Standard for begge normer siden 1989:

- Normerne er populære, fordi de indgår i bygningsreglementet, BR10 som vejledende for kravgrundlaget og indgår også i kvalitetsstyring hos danske kloakmestre. Men det hænger også sammen med de vejrmæssige forandringer, der giver os en masse nedbør på kort tid, dvs. ekstremregn. Det skaber behov for en målrettet indsats mod oversvømmelser. Problemet løses ikke alene ved at bygge større kloakker, men også ved at sikre bygninger mod indtrængen af vand. Derfor er der udviklet et tillæg til DS 432 Norm for afløbsinstallationer. 

Tillægget er udviklet i standardiseringsudvalget for afløbsteknik, S-315, hvor områdechef Christina B. Daél, Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltning er formand. DS 432:Till.1:2012 Sikring mod opstemning – højvandslukker har netop været i høring og publiceres primo oktober. 

Køb standarder og håndbøger: webshop.ds.dk