- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du accepterer.

Acceptér cookies

Dansk Standard får svane på menuen

07 maj 2013

Når det gælder ny nordisk mad er Danmark i førersædet, men på miljøsiden halter danske restauranter gevaldigt efter vores svenske naboer, der har adskillige svanemærkede restauranter. I Danmark har der indtil i dag ikke været en eneste.

Det skal vi til at komme efter, mener Dansk Standard, der som den første og eneste virksomhed i landet nu kan bryste sig af at leve op til de skrappe miljøkrav, som det kræver for at et madsted kan opnå det nordiske miljømærke Svanen. Dansk Standard har nemlig netop fået svanemærket sin kantine.

- Jeg håber, at vi som drivkraften, der går foran med Danmarks første miljømærkede kantine, kan få andre danske virksomheder og ikke mindst restauranter med på banen. Til gavn for både den enkelte virksomhed og det samlede danske samfund. For selv små ændringer bidrager til grøn omstilling, siger administrerende direktør i Dansk Standard Anne Hasløv Stæhr.

På den anden side af Øresund er der masser af restauranter, cafeer og kroer, der har fået det nordiske miljømærke Svanen. I Sverige er der således hele 37 svanemærkede restauranter. Og det er ærgerligt, at der ikke findes et eneste spisested i Danmark, hvor man kan sætte tænderne i et miljømærket måltid – udover kantinen hos Dansk Standard. For miljømærket kan faktisk mærkes både på bundlinjen og på konkurrencekraften. Det bekræfter Johan Turesson, medstifter og ejer af Motwalls Kök & Specerier i Stockholm, der serverer ny nordisk mad baseret på traditionel svensk smag og årstidsbaserede og lokalt producerede råvarer.

- Fordi vi helt fra starten valgte at blive svanemærkede, har vi meget bedre kontrol over hele virksomheden. Vi har mindre spild, vi bruger produkter, der er meget bedre for os selv, og vi bruger mindre vand og el. Alt i alt sparer vi en masse penge, det er godt for miljøet og vores medarbejdere og kunder er rigtigt glade for det, fortæller Johan Turesson.   

Også hos Dansk Standard ser man klare fordele ved at være svanemærket. Derfor har virksomheden udover en svanemærket kantine også fået svanemærket sit eget trykkeri, der trykker over 30.000 standarder årligt. Ligeledes er virksomhedens 225 pc’er forsynet med Svanen, og sæbe, toiletpapir og papirhåndklæder på alle toiletter er også svanemærkede. Desuden benytter Dansk Standard et svanemærket rengøringsselskab, der gør rent med svanemærkede rengøringsmidler og et svanemærket vaskeri, der vasker entremåtter, viskestykker og andre tekstiler i svanemærket vaskemiddel og lever op til strenge energi- og vandkrav.

Fakta om Svanemærket:

For at en restaurant kan blive svanemærket, er der en række kriterier vedrørende miljøpåvirkning og økologi, der skal overholdes. Fx skal opvaske- og rengøringsmidler være miljøvenlige og uden miljøskadelige kemikalier, affald skal sorteres og der skal være mindst én vegetarisk ret på menuen hver dag. Kriterierne er rettet mod virksomheder, der laver og serverer mad og omfatter udover kantiner og restauranter også caféer, storkøkkener, catering mv. Der findes kun én svanemærket restaurant i Danmark: Dansk Standards kantine. Til gengæld findes der flere danske svanemærkede hoteller.

Miljømærkning Danmark er en del af Dansk Standard og har ansvaret for miljømærkerne Blomsten og Svanen. Miljømærkning Danmark er delvist finansieret af Miljøministeriet.