Danmark sætter internationale standarder for bæredygtighed

01. juli 2013

Danmark sætter internationale standarder for bæredygtighed

Nye internationale standarder gør det muligt at definere og måle bæredygtighed. Danmark er en af drivkræfterne i arbejdet, der er et vigtigt skridt på vejen mod omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

1.- 5. juli bliver Danmark omdrejningspunkt for et internationalt møde, hvor eksperter fra en lang række lande skal sætte morgendagens internationale standarder for bæredygtige samfund. Mødet bliver holdt på Bornholm, fordi øen er mønstereksempel på et bæredygtigt samfund, og fordi Danmark er kendt og anerkendt for at have stor ekspertviden på området. Og Danmark spiller derfor også en vigtig rolle i udviklingen af de kommende internationale standarder.

- Fra dansk side stiller vi op med eksperter på bæredygtighedsområdet, der vil byde ind med viden og erfaringer og på den måde være med til at sætte vigtige danske fingeraftryk på de internationale standarder, siger Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.

De nye standarder er banebrydende, fordi de blandt andet skal gøre det muligt at måle på bæredygtighed og sammenligne forskellige typer af samfunds bæredygtighed – lige fra byer, kommuner og ø-samfund til lande og virksomheder. Forventningerne til standarderne er derfor store.

- Der har manglet en fælles international måde at måle bæredygtighed på. Det bliver der rådet bod på nu. Jeg er sikker på, at standarderne i fremtiden vil spille en vigtig rolle, når vi skal definere bæredygtighed, som i dag er et meget diffust og vidtfavnende begreb. Samtidigt vil man som land, kommune, by eller virksomhed få nemmere ved at sætte krav til, hvor bæredygtig man vil være – og måle på, om man lever op til det. Og man kan sammenligne sin indsats og resultater med andre og på den måde se, hvor bæredygtig man egentlig er, siger Anne Hasløv Stæhr.

På det internationale møde på Bornholm skal danske og internationale eksperter mødes og diskutere, hvilke indikatorer og initiativer, der findes inden for bæredygtige samfund, hvilke der er relevante at medtage i standarderne, og hvordan standarderne kan bruges – eksempelvis af et land som Danmark eller et ø-samfund som Bornholm.

- Kunsten er at forene de ideer og forslag, som de enkelte lande kommer med, og blive enige om, hvordan standarderne skal se ud. Men det er jo netop en af styrkerne ved standardisering: at det er konsensusbaseret og at alle - også små lande - kan få lige meget indflydelse. På den måde bliver standarderne et resultat af grundigt arbejde og best practise, der kan bruges på verdensplan, fortæller Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.

Der er over 30 lande, der deltager i udviklingen af standarderne – heriblandt Holland, Kina, Tyskland, Japan, Sydafrika, Storbritannien, Frankrig, Australien, Canada - og selvfølgelig Danmark. Danmark er en vigtig drivkraft på bæredygtighedsområdet, bl.a. har danske eksperter været med til at udvikle – og har sat vigtige fingeraftryk på - den internationale standard for CSR, som en lang række virksomheder arbejder med i dag.

Læs mere om arrangementet i DR's artikel, hvor Kim Christiansen fra Dansk Standard bliver interviewet.