- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Standarder er nøglen til udbredelsen af Internet of Things

28 oktober 2016

Internet of Things er det nye sort, og forventningerne hertil er tårnhøje. Således regner man med, at der i år 2020 vil være 25 milliarder enheder koblet til internettet. Men manglen på fælles standarder og datasikkerhed kan risikere at sætte en stopper for udviklingen.

Hvis vi skal indløse det kæmpe potentiale, der ligger i digitaliseringen og Internet of Things, er der brug for fælles standarder på området. Problemet er, at der findes rigtig mange forskellige standarder, men mange af dem er uforenelige. Der mangler så at sige fælles standarder, der går på tværs og kan få tingene til at tale sammen, siger Jens Heiede, kommerciel direktør i Dansk Standard.

Antallet af IoT-enheder er vokset voldsomt de seneste år, men mange af dem kan ikke udveksle data og tale sammen med produkter og systemer fra andre virksomheder eller brancher. Det kræver nemlig fælles standarder. Standardiseringsverdenen spiller således en essentiel rolle i forhold til IoT.

Fremtidsscenariet kunne være, at dit hjem via din lokation får besked om, at du er på vej hjem og automatisk skruer op for varmen og tænder kaffemaskinen. Det stiller krav til, at de forskellige standarder kan spille sammen og sikre, at informationerne fra min telefons GPS kører på samme motorvej som informationerne til kaffemaskinen og varmeanlægget. Der skal derfor også etableres nye standarder, der går på tværs af områder og teknologier. Det er noget, vi arbejder på både internationalt og nationalt, siger Jens Heiede. 

Styr på sikkerheden?

En anden udfordring, der kan være en barriere for udbredelsen af IoT, er datasikkerheden. I takt med udbredelsen af produkter, der er koblet til internettet og udveksler data, stiger risikoen for at fortrolige oplysninger misbruges. Noget, der har været flere og flere eksempler på de senere år.

Alt for mange virksomheder har ikke styr på sikkerheden omkring IoT. Forestil dig, at dit køleskab pludselig udsendte spammails fra dig, eller at en indbrudstyv fik adgang til oplysninger om, hvor du befinder dig, via dit ur. Det er slet ikke så usandsynligt, som det måske lyder.

Jens Heiede
Kommerciel direktør
Dansk Standard

Der findes en lang række standarder for informationssikkerhed og cyberangreb, som virksomhederne kan anvende, når de udvikler produkter, der skal kobles til internettet, eksempelvis ISO 27001-standarderne. Men også på dette område er der brug for – og i gang med at blive udviklet - standarder, der fokuserer decideret på IoT.

MorgenBriefing

Nyd udsigten over by og hav til en kop kaffe og en bid morgenmad, mens du hører det sidste nye om Internet of Things, Smart Production og digitalisering: Hvad betyder Industri 4.0 for danske virksomheder og hvordan kan de bedst udnytte vækstmulighederne i digitalisering og automatisering. Eventen finder sted hos Dansk Standard på toppen af Portland Towers 25. november kl. 8.30-11.30