- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du accepterer.

Acceptér cookies

Standarder giver inspiration til ny innovation

04 juli 2016

En ny Babylance, der skal transportere syge og skrøbelige babyer, er blevet til på baggrund af viden fra standardiseringsarbejde. Udvalgsmedlem Morten Breindahl fra Rigshospitalet har udviklet Babylancen i tæt samarbejde med Region Hovedstadens akutberedskab, ’Den Præhospitale virksomhed’.

Læge Morten Breindahl sidder i Dansk Standards udvalg for Redningssystemer (s-265), som arbejder med standarder for ambulancer og ambulanceudstyr. Derfra fik han inspiration til at udvikle den såkaldte Babylance, som bygger på standarder, der specificerer krav til prøvningsmetoder, ydeevne og udstyr i ambulancer.

Den første i verden til at beskytte de allersvageste

Babylancen er, som navnet antyder, en baby-ambulance designet til transport af meget syge og skrøbelige babyer. Den er den første af sin slags i verden og vil blive brugt eksklusivt af Rigshospitalet. Babylancen er allerede ude på de danske landeveje, efter den er blevet leveret fra den finske producent, Profile, og gennemtestet og synet.

Morten Breindahl er leder for transportholdet hos Rigshospitalet og har en baggrund inden for pædiatri med særligt fokus på nyfødte. Derfor han fik ansvaret for udviklingen af Babylancen.

- Jeg gik blandt andet ind i standardiseringsarbejdet, fordi jeg vidste, at jeg ville kunne hente viden derfra til udviklingen af en Babylance, som vi havde snakket om længe i transportholdet. Det er umådeligt vigtigt, at skrøbelige nyfødte bliver transporteret på den mest sikre og nænsomme måde, og derfor er det kritisk, at der er standarder for de tekniske krav til udviklingen af ambulancer, uddyber Morten Breindahl.

Praktisk erfaring er guld værd i udvalgene

Morten Breindahl blev gennem udvalgsarbejdet hos Dansk Standard bevidst om, hvor meget standarder faktisk påvirker det udstyr, han bruger i hverdagen. Han opfordrer flere til at deltage i standardisering.

Der burde være langt flere fagpersoner med i standardiseringsarbejde, hvor de kan byde ind med praktisk erfaring og påvirke udformningen og kravene til det udstyr, de bruger til daglig. Samtidig kan man ved at deltage finde inspiration til sit eget arbejde og projekter

Morten Breindahl
Rigshospitalet

Babylancen er blevet udviklet i tæt samarbejde med især Jan Kenneth Petersen og Marie Thiellesen Bjerborg fra Region Hovedstadens akutberedskab, Den Præhospitale Virksomhed. Indtil videre er der kun produceret én Babylance, men Morten Breindahl forventer stor efterspørgsel efter babylancer, nu hvor den første er blevet produceret.

Hvis du har lyst til at få indflydelse på standarderne inden for dit felt, kan du læse mere om det på vores hjemmeside, hvor du kan se en oversigt over hvilke fagområder, der er dækket. Dansk Standard har fx 25 forskellige udvalg under sundhedsområdet, blandt andet omhandlende Anæstesiudstyr, Hjælpemidler og Sterilisation af medicinsk udstyr.