- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Standarder åbner døre til fremtiden

Verden står ifølge en lang række eksperter over for den fjerde industrielle revolution, også kaldet Industri 4.0, der vil vende op og ned på den måde, virksomheder tænker og agerer. Nye teknologier som Internet of Things, big data, robotteknologi, sensorer og droner skaber en ny ramme om vores fremtid. De både udfordrer traditionelle forretningsmodeller og åbner en hel ny verden af muligheder.

For danske virksomheder er der al mulig grund til at gribe disse nye digitale muligheder: Højere produktivitet, færre fejl i produktionen og bedre indtjening er bare nogle af gevinsterne ved styrket digitalisering.

Også for Danmarks samlede økonomi er der gode perspektiver i Industri 4.0. Danmark kan ifølge Boston Consulting Group øge væksten i bnp med 41 % og vinde 150.000 fuldtidsstillinger, hvis vi omfavner Industri 4.0.

Og det går rygende stærkt. Ting, som vi troede, var en fjern fremtid, er allerede virkelighed rundt om i verden. Lige fra den selvkørende bil til køleskabet, der selv kan bestille mælk. 

Men det er ikke kun i USA og Japan, at nye futuristiske produkter ser dagens lys. Også i Danmark er vi langt fremme. Smart city-turister fra hele verden rejser til Albertslund, der har skabt et af verdens første udendørs laboratorier for intelligent gadebelysning. Og verdens første samarbejdende robot, cobotten, blev skabt i Odense af danske Universal Robots – og med standarder i ryggen blev den en eksportsucces.

Selv om vi er godt med i det digitale kapløb, skal vi ikke hvile på laurbærrene. Ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen er det afgørende, at endnu flere danske virksomheder griber de nye digitale muligheder.

Danske virksomheder risikerer nemlig at blive hægtet af, hvis de ikke følger med udviklingen. Globaliseringen øger den internationale handel, og konkurrencen er benhård – kun de bedste produkter vinder.

Den digitale udvikling er således ikke til at komme uden om, hvis vi vil frem i verden. Men skal vi for alvor realisere potentialet i Industri 4.0, er der behov for mere end nytænkende og nyskabende virksomheder. Der er brug for et fælles teknisk sprog - og her er standarder en væsentlig del af løsningen.

De milliarder enheder, der bliver koblet til internettet på tværs af produktgrupper og brancher, skal nemlig kunne interagere med hinanden, før det bliver rigtig smart.

Alt dette og meget mere om morgendagens samfund og Industri 4.0 – og hvordan standarder åbner døre til fremtiden - kan du læse om i denne udgave af vækst+kvalitet.


Læs magasinet

Vores magasin er omdelt med Børsen d. 17. november 2016, og indhold fra magasinet vil løbende blive lagt op her på siden.