- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Standarderne dokumenterer vores produkters sikkerhed

Hos Kompan i Odense er legepladsstandarden en fast del af hverdagen, når gynger, legetårne og rutsjebaner er under udvikling. Den leverer specifikke krav til produkterne og gør det muligt at dokumentere sikkerheden.

Hvert år sker der mere end 14.000 legepladsulykker, hvoraf de 5.000 ulykker sker på legeredskaber. Som verdens førende producent af legeredskaber har Kompan et stort ansvar over for sine kunder. De unikke legepladser skal ikke bare være sjove og udfordrende, de skal også være sikre. Derfor blev det også på et tidligt tidspunkt i den mere end 40 år gamle virksomhed besluttet, at alle legeløsninger skal overholde alle internationale sikkerhedsstandarder for legepladser, herunder den europæiske standard EN 1176 samt de amerikanske standarder ASTM F1487 og CSA Z614.

Et markedskrav

- Vi vil først og fremmest gerne dokumentere, at vi overholder de relevante sikkerhedskrav. Samtidig giver standarderne os adgang til en række markeder. Man kan sige: Hvis vi ikke opfyldte standarderne, ville nogle markeder være lukkede for os. I dag er alle seriøse spillere nødt til at leve op til standarderne, fortæller Joan Pedersen, der har det overordnede ansvar for produktsikkerhed hos Kompan. I den rolle deltager hun i alle projekter fra start til slut og lægger strategier for, hvilke standarder der skal bruges, og hvordan det vil være klogt at gå til værks.

Guideline for produktudvikling

Joan Pedersen arbejder med standarderne som en guideline, der på mange måder gør det nemmere at udvikle produktet.

Standarderne giver os nogle regler at gå efter. Der er nogle ting, vi ikke behøver at diskutere internt i vores produktudvikling fx trappetrinnets højde eller den maksimale hældning på en rutsjebane. Det har standarden besluttet for os.

Joan Pedersen
Kompan

- Standarden hjælper os en hel del, fordi der er mange specifikke krav i standarderne, der er defineret ud fra almindelig praksis og risikovurdering, siger Joan Pedersen, der også bruger standarden som et argument over for sine kolleger:

- Det giver mig et argument over for mine kolleger – det er de rammer, vi har. Der er mange forhold, hvor standarden sætter grænserne. Og hvis den ikke gør, må jeg finde kravene fra nogle lignende situationer, fx hos vores certificeringspartner, som jeg ofte bruger som sparringspartner, siger Joan Pedersen.

Indflydelse via udvalgsarbejdet

Joan Pedersen valgte sidste år at melde sig ind i det udvalg, der udvikler og reviderer den europæiske legepladsstandard.

- Hele standarden er skrevet ud fra noget kendt, fx gynger, legehuse og klatretårne. Det kan være svært, hvis man laver noget helt nyt. Derfor besluttede jeg mig for at gå ind i standardiseringsarbejdet. Her har jeg mulighed for at få indflydelse på de danske kommentarer til CEN (den europæiske standardiseringsorganisation red.), der samler de europæiske input. Og jeg har mulighed for at afstemme, om de er i overensstemmelse med vores holdning, og påvirke dem så vidt muligt, fortæller Joan Pedersen, der igennem udvalgsarbejdet har fået kontakter og netværk fra branchen på det danske marked.

- Det betyder, at vi producenter og legepladsinspektører forstår hinanden lidt bedre. Og når der kommer ændringer i standarden, er vi først på beatet. Det kan jo betyde, at vi skal ændre på et produkt – jo før vi ved det, jo bedre, siger Joan Pedersen.

Alle produkter certificeres

Filosofien hos den fynske legepladsproducent er, at alle standardprodukter skal certificeres, hvis der findes et relevant certificeringsprogram. Lige nu arbejder Kompan på 4-5 forskellige nye projekter på forskellige stadier. Processen frem mod et færdigt produkt tager typisk et lille år.

Undervejs i udviklingsprocessen bringer Kompan sin certificeringspartner TÜV SÜD ind i processen via et antal møder, hvor produkterne bliver gået igennem, og de udfordringer, der måtte være, bliver diskuteret:

- Vi får sidenhen lavet en 0-serie (stadiet efter prototypen red.) med komponenter fra de rigtige leverandører. Den bruger vi til at verificere vores dokumentation og undersøge, om det svarer til det, vi har tegnet. Når projektet nærmer sig afslutningen, og tegninger og installationsvejledninger er færdige, og de sidste test udført, sender vi en dokumentationspakke til certificeringsbureauet, som efterfølgende udsteder et certifikat. Produktet bliver på den måde tjekket op mod standarder, og hvad vi selv synes, fortæller Joan Pedersen.

Standarder er en fast bestanddel af vores hverdag og har rigtig stor indflydelse på, hvordan produktet kommer til at se ud, men efterlader stadig plads til, at vi kan være kreative og finde nye løsninger eller skabe helt nye innovative produkter.

Joan Pedersen.
Kompan