- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Energiledelse øger indtjeningen

10 juni 2016

Et middel til identifikation af ’energislugere’ i virksomheden, et værktøj til øget indtjening samt en kilde til langsigtet udvikling. Det er blot nogle af de positive konklusioner, der netop er blevet udledt og samlet i en ny undersøgelse om energiledelse i praksis i ISO 50001-certificerede organisationer.

En ny international undersøgelse om brug af energiledelse i ISO 50001-certificerede virksomheder bekræfter en positiv betydning af energiledelse i hele verden. Undersøgelsens resultater taler for sig selv:

  • 95% af virksomhederne mener, at standarden er et nyttigt værktøj til at identificere de aktiviteter, der forbruger energi
  • 75% af dem opfatter det som et middel til øget indtjening
  • 85% ser det som en kilde til langsigtet udvikling
  • 76% mener, at standarden er et middel til at forbedre færdigheder og knowhow hos deres ansatte
  • 89% af brugerne er tilfredse
  • 95% af brugerne vil stærkt anbefale standarden

Helt konkret giver undersøgelsen ISO 50001 brugerne et værktøj til at sikre en systematisk tilgang til energiledelse. Det giver dem mulighed for at udvikle sig og foretage besparelser hurtigt.

- Vi oplever, at mange virksomheder har stor nytte af standarden. Jeg tror især, at det skyldes, at arbejdet med ISO 50001 giver dem en systematisk tilgang til energibesparelser. De kan løbende holde øje med energiforbruget i den daglige drift. Det er noget, de fleste virksomheder kan forholde sig til og bruge til noget, siger Christine Weibøll Bertelsen, standardiseringskonsulent i Dansk Standard.

Ifølge undersøgelsen er der flere forskellige årsager til, at virksomhederne er blevet motiveret til at arbejde med energiledelse. For nogle virksomheder handler det om, at det er nødvendigt at foretage besparelser gennem optimeret energistyring. For andre handler det om, at det er en del af virksomhedens strategi, eller at kunder eller myndigheder kræver det.

Undersøgelsen er udgivet af AFNOR (ISO medlem i Frankrig) og bygger på analyser af 78 ISO 50001-certificerede organisationer i seks lande, nemlig Frankrig, Tyskland, Taiwan, Storbritannien, Rusland og Marokko. Den udkommer netop som arbejdet med at revidere den eksisterende standard går i gang. Christine Weibøll Bertelsen har en række idéer til, hvor standarden kunne styrkes i den nye version:

-I mine øjne kunne man godt arbejde mere med organisationens ansvar, så det er helt tydeligt, at ledelsen skal gå mere ind i arbejdet, uddeler ressource og sikre et energiteam med veldefinerede arbejdsopgaver. Derudover kunne den nuværende tekst godt blive mere detaljeret og vejledende, den er meget generisk i dag, siger Christine Weibøll Bertelsen.

Alle interesserede kan deltage i arbejdet med revisionen af ISO 50001. Læs mere her: http://www.ds.dk/da/udvalg eller kontakt kontakte Christine Weibøll på telefon 41 21 83 02.

Undersøgelsen kan downloades her:
https://marketing.afnor.org/Etude/ManagementEnergie