- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Gratis rådgivning om standarder

Nu får innovative virksomheder, der opnår støtte fra Markedsmodningsfonden, mulighed for gratis rådgivning om at inddrage standarder i deres produktudvikling.

Få gratis rådgivning

Der er gode nyheder for virksomheder, der opnår støtte fra Markedsmodningsfonden. De kan nemlig fremover få gratis rådgivning om internationale standarders betydning for deres produkt. Rådgivningen omfatter sparring med Dansk Standard om eksisterende og kommende standarder med relevans for virksomhedens produktudvikling og markedsmodning. Der er afsat op til fem timer til hver enkelt rådgivningsforløb.

Markedsadgang med standarder

Internationale standarder spiller ofte en vigtig rolle, når man skal ud på markedet med sit produkt eller service. Det kan fx være, at der er særlige lovkrav i form af de europæiske direktiver og CE-mærkning, som man er nødt til at tage hensyn til. Her kan de harmoniserede standarder (dvs., at de er vedtaget af EU-medlemslandene) være en nem måde at dokumentere produktegenskaberne på. Produktionen skal tilrettelægges, så den følger standarden, men derudover behøver man kun at henvise til standarden.

Internationale standarder kan også være et leverandørkrav, dvs. at man skal implementere standarden for at sælge til en bestemt kunde. Men det kan være en markedsføringsfordel at implementere standarden allerede inden produktet bringes på markedet, da det kan være en måde at udmærke sit produkt i forhold til konkurrenterne. Endelig kan internationale standarder være med at sikre produkter og services kompatibilitet med andre systemer, fordi de er anerkendte metoder til at opnå et bestemt resultat.

For at benytte tilbuddet skal ansøger markere sin interesse for rådgivningstilbuddet i ansøgningen til Markedsmodningsfonden. Hvis Markedsmodningsfonden derefter giver tilsagn som støtte, vil Dansk Standard kontakte ansøger for at aftale nærmere.

Læs mere om tilbuddet