- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Mød Kasper Fabricius - udvalgsmedlem i S-450 og S-814

31 august 2016

Kasper Fabricius er rehabiliteringsrådgiver i Odense Kommune og medlem af S-450, Udvalget for hjælpemidler og S-814, Tryksårsforebyggende madrasser.

Jeg hedder Kasper Fabricius og er uddannet ergoterapeut. Da jeg blev færdig, blev jeg ansat i Odense kommune, som jeg har været hos i 17 år. Her kom jeg til at arbejde med hjælpemidler, som jeg altid har haft en stor interesse for. Fordi jeg har arbejdet med hjælpemidler så længe og har prøvet de forskellige grene, der findes inden for hjælpemidler, sidder jeg med en stor generel viden men også en dyb brugerviden om mange af de produkter, som jeg er med til at lave nye standarder for hos Dansk Standard.

Hvad deltager du i?

Jeg er med i udvalget for hjælpemidler (S-450), hvor jeg sidder som repræsentant for de danske ergoterapeuter. Jeg synes, det er rigtig spændende både fagligt og personligt at kunne være med til at præge og sikre, at de hjælpemidler, der laves på verdensplan, fortsat har den høje brugervenlighed, som vi er vant til her i Danmark.

Derudover er jeg også med i udvalget for tryksårsforebyggende madrasser (S-814) og deltager desuden i en international arbejdsgruppe i udviklingen af den nye standard på det område. Jeg synes, det er vildt spændende, og lige præcis arbejdet omkring at sikre bedst mulig trykaflastning til brugeren kombineret med høj brugervenlighed er virkelig noget, jeg brænder for.

Hvor længe har du deltaget i standardisering?

Jeg har været med i udvalget for hjælpemidler i ca. 2 ½ år og siddet næsten 2 år i udvalget for tryksårsforebyggende madrasser.

Hvilke standarder har du deltaget i udviklingen af?

Jeg har deltaget i arbejdet omkring standarderne, der er lavet for manuelle kørestole, DS/EN 12183:2014 Manuelle kørestole - Krav og prøvningsmetoder, og standarden for bad- og toiletudstyr, DS/ISO 17966:2016 Kropsstøttende hjælpemidler til brug ved personlig hygiejne - Krav og prøvningsmetoder.

Hvad får du ud af at deltage?

Jeg får et endnu dybere kendskab til mit fagområde – nærmest ekspertviden. Derudover får jeg indflydelse ikke kun på nationalt plan men også internationalt. I andre lande er udviklingsprocessen for standarderne meget anderledes, og derfor er det spændende at prøve på at få de ting, jeg synes er gode, bredt videre ud til andre lande. Jeg kan mærke, at den ekstra viden, jeg får fra udvalgsarbejdet, giver mig ekstra kompetencer i mit daglige arbejde i Odense Kommune og hos Ergoterapeutforeningen, hvor jeg kan hjælpe til med min tilegnede ekspertviden.