Europæiske eksperter samles i Danmark for at styrke sikkerheden i børneomsorgsprodukter

18. maj 2026

Europæiske eksperter samles i Danmark for at styrke sikkerheden i børneomsorgsprodukter

Fra den 20. til 22. maj 2026 samles eksperter fra hele Europa i Danmark for at revidere og videreudvikle standarderne for børneomsorgsprodukter til børn op til fire år. Målet er at fastholde og styrke fælles, høje sikkerhedskrav på tværs af landegrænser, så forbrugere kan have tillid til produkterne – uanset hvor i Europa de er købt.

Når forældre køber produkter til deres børn, forventer de, at sikkerheden er i orden. At materialerne er sikre. At produktet er solidt konstrueret. Og at det er testet til den måde, det bruges på i hverdagen. Netop her spiller europæiske standarder en afgørende rolle – også selvom de sjældent er synlige for forbrugerne.

Standarderne dækker en lang række produkter, som mange småbørnsfamilier bruger hver dag, herunder fx bløde lifte, babynests, barnevogne, narre- og flaskesutter, suttekæder, kravlegårde, pusleborde, sikkerhedsgitre, gåstole, skråstole, bæreseler og barneseler.

Fælles fokus på børns sikkerhed

Siden 1991 har europæiske eksperter samarbejdet om at højne sikkerheden i børneomsorgsprodukter, så forældre kan købe produkter til deres børn uden bekymringer. Denne gang mødes omkring 28 deltagere fra blandt andet Frankrig, England, Tyskland og Italien i Danmark. Danmark er repræsenteret på tværs af værdikæden med deltagelse fra Forbrugerrådet Tænk, ForbrugerLaboratoriet ApS og Done By Deer A/S.

- Uanset om man repræsenterer producenter, laboratorier eller forbrugere, er der én ting, alle omkring bordet er enige om: børns sikkerhed kommer først. Arbejdet i komitéen tager stort set altid udgangspunkt i barnets og forbrugerens perspektiv, nemlig hvordan produkterne bruges i hverdagen, og hvilke risici der reelt kan opstå. Målet er, at forældre trygt kan stole på, at produkter på markedet lever op til de højeste sikkerhedskrav, siger Helen Amundsen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk og forperson for Dansk Standards udvalg for børneomsorgsprodukter.

Samme risici – på tværs af produkter

Selvom børneomsorgsprodukter kan se meget forskellige ud, er det ofte de samme risici, der går igen. Det kan for eksempel være risiko for kvælning, strangulering, klemning eller manglende stabilitet. Derfor arbejder komitéen både med fælles, generelle sikkerhedskrav, som kan anvendes på tværs af flere produktgrupper, og med mere produktspecifikke standarder.

De generelle sikkerhedskrav er samlet i serien CEN/TS 13387, som fungerer som en overordnet sikkerhedsvejledning for de mere produktspecifikke standarder. Serien beskriver blandt andet krav til åbninger, snore og stropper, små dele, kemiske stoffer, tekstiler, brand samt mærkning og brugerinstruktioner.

- Når vi vurderer sikkerheden i børneomsorgsprodukter, giver det ikke altid mening kun at se på det enkelte produkt. Det er de samme børn, der bruger produkterne, og derfor skal de beskyttes ens. De generelle sikkerhedsspecifikationer gør det muligt at sikre en høj og ensartet beskyttelse – også når nye materialer og nye risici opstår, siger Helen Amundsen.

Serien er netop sat under revision i forlængelse af en ny EU-beslutning om sikkerhedskrav til børneprodukter. Arbejdet kan få betydning for en lang række eksisterende standarder.

Løbende udvikling af standarder

Arbejdet med standarderne stopper ikke ved mødet i Danmark. Der afholdes løbende arbejdsgruppemøder, hvor man – ud over de overordnede sikkerhedskrav – arbejder med at videreudvikle de produktspecifikke standarder. To konkrete eksempler, der skal drøftes på denne side af sommerferien, er de europæiske standarder for henholdsvis bløde lifte og babynests.

Standarden for bløde lifte er aktuelt under revision og forventes at være klar inden længe. Her har der været særligt fokus på konstruktion, stabilitet og kvælningsrisici i produkter med meget blødt tekstil – forhold som kan være vanskelige for forældre selv at vurdere, men hvor standarderne er med til både at afdække og forebygge risici.

Arbejdet med en europæisk standard for babynests er derimod helt nyt. Området er i fokus, fordi forbrugere i stigende grad køber produkterne uden fælles, klare sikkerhedskrav. Her skal standardiseringen være med til at hæve sikkerhedsniveauet og skabe større tryghed for forbrugerne.
Ud over bløde lifte og babynests arbejder komitéen også med revision af flere andre standarder, blandt andet for:

  • barnevogne og klapvogne
  • badeudstyr og baderelaterede produkter

Mulighed for at deltage i arbejdet

Alle danske virksomheder, organisationer og forbrugerrepræsentanter har mulighed for at deltage i det europæiske standardiseringsarbejde gennem Dansk Standard. Her kan man være med til at præge kravene og sikre, at både sikkerhed, brugervenlighed og forbrugerhensyn fortsat er i fokus.

Pernille Tebina
Pernille Annette Henriksen Seniorkonsulent, int. sekretariater, forbrugersikkerhed
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: pte@ds.dk
T: 39 96 61 24

Se også

Nye europæiske standarder for servicehunde

19. januar 2026

Nye europæiske standarder for servicehunde

Fem nye europæiske standarder for servicehunde skal gøre det lettere at ensrette krav til dokumentation.

Ny ordliste til DS/INSTA 800-1 for rengøringskvalitet er nu tilgængelig

15. januar 2026

Ny ordliste til DS/INSTA 800-1 for rengøringskvalitet er nu tilgængelig

Standardiseringsudvalget S-841 har udarbejdet en ordliste, der samler og forklarer centrale begreber i INSTA 800-standarden og kan bruges som støtte i arbejdet med rengøringskvalitet.

Standard skal forebygge alvorlige hudproblemer hos frisører

22. december 2025

Standard skal forebygge alvorlige hudproblemer hos frisører

Den internationale standard ISO 374-6 for beskyttelseshandsker skal være med til at forbedre frisørers arbejdsmiljø og forhindre de mange tilfælde af hudeksem i faget.

Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer

20. november 2025

Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer

For at beskytte børn mod sundhedsskadelige stoffer har Danmark i tæt samarbejde med EU-Kommissionen siddet for bordenden i udviklingen af fem nye europæiske standarder. Standarderne skal imødegå konkrete kemiske risici og sikre, at legetøj på det...