- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Miljø – det skal ikke bare se godt ud på papiret

Som seniorkonsulent på miljøområdet er Jesper Lauridsen en central aktør i Dansk Standards miljøindsats. Han fortæller her, at Dansk Standards miljøcertificering og miljøhandlingsplan sikrer, at miljøindsatsen når hele vejen rundt, så man ikke bare sætter enkelte initiativer i gang, der pynter på Dansk Standards image.

Mit navn er Jesper Lauridsen, og jeg er ansat som seniorkonsulent på miljøområdet i Dansk Standard. Jeg er med til at drive Dansk Standards egen miljøindsats, samtidig med at jeg i samarbejde med det danske udvalg for miljøledelse er med til at drive udviklingen af den internationale miljøledelsesstandard ISO 14001.

Hvordan arbejder Dansk Standard med miljøledelse?

Vi driver udviklingen af den internationale miljøledelsesstandard ISO 14001, og vi synes derfor, at det giver god mening, at vi i Dansk Standard tager vores egen medicin og går forrest på miljøområdet. Dansk Standard har en aktiv miljøgruppe, som løbende holder møder og sørger for, at systemet lever. Miljø bliver tænkt ind over alt – lige fra miljømærkede kontorartikler og møbler til SKYPE-møder, der reducerer vores transport, og vores miljømærkede kantine. Vi er certificerede efter ISO 14001 standarden og har både intern og ekstern audit. Vi binder vores miljøhandlingsplan op på vores strategiske mål. Fx er det et mål for os at fremme brugen af miljømærkede produkter i samfundet. Det forsøger vi også at påvirke gennem DS’ interne miljøpolitik.

Hvordan arbejder I med jeres miljøhandlingsplan?

Det er en 360 graders plan, der går hele vejen rundt om de forskellige miljøperspektiver, hvor vi i miljøgruppen gennem et livscyklusperspektiv hele tiden forsøger at holde fokus på, hvilke miljømål der er de væsentligste. Gennem arbejdet med vores miljøhandlingsplan, som årligt bliver godkendt af ledelsen, tager vi os af mange forskellige opgaver. Vi sikrer fx, at Dansk Standard kun anvender svanemærket papir og svanemærkede produkter, så vidt det er muligt. Vi har også sat projekter i gang, der skal sikre miljøvenlig affaldshåndtering, transport, rengøring, overnatning og meget mere. Miljø fylder rigtig meget i vores beslutninger.

Dansk Standard flyttede i 2014 ind i Portland Towers. Hvordan spiller den nye bygning sammen med miljøindsatsen?

Det giver nogle nye muligheder. Vi kommer fra et stort gammelt hus, hvilket betød, at vi brugte mange ressourcer i forhold til vand, varme og energi. Nu er vi flyttet ind i en topmoderne bygning, som er miljøcertificereret efter BREEAM-ordningen, der er en metode til miljøvurdering og klassificeringssystem for bygninger. Det giver os kræfter til at fokusere på helt andre ting fremadrettet.

Hvad betyder miljøindsatsen for medarbejderne?

Jeg tror først og fremmest, at mange er rigtig stolte over at arbejde et sted, hvor miljøet bliver taget alvorligt. Selv gaverne i vores interne julekalender er miljømærkede. Derudover giver det for mange rigtig god mening, at ens arbejdsplads arbejder aktivt for bæredygtighed. Det er med til at øge følelsen af, at det, man arbejder med i ens arbejdsdag, giver mening. Derudover er man er med til at skubbe verden i den rigtige retning.

I har sat mange miljøinitiativer i gang – hvilket sætter du størst pris på?

For mig er det ikke det enkelte initiativ, der gør den store forskel. For mig er det væsentlige, at jeg får lov til at arbejde på en måde, hvor jeg får lov til både at beskæftige mig med det overordnede principper og samtidig har indflydelse på det dybdegående analysearbejde, så jeg kommer hele vejen rundt.