- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du accepterer.

Acceptér cookies

Maskiner - 2006/42/EF

Den, der producerer, importerer eller - i eget navn - markedsfører eller ibrugtager maskiner eller sikkerhedskomponenter, bør sætte sig ind i maskindirektivets krav.

Maskindirektivet kan man bl.a. læse om de overordnede krav, som de pågældende produkter skal leve op til, hvordan man dokumenterer produktets overensstemmelse med disse krav, mærkningsregler m.m.

Direktivets overskrift

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (omarbejdning). I daglig tale maskindirektivet.

Hvad omfatter Maskindirektivet? 

Direktivet fastlægger de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i forbindelse med:

  • maskiner
  • udskifteligt udstyr
  • sikkerhedskomponenter
  • hejse- og løftetilbehør
  • kæder, tove og stropper
  • aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler
  • delmaskiner

En maskine defineres således:

  • en samling af indbyrdes forbundne dele eller komponenter, hvoraf mindst en er bevægelig, forsynet med eller beregnet til at blive forsynet med et andet drivsystem end den menneskelige eller animalske kraft anvendt direkte, og samlet således, at de er indbyrdes forbundne med henblik på en nærmere fastlagt anvendelse.
  • en samling som omhandlet i første led, som kun mangler tilslutningselementer til anvendelsesstedet eller for tilslutning til energikilder og drivkraft.
  • en samling som omhandlet i første og andet led, der er installationsklar, men som først er funktionsklar efter montering på et transportmiddel eller installation i en bygning eller en konstruktion.
  • samlinger af maskiner som omhandlet i første, andet og tredje led eller delmaskiner som omhandlet i litra g), som for at opnå et bestemt resultat er anbragt og styres således, at de er indbyrdes forbundne i deres funktion.
  • en række dele eller mekaniske komponenter, hvoraf mindst en er bevægelig, som er indbyrdes forbundne, bestemt til løft af byrder, og som udelukkende drives ved menneskelig kraft.

Undtagelser

  • Sikkerhedskomponenter, der er beregnet til at anvendes som reservedele i stedet for identiske komponenter, og som er leveret af fabrikanten af den oprindelige maskine
  • Specielt materiel til markedspladser og/eller forlystelsesparker
  • Maskiner, som anvendes eller er specielt konstrueret til anvendelse inden for det nukleare område, og hvis svigt kan medføre frigivelse af radioaktivitet
  • Våben, herunder skydevåben.

Følgende transportmidler er ligeledes undtaget:

  • Landbrugs- og skovbrugstraktorer for så vidt angår de risici, der er omfattet af direktiv 2003/37/EF, bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
  • Motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, der er omfattet af Rådets direktiv 70/156/EØF af 6. februar 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne køretøjer og påhængskøretøjer dertil (1), bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
  • Køretøjer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/24/EF af 18. marts 2002 om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer (2), bortset fra maskiner monteret på disse køretøjer
  • Motorkøretøjer udelukkende til konkurrenceformål
  • Transportmidler med henblik på transport ad luftvejen, ad vandvejen og med jernbane bortset fra maskiner monteret på disse

Yderligere undtagelser:

  • Søgående skibe og mobile offshore-enheder samt maskiner, som er installeret om bord på sådanne fartøjer og/eller enheder
  • Maskiner, der er specielt konstrueret og fremstillet til militær- eller politimæssige formål
  • Maskiner, der er specielt konstrueret og fremstillet til forskningsformål med henblik på midlertidig anvendelse i laboratorier
  • Elevatorer i mineskakter
  • Materiel til at hejse eller løfte de optrædende under kunstnerisk optræden

Følgende lavspændingmateriel er undtaget:

  • Husholdningsapparater beregnet til privat brug
  • Audio- og videoudstyr
  • Edb-udstyr
  • Almindelige kontormaskiner
  • Lavspændingskoblingsapparater og -styreudstyr
  • Elektromotorer

Følgende højspændingsmateriel er undtaget:

  • Koblings- og styringsudstyr
  • Transformatorer

Væsentlige krav

"Væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i forbindelse med konstruktion og fremstilling af maskiner" er beskrevet i direktivets og bekendtgørelsens bilag 1.

Procedure for overensstemmelsesvurdering 

For at kunne markedsføre og/eller ibrugtage et produkt skal fabrikanten sikre sig, at produktet er i overensstemmelse med direktivets væsentlige krav, og denne procedure kan for maskindirektivets vedkommende foregå på mange forskellige måder afhængig af produktets potentielle farlighed samt valg af standarder.

I de fleste tilfælde kan fabrikanten selv - på baggrund af risikovurdering og udarbejdelse af et teknisk dossier - erklære overensstemmelse ved at udfærdige og underskrive en overensstemmelseserklæring. Det gælder for alle maskiner, der ikke udtrykkeligt er nævnt i bilag 4 om farlige maskiner.

Hvis produktet er en såkaldt "bilag 4-maskine", kan fabrikanten selv erklære overensstemmelse, hvis der fuldt ud er anvendt harmoniserede standarder. Er der tale om en bilag 4-maskine, hvor der ikke er benyttet harmoniserede standarder, kræver overensstemmelsesproceduren deltagelse af en tredjepart, et bemyndiget organ, der f.eks. kan foretage typeafprøvning eller enhedsverifikation. Herefter underskriver fabrikanten overensstemmelseserklæringen på grundlag af den typeafprøvningsattest, der er udstedt af det bemyndigede organ.

Overensstemmelseserklæringen skal i alle tilfælde udleveres med maskinen, og kopi opbevares i det tekniske dossier.

Mærkning

CE-mærke på færdige maskiner og udskifteligt udstyr. Komponenter og sikkerhedskomponenter må ikke CE-mærkes.

Ikrafttrædelsesdato og overgangsordninger 

Direktivet tråde i kraft den 29. juni 2006.

Bemyndigede organer 

Visse produkter skal godkendes af et bemyndiget organ. Der er frit valg, om det er et bemyndiget organ i Danmark eller i et andet land. Du vælger selv, hvilket bemyndiget organ du vil benytte, ud fra de fagområder som organet er bemyndiget til. Faktorer udover bemyndigelsen, der kan påvirke dit valg, kan fx være sprog, pris, leveringstid m.m. Ikke alle fagområder er repræsenteret ved bemyndigede organer i Danmark.  Gælder det for dit produkt, skal du søge i andre lande.

Du kan finde listen over bemyndigede organer i Danmark her.

Er du i tvivl om, hvilket bemyndiget organ du skal benytte, er du er velkommen til at kontakte vores Informationscenter tlf. 39966140.

Ansvarlig myndighed 

Arbejdstilsynet 


Teksten er skrevet med fuld redaktionel frihed til at vælge relevante oplysninger fra og om det pågældende direktiv, for dermed at give en kort introduktion til direktivet hvad angår formål, omfang og præmisser. I forbindelse med CE-mærkning, anbefaler vi, at man desuden forholder sig til den fulde tekst af direktivet, den tilhørende danske lovgivning samt relevante standarder.