- Cookies - På ds.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.

Acceptér cookies

Nu går revisionen af Eurocodes i gang

02 juni 2015

De personer, der skal revidere Eurocodes, får stor indflydelse på byggeriet i Europa. Udvælgelsen sker her i juni måned, hvorefter revisionen går i gang.

Revisionen af beregningsstandarderne Eurocodes er nu gået i gang. I slutningen af maj lukkede den fase, hvor interesserede kandidater kan søge om at deltage i revisionen. Det er ambitionen, at fagfolk fra hele verden kan deltage i revisionen. Nu foregår der en udvælgelse af de rette kandidater. I alt skal der vælges 25 grupper på fem personer.

”De udvalgte kandidater kommer til at få stor indflydelse på, hvordan byggeriet i EU fremover kommer til at se ud. Hvis det forkerte team bliver sat, vil Europas 500.000 rådgivende ingeniører ikke have meget til overs for revisionen,” fortæller Erling Trudsø fra Dansk Standard, der repræsenterer de danske interesser.

God mulighed for indflydelse

Der er danske deltagere med i opløbet om pladserne, og Erling Trudsø vurderer, at der er god mulighed for at få dansk indflydelse:

”Jeg ved, at flere fra vores udvalg har budt ind og ønsker at deltage. Men jeg vil gerne understrege, at man ikke behøver at være med i Dansk Standards udvalg for at deltage i revisionen. Hvis man har kommentarerer, er man velkommen til at sende dem til Dansk Standard, så formidler vi gerne videre,” siger Erling Trudsø.

Bliver glade for det

Han håber især, at revisionen vil sikre, at man reducerer antallet af nationale valgmuligheder, så man i højere grad er enige om ét tal, og at baggrundspapirerne med beregninger igen bliver tilgængelige.

”Jeg tror, at branchen bliver glade for ændringerne – det er tiltrængt og vil ske på en god måde,” siger Erlings Trudsø.

I juni afsløres de udvalgte kandidater. Herefter går arbejdet med revisionen i gang. Den nye udgave af Eurocodes forventes at være færdig i 2020.