Den færdigforhandlede ecodesign-forordning (ESPR) indeholder hverken specifikke krav eller standarder. Disse skal udformes i de kommende år. Forordningen er altså en overordnet ramme for et længerevarende arbejde, hvor flere og flere produktgrupper løbende bliver omfattet. Europa-Kommissionen er sammen med eksterne eksperter pennefører på de forskellige produktkrav, og det forventes, at EU hvert år vil inkludere 4-6 nye produktgrupper.
EU-Kommissionen laver et arbejdsprogram og heri sættes rækkefølgen for, hvilke produkter ecodesign-forordningen skal inkludere og hvornår. Her vil EU-Kommissionen får input fra Ecodesign Forum, som skal bidrage til bl.a. arbejdsplanen såvel som de kommende krav. Forummet består af standardiseringsorganisationer, brancheorganisationer, forskere samt repræsentanter fra industrien, forbrugere og miljø/natur-organisationer.
Kommissionens arbejdsprogram blev vedtaget i 2025, og arbejdet med de horisontale og udvalgte produktspecifikke krav er nu i gang. Det første arbejdsprogram omfatter mindst 11 produktgrupper, herunder tekstiler, som er blandt de først prioriterede. For tekstiler forventes det første udkast til en delegeret retsakt offentliggjort i første halvår af 2026.
Undervejs i processen – både i forbindelse med udarbejdelsen af de horisontale krav og de produktspecifikke retsakter – har interessenter mulighed for at give input via standardiserings- og brancheorganisationer eller lignende, blandt andet gennem Ecodesign Forum.
Der går som udgangspunkt mindst 18 måneder (muligvis længere, afhængigt af sektorens behov) fra en delegeret retsakt er vedtaget, til kravene træder i kraft for de berørte virksomheder.