22. juni 2016

En ny standard skal gøre det lettere at sammenligne priser

I en yderst prisbevidst verden er der en voksende efterspørgsel efter at gøre det lettere at sammenligne priser hurtigt og effektivt. En ny standard om enhedsprissætning er på vej og vil hjælpe forbrugerne med dette.

Forbrugere har i stigende grad prisen som den vigtigste faktor, når de skal beslutte sig for at købe noget. Men det kan være svært at sammenligne priserne med den voldsomme mængde af produkter, man kan vælge imellem, som varierer i mængde og indpakning. I en undersøgelse fra et australsk supermarked fandt man fx ud af, at der var mere end 55.000 varer at vælge imellem. Derfor kan det være tidskrævende og kompliceret at regne ud, hvilket produkt der rent faktisk er det billigste.

Enhedspriser er en simpel løsning, som hjælper forbrugerne til hurtigt at kunne vurdere værdien af produkter sammenlignet med lignende produkter i anderledes pakning. Undersøgelser har vist, at forbrugerne bruger enhedspriserne, de steder hvor det er til rådighed, men det er ikke helt udbredt endnu, og lovgivning og enhedsstørrelserne varierer meget fra land til land.

Af den grund er ISO-eksperter for nylig gået sammen for at etablere en komité, der har til opgave at udvikle en standard, der kan sørge for, at enhedsprissætning fungerer mere effektivt.

ISO projektkomité ISO/PC 294, Guidance on unit pricing, er nu begyndt at arbejde på en international standard, som vil opstille retningslinjer og principper for enhedsprissætning såsom retningslinjer for synlighed, præcision, pålidelighed og ensartethed.

Ifølge formanden for komiteen, John Furbank, vil den nye standard gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne produkterne og vil give detailhandlerne, der implementerer standarden, konkurrencemæssige fordele.

”Standarden har et potentiale for at spare forbrugere over hele verden millioner af dollars, og forhandlerne vil opleve, at kunderne er mere tilfredse og dermed mere loyale.”

Man regner med, at standarden vil være klar i slutningen af 2017.

Kilde: ISO.org

Kontakt

Informationscentret
Informationscentret Vi har åbent mandag - torsdag 8.30 - 16.00. Fredag 8.30 - 15.00
Salg og Kundeservice
E: dsinfo@ds.dk
T: 39966140