Mange vigtige ændringer i den nye standard for maskinsikkerhed, DS/EN 60204-1

17. juli 2018

Mange vigtige ændringer i den nye standard for maskinsikkerhed, DS/EN 60204-1

Den længe ventede revision af standarden for maskinsikkerhed for elektrisk materiel på maskiner, DS/EN 60204-1, er nu færdig og indeholder mange væsentlige ændringer i de tekniske krav.

Der har været en stor teknologisk udvikling, siden den tidligere version af standarden DS/EN 60204-1, Maskinsikkerhed – Elektrisk materiel på maskiner udkom for 12 år siden. Og det kan tydeligt ses på de mange ændringer i den nye version af standarden, der nu er færdig.

- Standarden er blevet moderniseret og indeholder generelt mere gennemskuelige og tidssvarende krav. Anvendelse af andre standarder, der er krævet i DS/EN 60204-1, bliver i højere grad udaterede, så man fremover henvises til den gældende udgave af en relateret standard, fortæller Søren Storm, konsulent i Dansk Standard.

Opdateret i tråd med nye teknologier

Kravene er desuden blevet opdateret i tråd med den digitale udvikling på området, hvor fx robotter, cobots og trådløse styresystemer bliver mere og mere udbredt.

- Nye teknologier påvirker naturligvis også elektriske systemer på maskiner. Vi ser, at flere anvender mere avancerede og trådløse styresystemer og standarden sætter nu i langt højere grad fokus på grænsefladen mellem maskine og trådløs betjening, så udviklingen af bl.a. robotter og større automationsanlæg kan understøttes. Det skaber større fleksibilitet og flere muligheder for integration og anvendelse, siger Søren Storm og fortsætter:

- Ved at sætte sig ind i ændringerne kan man tilpasse sin forretning til fremtidens markedskrav og de muligheder, nye teknologier åbner op for – stadig med sikkerhed og funktionalitet i højsædet.

Standarden forventes at ligge klar i slutningen af juli 2018 i Dansk Standards webshop. Derudover vil Dansk Standard udgive forskellige vejledninger og hæfter, som knytter sig til standarden.

Væsentlige ændringer i den nye version af DS/EN 60204-1:

  • krav til drivkraftsystemer (PDS)
  • nye krav til elektromagnetisk kompatibilitet (EMC)
  • klarere krav til overstrømsbeskyttelse
  • krav vedrørende bestemmelse af elektrisk materiels kortslutningsmærkestrøm
  • reviderede krav og terminologi vedrørende beskyttende udligning
  • nye krav til trådløse styresystemer
  • reviderede symboler for aktuatorer til styreenheder
  • reviderede krav vedrørende teknisk dokumentation
  • generel opdatering af gældende særlige nationale betingelser, normative standarder og bibliografiske referencer.

 

Kontakt

Søren Storm
Søren Storm Seniorkonsulent | Senior Consultant
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: sst@ds.dk
T: 39 96 62 08