Hvad er vigtigt at vide om den nye europæiske batteriforordning?

19. november 2025

Hvad er vigtigt at vide om den nye europæiske batteriforordning?

EU-forordning 2023/1542 stiller nye krav til virksomheder, der producerer, importerer eller markedsfører batterier og produkter med batterier på EU-markedet. Formålet er at styrke cirkulær økonomi og sikre mere bæredygtige løsninger gennem hele batteriets livscyklus. 

Med EU’s nye batteriforordning 2023/1542, der trådte i kraft i år, får virksomheder, der gør batterier eller produkter med batterier tilgængelige på markedet, et udvidet ansvar. Forordningen regulerer batterier fra produktion til bortskaffelse og har som mål at øge indsamling, genanvendelse og sporbarhed. 

Udvidet producentansvar og nye produktkrav  

Producentansvaret for batterier har eksisteret i EU siden 2009, men forordningen udvider både kravene og omfanget. Virksomheder, der første gang bringer batterier eller produkter med batterier i omsætning i EU, bliver ansvarlige for indsamling og genanvendelse.  

Producenter skal registreres i et producentregister og kan enten selv håndtere opgaverne eller gøre det via en producentansvarsorganisation. I Danmark er Miljøstyrelsen den kompetente myndighed. 

Batteriforordningen

Batteriforordningens fulde titel er EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier og udtjente batterier, om ændring af direktiv 2008/98/EF og forordning (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2006/66/EF.   

Forordningen opdeler batterier i fem hovedkategorier: bærbare batterier, batterier til lette transportmidler (LMT), industribatterier, startbatterier og elkøretøjsbatterier.  

Kravene varierer afhængigt af kategori og anvendelse.

Læs mere

Forordningen indfører en række nye produktkrav, der implementeres gradvist. I 2026 tilføjes mærkning med kapacitet og øvrige oplysninger, og i 2027 bliver QR-koder obligatoriske. Der forventes desuden harmoniserede standarder for ydeevne, holdbarhed og sikkerhed. 

Kravene gælder også for stationære batteribaserede energilagre, hvor der blandt andet skal dokumenteres CO2-aftryk, sikkerhed og forventet levetid. 

Fokus på cirkulær økonomi 

Et centralt formål med batteriforordningen er at styrke den cirkulære økonomi. Det sker blandt andet ved at sætte mål for indsamling og genvinding. I 2030 skal mindst 73 procent af bærbare batterier indsamles, og for batterier til lette transportmidler er målet 61 procent i 2031. 

Der stilles desuden krav til genanvendelse af materialer. For industri-, start- og elkøretøjsbatterier fastsættes minimumsniveauer for genvundet indhold, eksempelvis 85 procent for bly og 16 procent for kobolt i 2031. Procenterne øges yderligere frem mod 2036. 

Forordningen fastlægger også, at bærbare batterier i apparater skal kunne udtages og udskiftes af brugeren senest i 2027. Batterier til lette transportmidler skal kunne udskiftes af en uafhængig fagperson. 

Nye krav til markedsføring og dokumentation 

Alle aktører i leverandørkæden – fra producenter til distributører – skal bidrage til at opfylde kravene. Oplysninger og dokumentation om overholdelse skal følge produktet gratis gennem forsyningskæden. Anvendelsen af harmoniserede standarder kan give formodning om overensstemmelse med forordningens krav. 

Virksomheder med en årlig omsætning over 40 millioner euro skal desuden leve op til krav om due diligence, der omhandler kontrol med råmaterialer og bæredygtighed. 

Som noget nyt indfører batteriforordningen krav om et digitalt produktpas – også kaldet batteripas. Formålet er at styrke sporbarheden og gøre det lettere at genbruge og genanvende batterier og materialer. Passet skal indeholde oplysninger som fremstillingssted, kapacitet, forventet levetid og sikkerhedsinformation. 

Vil du vide mere? 

Du kan læse mere om den nye batteriforordning og de tilhørende standarder her

Er du interesseret i at vide mere om udvalgs- og standardiseringsarbejdet inden for genopladelige batterier og el-forsyningssystemer til køretøjer og vejkøretøjer, er du velkommen til at bruge nedenstående kontaktinfo. 

Søren Storm
Søren Storm Chefkonsulent | Chief Consultant
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: sst@ds.dk
T: 39 96 62 08

Se også

Nu er USB-C lovpligtig standard for små elektroniske enheder i Europa

03. november 2025

Nu er USB-C lovpligtig standard for små elektroniske enheder i Europa

EU-lov skal mindske elektronikaffald og gøre hverdagen lettere for forbrugere i hele Europa – fra 2026 gælder reglerne også bærbare computere.

183 800

16. september 2025

Se eller gense webinar om den nye udgave af Håndbog 183 for elinstallationer

Se eller gense webinaret, hvor Sikkerhedsstyrelsen og Dansk Standard giver overblik over de nye og opdaterede afsnit i Håndbog 183:2025, samlingen af standarder for elinstallationer, som udkom 1. september 2025.

Danske eksperter gør sig bemærket internationalt

16. september 2025

Danske eksperter gør sig bemærket internationalt

To eksperter fra danske organisationer har markeret sig særligt i det internationale standardiseringsarbejde inden for elektroteknik. De er derfor blevet hædret med IEC’s prestigefyldte pris, 1906 Award.

Nye krav til stikpropper og stikkontakter træder i kraft ved årsskiftet

01. september 2025

Nye krav til stikpropper og stikkontakter træder i kraft ved årsskiftet

Der kommer nye krav til sikkerheden i produkter og installationer, når den nyeste version af den danske standard for stikpropper og stikkontakter til husholdningsbrug, DS 60884-2-D1:2023, skal anvendes fra 1. januar 2026.