Dansk Standards fire forslag til et fremtidssikret europæisk standardiseringssystem

18. december 2025

Dansk Standards fire forslag til et fremtidssikret europæisk standardiseringssystem

Et stærkt europæisk standardiseringssystem er afgørende for sikkerhed, vækst og innovation. Men rammerne, der blev sat med EU’s standardiseringsforordning i 2012, skal opdateres, så de matcher den virkelighed, vi står i i dag.

Globaliseringen er under pres, og konkurrencen fra stormagter som USA og Kina vokser – især inden for teknologi og sikkerhed. Det stiller nye krav til Europas evne til at handle hurtigt og strategisk. I Dansk Standard arbejder vi løbende på at forbedre processer og produkter i de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC, ETSI, ISO og IEC. Det er dog både standardiseringsorganisationernes og Europa-Kommissionens ansvar at sikre de bedst mulige forudsætninger for udviklingen af harmoniserede standarder. Derfor har revisionen af standardiseringsforordningen, der er danner grundlaget for det europæiske standardiseringssystem, en central rolle for udviklingen af fremtidens standarder.

- I Dansk Standard ser vi revisionen af EU’s standardiseringsforordning som en oplagt mulighed for at styrke og modernisere det europæiske standardiseringssystem, så vi også i fremtiden kan styrke forbrugers sikkerhed og virksomheders konkurrenceevne, siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.

På baggrund af dialoger med danske interessenter har Dansk Standard sendt fire konkrete forslag til Europa-Kommissionens offentlig høring, der skal sikre forbrugernes sikkerhed og virksomhedernes konkurrencekraft i fremtiden:

1. Et fremtidssikret og finansielt bæredygtigt system

Det er afgørende, at udviklingen af harmoniserede standarder fortsat understøtter EU-lovgivningen og det indre marked. Dansk Standard anbefaler, at Kommissionen sikrer finansiering til udvikling af fremtidige harmoniserede standarder og præciserer definitionen af, hvornår en standard er harmoniseret.

2. Øget hastighed og fleksibilitet

For at imødekomme hurtige teknologiske og regulatoriske forandringer skal standardiseringssystemet være mere smidigt. Dansk Standard foreslår blandt andet klare tidsrammer for Kommissionens processer, herunder den endelige godkendelse af harmoniserede standarder, og mulighed for at anvende andre typer af standardiseringsdokumenter, som udgangspunkt for formodning om overensstemmelse, hvor det er strategisk nødvendigt.

3. Transparens og inklusion

Åbenhed og bred deltagelse er grundstenene i standardiseringssystemet. Det er vigtigt, at alle relevante aktører – herunder SMV’er, forbrugere, NGO’er og civilsamfund – har mulighed for at bidrage. Dansk Standard anbefaler øget finansiel støtte til deltagelse og større gennemsigtighed om, hvem der deltager i udviklingen af standarder.

4. Styrket global rolle og innovationskraft

Et stærkt europæisk aftryk på internationale standarder er afgørende for konkurrenceevnen. Dansk Standard opfordrer til, at internationale standarder fortsat kan understøtte EU-lovgivning, og at europæiske eksperters deltagelse i internationalt arbejde styrkes gennem målrettet finansiering.

Vil du vide mere?

Læs hele Dansk Standards vision for fremtidens europæiske standardiseringssystem

Kontakt Ditte Klint Heede, europapolitisk seniorkonsulent, dkh@ds.dk, +45 61928242

Ditte Klint Heede
Ditte Klint Heede Seniorkonsulent, EU-politik
International Politik
E: dkh@ds.dk
T: 39 96 62 42

Se også

CEN og CENELEC's nye vision

15. juli 2026

Ny vision skal ruste europæisk standardisering til fremtiden

Med en ny fælles vision vil de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC modernisere standardiseringssystemet, styrke Europas konkurrenceevne og gøre standarder mere digitale, fleksible og tilgængelige.

Dansk Standard genvalgt til CENELEC's bestyrelse

15. juli 2026

Dansk Standard genvalgt til CENELEC’s bestyrelse

Dansk Standard får fortsat en central stemme i de strategiske beslutninger om fremtidens europæiske standardisering. På generalforsamlingen i CEN og CENELEC blev adm. direktør Jens Heiede genvalgt til CENELEC’s bestyrelse for perioden 2027-2028.

Dansk Standard fylder 100 år

24. februar 2026

Dansk Standard fylder 100 år

I et århundrede har standarder været med til at skabe et trygt samfund og et stærkt erhvervsliv. Standarder har bundet generationer og markeder sammen – og de bliver kun vigtigere for dansk konkurrenceevne, eksport og innovation de næste 100 år.

Dansk Standard er forpligtet til at sikre ophavsretten på standarder

20. januar 2026

Dansk Standard er forpligtet til at sikre ophavsretten på standarder

TEKNIQ frigiver standard uden tilladelse, til trods for at den er frit tilgængelig på Dansk Standards hjemmeside.