27. august 2026
I april 2026 vedtog Europa-Parlamentet den såkaldte CountEmissionsEU-forordning. Forordningen indfører én fælles metode til beregning af emissioner, med henvisning til den internationale standard ISO 14083:2023, Drivhusgasser – Kvantificering og rapportering af drivhusgasemissioner fra transportkædeoperationer.
De nye regler vil gøre det lettere at sammenligne miljøpræstationen for forskellige transportformer i EU, hvilket vil hjælpe forbrugere og virksomheder med at træffe informerede valg og reducere risikoen for greenwashing.
EU-Kommissionen og Parlamentet fremhæver, at udbredelsen vil styrke international sammenlignelighed og tilpasning af drivhusgasregnskaber på tværs af lande. Kommissionens analyse peger på, at standarden er den mest relevante og proportionale løsning til at nå forordningens mål – herunder øget anvendelse i markedet og bedre sammenlignelighed af emissionsdata.
ISO 14083 fastlægger krav og vejledning til, hvordan organisationer beregner og rapporterer drivhusgasudledninger (GHG) fra transportkæder for både passagerer og gods. Standarden specificerer, hvilke data der skal bruges som input, og hvordan beregningerne udføres, så resultaterne bliver sammenlignelige og troværdige. Den er udviklet til at kunne anvendes af både store, globale transportaktører og mindre, lokale operatører, under hensyntagen til de betydelige variationer på tværs af transportoperationer.
ISO 14083 dækker alle transportformer – vej, bane, luft og sø – samt hele transportkæden fra start til slut. Det inkluderer også udledninger fra terminaler og knudepunkter samt tomkørsel.
Derudover medtager standarden emissioner fra energiforsyning, fx produktion og distribution af brændstoffer og elektricitet.
Det gør det muligt at sammenligne forskellige transportløsninger og energiformer på et ensartet grundlag. Standarden understøtter dermed bedre beslutninger, mere gennemsigtig rapportering og en mere effektiv reduktion af transportens klimaaftryk.
Transportvirksomheder vil ikke være forpligtet til at beregne deres drivhusgasemissioner. Men hvis de vælger at gøre det, fx til rapporterings-, kontrakt- eller markedsføringsformål, eller når det kræves af andre EU-regler, skal de anvende den fælles EU-metode.
For at imødekomme administrative og økonomiske udfordringer ved den nye metode, især for SMV’er, har Europa-Parlamentet desuden besluttet, at Kommissionen skal udvikle et offentligt, enkelt og gratis beregningsværktøj til virksomheder. Værktøjet får en tilhørende vejledning og skal udvikles og gøres tilgængeligt inden for de næste fire år.
Hvis du vil vide mere om udvalgs- og standardiseringsarbejdet inden for området, kan du læse mere om S-1000/U4 for Miljøledelse, LCA og Klimamålinger.
Er du interesseret i at deltage i et udvalg, og har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at bruge nedenstående kontaktinformation.
En opdateret udgave af DS/EN ISO 14024 skal styrke troværdigheden af miljømærkede produkter og gøre det lettere at gennemskue, hvilke mærkningsordninger, der følger ISO-standarden og dermed på en troværdig og transparent måde sikrer, at de certifi...
Dansk Standard og de øvrige nordiske standardiseringsorganisationer har udgivet et hæfte, der gør det lettere at forstå og få overblik over kravene til det digitale produktpas.
Den opdaterede håndbog samler de gældende standarder for elektriske installationer og giver overblik over de seneste ændringer og rettelser på området.
Se eller gense de oplæg, der blev holdt på DS Bæredygtighedsdag torsdag d. 25. juni 2026.