Ved du noget om sikkerhed indenfor legetøj?

22 juni 2018

Standarden for sikkerhedskrav til legetøj, DS/EN 71-2, skal revideres med det formål at opnå en endnu højere sikkerhed i forhold til brandfare – særligt med henblik på udklædningstøj.

Efter et uheld I England, hvor der gik ild i en piges udklædningstøj, som dog menes ikke at have levet op til den gældende standard, ønsker den tekniske komité, som arbejder med standarden, at revidere den. Fokus ligger bl.a. på at tilføje en ny definition for udklædningstøj, at tilføje retningslinjer, der skal være med til at reducere forbrændingshastigheden på udklædningstøj samt tilføje nye testmetoder.

Arbejdet med at revidere standarden er påbegyndt, og det nye forslag vil snart blive sendt i offentlig høring, hvor du har mulighed for at komme med kommentarer til den reviderede version. Standarder i offentlig høring finder du på høringsportalen.

Vær med til at sætte standarden for sikkerhed

Hvis du har interesse, har du også mulighed for at være med til at definere de nye krav. Samtidig vil du på et tidligt tidspunkt få indsigt i den kommende standard og få udvidet din faglige viden samt dit faglige netværk igennem det danske udvalg, som er med til at udvikle standarden.

Med i udvalget sidder bl.a. deltagere som

  • Forbrugerrådet
  • TÆNK
  • LEGO
  • Miljøstyrelsen
  • Viborg Ballon
  • TOP TOY.

Hvad dækker den europæiske standard?

Den europæiske standard indeholder både generelle krav til legetøj samt specifikke krav og testmetoder relateret til følgende legetøj, som anses for at repræsentere den største brandfare:

  • Legetøj, der skal bæres på hovedet: skæg, overskæg, parykker eller anden udklædningsmateriale med lignende funktioner som masker, hætter, hårbøjler, hovedtørklæder osv.
  • Udklædningstøj og andet legetøj, der er beregnet til at blive båret af et barn under leg.
  • Legetøj, som er beregnet til, at et barn kan opholde sig i, fx et legetelt.
  • Legetøj med blødt fyld.

Køb standarden: DS/EN 71-2: Legetøj - Sikkerhedskrav - Del 2: Brændbarhed

Vær opmærksom på, at krav til brændbarhed af elektronisk legetøj er angivet i DS/EN 62115.

Ønsker du at vide mere?

Det danske udvalg for ”Legetøj, sikkerhed” (S-167) deltager aktivt i det europæiske standardiseringsarbejde og er med til at sætte morgendagens standarder for sikkerhedskrav til legetøj. Udvalget er åbent for alle med interesse indenfor området.

Læs også