18. december 2025
Den 15. oktober 2025 udstedte Europa-Kommissionen en anmodning til de europæiske standardiseringsorganisationer om at udvikle to nye standarder for klimatjenester og samtidig styrke arbejdet i CEN-CENELEC’s Adaptation to Climate Change Coordination Group.
Formålet er at accelerere indsatsen for klimatilpasning i hele Europa, og arbejdet er forankret i den europæiske tekniske komité CEN/TC 467 “Climate change”, som det danske udvalg for Miljøledelse, LCA og klimamålinger følger tæt.
Desuden skal 25 eksisterende standarder, fordelt på seks andre tekniske komitéer, gennemgås, for at sikre at krav til klimatilpasning integreres i deres fremtidige leverancer. Særligt sektorer med klima-følsomme aktiviteter vil blive berørt af denne revision.
Klimatjenester er et tværfagligt felt, og det udvalg, der er ansvarligt for at udvikle nye standarder, har brug for en mangfoldighed af perspektiver. Derfor opfordrer Dansk Standard alle med relevant viden og interesse inden for feltet til at deltage i det kommende udvalgsarbejde med at udvikle europæiske standarder for klimatjenester.
Klimatjenester spiller en afgørende rolle i beslutningsprocesser, der påvirkes af klimaet. De gør det muligt for myndigheder, virksomheder og lokalsamfund at tilpasse sig klimaforandringer og klimavariationer, reducere kilderne til menneskeskabte klimaændringer og samtidig tage hensyn til lokale forhold og værdier hos brugerne.
Asun St. Claire, Climate Change Lead hos DNV Norge og projektleder for klimatjenester i den europæiske arbejdsgruppe, der skal udarbejde standarderne, fortæller:
”Standardiseringen af klimatjenester – altså brugen af klimainformation til beslutningstagning – er meget aktuel. Behovet for at tilpasse sig uundgåelige klimaforandringer kræver, at offentlige og private organisationer, byer og lokalsamfund anvender klimainformation på en hensigtsmæssig måde for at fremme og håndtere klimarisici”.
”Men klimatjenester er fortsat primært et ureguleret område, og ofte bliver videnskabelig information ikke brugt korrekt eller er ikke tilstrækkeligt relevant for brugernes behov. Standarder for klimatjenester kan bidrage til både at forbedre Europas håndtering og fremdrift i forhold til klimarisici og til at styrke modstandsdygtigheden,” afslutter hun.
Klimatjenester omfatter levering og anvendelse af klimadata, -information og -viden med henblik på at understøtte beslutningsprocesser.
Klimatjenester belyser, hvordan klimaændringer påvirker et bestemt sted, sektor eller aktivitet, og hvordan der kan handles på det. De kan bestå af fx analyser, værktøjer, rådgivning eller digitale platforme.
For at få det bedste ud af standardisering af klimatjenester skal mange forskellige interessenter inddrages – fra virksomheder og myndigheder til forskere og brugere. De har forskellige behov og perspektiver, og derfor er deres input afgørende for, hvordan klimatjenester udvikles og anvendes.
Det kræver også brede kompetencer: klimadata skal kobles med praktisk fagviden, branchekendskab og forståelse for lokale forhold. Fordi området i dag er stort set ureguleret, skaber det dobbeltarbejde og gør det svært at vælge pålidelige løsninger. Fælles retningslinjer og standarder kan sikre kvalitet og tillid.
Derfor er det også vigtigt, at danske aktører deltager i standardiseringsarbejdet. Det giver indflydelse på fremtidens retningslinjer og sikrer, at danske erfaringer og løsninger bliver en del af et område, der får stigende betydning – både nationalt og internationalt.
Arbejdet med klimatjenester sker via S-udvalget Miljøledelse, LCA og klimamålinger (S-1000/U4) og foregår over de næste 3 år; den første standard forventes færdig i oktober 2028.
Relevante deltagere kan være praktikere med erfaring inden for tilpasningsplanlægning, klimadata eller anvendt sektorarbejde eller fx:
Hvis du er interesseret i at deltage i standardiserings- og udvalgsarbejdet med klimatjenester eller har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at bruge nedenstående kontaktinformation.
Den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001, udkommer i en opdateret fjerde udgave i marts 2026. Den nye DS/ISO 14001:2026 samler tidligere ændringer og udvider med klima- og miljøfokus og styrkelse af livscyklusperspektiv og topledels...
Bæredygtighed skal integreres som en del af strategien, hvis det skal skabe reel værdi for forretningen. Og her er standarden for miljøledelse et anerkendt værktøj, som kan hjælpe virksomheder med at skabe struktur på deres arbejde med den grønne...
Menneskeskabte klimaændringer er identificeret som en af de største udfordringer, verden står overfor. En ny standard fra ISO skal hjælpe virksomheder med at opnå og demonstrere CO2-neutralitet og dermed bidrage til at dæmme op for klimaændringer...
ISO 14001 for miljøledelse, der hjælper organisationer med at forbedre deres miljøpræstationer gennem mere effektiv brug af ressourcer, får tilføjet et bilag, som skal hjælpe med fortolkningen af eksisterende krav.