Maskinforordningen nærmer sig: Er du klar til 2027?

19. oktober 2026

Maskinforordningen nærmer sig: Er du klar til 2027?

Den nye maskinforordning afløser maskindirektivet i januar 2027 og stiller nye krav til blandt andet digital dokumentation, cybersikkerhed og moderne maskinteknologi.

Den nye maskinforordning afløser maskindirektivet i januar 2027 og stiller nye krav til blandt andet digital dokumentation, cybersikkerhed og moderne maskinteknologi.

Der er stadig tid til at forberede sig, men fristen nærmer sig. Fra den 20. januar 2027 skal maskiner og relaterede produkter leve op til kravene i EU's maskinforordning (EU) 2023/1230, som erstatter det nuværende maskindirektiv. Forordningen er vedtaget for at tilpasse reglerne til den teknologiske udvikling og skabe mere ensartede krav på tværs af EU.

Blandt ændringerne i den nye forordning er mulighed for digitale brugsanvisninger, nye krav relateret til software, cybersikkerhed og maskiner med kunstig intelligens samt skærpede krav på udvalgte områder. For virksomheder, der udvikler, fremstiller, importerer eller integrerer maskiner, kan det derfor være en god idé allerede nu at få overblik over de vigtigste ændringer og deres betydning.

Hvad betyder ændringerne?

Den nye maskinforordning viderefører mange af de grundlæggende principper fra maskindirektivet, men indeholder også en række væsentlige ændringer. Blandt andet bliver det muligt at anvende digitale brugsanvisninger og digitale overensstemmelseserklæringer under nærmere fastsatte betingelser. Samtidig introduceres nye krav, som skal tage højde for moderne teknologier som maskinlæring, selvudviklende adfærd, autonome maskiner og cybersikkerhed.

For virksomheder betyder det blandt andet skærpede krav på udvalgte områder, herunder visse højrisikoprodukter, delmaskiner og situationer, hvor en maskine ændres væsentligt efter idriftsættelse. Derudover skal virksomheder sikre, at deres dokumentation og arbejdsgange kan understøtte de nye krav.

”Maskinforordningen sikrer, at EU er klar til at håndtere de nye sikkerhedsudfordringer, der følger med den teknologiske udvikling,” siger Tom Novotny Lorentzen, Technical Manager hos Pilz Skandinavien og medlem af Dansk Standards udvalg for maskinsikkerhed, S-250.

”De nye krav gælder for alle maskiner og relaterede produkter, der markedsføres efter den 20. januar, og da udviklings-, konstruktions- og dokumentationsarbejde ofte strækker sig over længere tid, er det vigtigt, at producenter allerede nu sætter sig ind i de kommende krav,” forklarer han.

Fra maskindirektiv til maskinforordning – hvad er forskellen?

- Et direktiv fastlægger de mål, som EU-landene skal opfylde, men reglerne skal først omsættes til national lovgivning.

- En forordning gælder direkte i alle EU-lande og sikrer dermed mere ensartede regler på tværs af medlemsstaterne. 

Ændringen sker, fordi det vurderes, at der er behov for tydeligere og mere ensartede krav i hele EU. Samtidig bliver lovgivningen opdateret for bedre kunne håndtere ny teknologi som software, cybersikkerhed og kunstig intelligens.



Selvom maskinforordningen først finder anvendelse fra januar 2027, kan det altså være en fordel allerede nu at begynde forberedelserne. For mange virksomheder handler det om at skabe overblik over de områder, hvor de nye regler kan få betydning, og vurdere, om eksisterende procedurer for blandt andet risikovurdering, teknisk dokumentation og CE-mærkning er tilstrækkelige.

Vil du vide mere?

Dansk Standard tilbyder op til årsskiftet et online kursus med Tom Novotny Lorentzen som underviser, der giver overblik over de nye krav og indsigt i, hvordan de kan påvirke design, integration, dokumentation, risikovurdering og drift af maskiner. Kurset udbydes på flere datoer, og du kan læse mere om det her.

Er du interesseret i at vide mere om standardiserings- og udvalgsarbejdet på maskinområdet, kan du finde en oversigt over relevante udvalg her.

Har du lyst til at deltage i udvalgsarbejdet, og har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at benytte nedenstående kontaktinfo.

Søren Nielsen
Søren Nielsen Chefkonsulent, digitalisering
Standardisering | Digital & Bæredygtighed
E: sn@ds.dk
T: 39 96 62 29

Se også

Revision af EN 1570-1 er i gang: Vær med til at præge arbejdet i udvalget for kraner og løfteplatforme

16. september 2026

Revision af EN 1570-1 er i gang: Vær med til at præge arbejdet i udvalget for kraner og løfteplatforme

Standard for sikkerhedskrav til løfteplatforme er i høring. I det danske standardiseringsudvalg følger medlemmerne revisionen tæt, og frem til 15. oktober er der mulighed for at kommentere på udkastet.

Rasmus Junge fra Essential Robotics

06. november 2025

”Det gav virkelig følelsen af, at standarder kan skabe et mere lige og bæredygtigt udgangspunkt på tværs af grænser”

Gennem IEC Young Professionals Programme fik Rasmus Junge fra Essential Robotics mulighed for at opleve internationalt standardiseringsarbejde på nærmeste hold. Sammen med unge fra hele verden deltog han i IEC’s årlige generalforsamling i New Delhi.

Fejlbrug af sikkerhedsudstyr er en overset risiko

20. august 2025

Fejlbrug af sikkerhedsudstyr er en overset risiko

Manglende vejledning og fejl i implementering af standarder øger risikoen for fejlbrug af personligt sikkerhedsudstyr. Dansk Standard og ICM Safety vil samle branchen i et nyt netværk for at sikre korrekt anvendelse og bedre sikkerhed. 

Se eller gense webinar om ISO/IEC 81346-serien

05. marts 2025

Se eller gense webinar om ISO/IEC 81346-serien

Bliv introduceret til seneste initiativer, nye områder og opdateringer til 81346-serien om principper for strukturer og referencebetegnelser for industrianlæg og industriprodukter.