09. november 2026
I mange virksomheder er produktionen koblet op på virksomhedens øvrige IT-systemer med diverse sensorer til produktionsovervågning, overvågningskameraer på wi-fi eller online adgang til diagnosticering. Det skaber en lang række fordele for virksomhedens drift, men det betyder samtidig også, at cyberangreb i stigende grad kan få konsekvenser for den fysiske drift.
Det er blandt andet blevet tydeligt, i forbindelse med at cyberangreb har ramt flere franske, belgiske og svenske supermarkeder. Her var konsekvensen ikke kun et spørgsmål om datalæk, men om forstyrrelser og skade på fødevarer. Altså et direkte økonomisk tab for virksomhederne og påvirkning af de handlendes levevis, idet der potentielt set opstår mangel på nogle fødevarer. Danske virksomheder blev også forsøgt ramt, men det blev heldigvis afværget.
Angrebet understreger, hvorfor Styrelsen for Samfundssikkerhed valgte at hæve truslen fra destruktive cyberangreb til ’høj’ den 24. september. Danske virksomheder bør derfor også i højere grad forholde sig til risikoen for angreb, der har til formål at forstyrre eller sætte kritiske funktioner ud af drift.
For virksomheder, der er afhængige af industrielle automations- og kontrolsystemer, understreger det behovet for at have styr på OT-cybersikkerheden. Her giver standardserien IEC 62443 et værktøj til at definere et cybersikkerhedsniveau for de kritiske systemer og etablere overblik over de tekniske krav til produkter, anlæg og servicer.
"Virksomheder kan ikke fjerne cybertruslen, men de kan forberede sig på den, og det er netop styrken ved IEC 62443. Standardserien giver en skalerbar fremgangsmåde for alle dele af automationsprojektet ift. cybersikkerhed og kan anvendes af alle virksomheder, der står over for en trussel mod deres produktion og drift," siger Søren Storm, chefkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for S-565-udvalget, der arbejder med standarderne.
En undersøgelse foretaget for Dansk Standard peger på, at arbejdet med IEC 62443 skaber konkrete og målbare effekter for organisationer:
81% oplever, at arbejdet skaber værdi for organisationen
73% oplever en mere systematisk tilgang til at identificere, vurdere og reducere risici
72% oplever øget viden og et stærkere fælles sprog på tværs af teknikere, udviklere og rådgivere
69% oplever bedre samarbejde, mere ensartede procedurer, klarere krav og bedre dokumentation
66% oplever at være bedre rustet til kommende lovkrav som NIS 2 og Cyber Resilience Act
58% oplever et styrket brand som professionel og ansvarlig virksomhed, hvilket har gjort dem mere attraktive i forbindelse med udbud og leverancer til kritisk infrastruktur
Historisk har OT-systemer været designet med fokus på stabil drift og tilgængelighed. Men i takt med at produktionen bliver mere digital og forbundet, er cybersikkerhed blevet en forudsætning for netop at kunne opretholde driften. Derfor er OT-sikkerhed ikke længere kun et teknisk spørgsmål. Det er også et strategisk og forretningskritisk spørgsmål, som ledelsen er nødt til at forholde sig til.
For at de relevante dele af standardserien IEC 62443 også lever op til EU-lovgivningen for digitale produkter (CRA), er standarderne i gang med at blive tilpasset. Her kan alle danske aktører være med til at påvirke revisionen igennem det danske udvalg.
IEC 62443 er en international standardserie for OT-sikkerhed og industriel cybersikkerhed. Standarderne er udviklet til industrielle automations- og kontrolsystemer og omfatter blandt andet risikostyring, netværksarkitektur, adgangsstyring, systemdesign, sikker udvikling og håndtering af leverandører. Formålet er at hjælpe virksomheder med at beskytte kritiske OT-systemer gennem hele deres livscyklus.
Virksomheder, der arbejder systematisk med IEC 62443, får et fælles grundlag for at identificere risici, beskytte kritiske systemer og styrke robustheden i produktionen. Det kan både gøre dem bedre rustet til nye krav og styrke deres evne til at opretholde driften i et trusselsbillede, hvor destruktive cyberangreb er blevet en reel risiko.
Køb den samlede 62443-standardpakkePå Dansk Standards kursus Introduktion til OT-cybersikkerhed får du en introduktion til trusselsbilledet, IEC 62443-serien og de centrale principper for at beskytte produktionsanlæg og kritiske systemer.
Læs mere på https://www.ds.dk/da/ydelser/kurser/introduktion-til-ot-cybersikkerhed
Du kan også deltage i udvalget, hvor IEC 62443-serien netop er i gang med at blive revideret.
Læs mere på https://www.ds.dk/S-565
Bag enhver standard er engagerede eksperter, der bidrager med viden og erfaring. Deres indsats er afgørende for udviklingen af standarder, som skaber værdi for virksomheder, myndigheder og samfund.
Ny international analyse peger på, at virksomheder med et stærkt fokus på informationssikkerhed står bedre rustet til vækst, samarbejde og handel på tværs af markeder. Det stemmer overens med danske virksomheders erfaringer med den internationale...
Fonden Dansk Standard er nu certificeret efter den internationale standard ISO/IEC 27001 for informationssikkerhed, cybersikkerhed og privatlivsbeskyttelse. Certificeringen dokumenterer en systematisk og målrettet indsats for at beskytte data og i...
Få overblik over den nye version af standarden ISO/IEC 27701, og få viden om, hvordan den kan styrke arbejdet med privatlivsbeskyttelse, governance og compliance i din organisation. Få også indblik i Falcks erfaringer med at implementere standarden.