Standarder spiller allerede i dag en vigtig rolle i udbud og er med til at præge udbud og indkøb i en mere bæredygtig retning. De benyttes eksempelvis som grundlag for flere mærkningsordninger, heriblandt Svanemærket og EU-Blomsten. Standarder er med til at skabe en højere grad af gennemsigtighed og gør det lettere at sammenligne og måle grønne effekter i udbud, fordi man benytter samme begrebsapparat og metoder
Dansk Standard har udviklet en gratis inspirationsguide, der viser en række eksempler på, hvordan du kan bruge standarder i arbejdet med grønne indkøb og dermed sikre fokus på bl.a. klima, energieffektivitet, miljøpåvirkning, biodiversitet og cirkulær økonomi. Standarder kan nemlig være med til at fremme både grøn omstilling og dokumentere, at den tilsigtede grønne effekt rent faktisk opnås.
Inspirationsguiden er til dig, der arbejder med indkøb og udbud i den offentlige sektor – og har brug for værktøjer til enkelt at kunne fastsætte standardiserede krav og kriterier til bedre miljø- og klimabeskyttelse i konkrete udbud.
Til vores webinar d. 2. november gav vi inspiration til, hvordan standarder og miljømærker kan hjælpe dine indkøb i en grønnere retning, samt indblik i hvordan miljø og klima i højere grad kan tænkes ind i offentlige udbud.