Omstilling til cirkulær økonomi - fra tanke til handling

13. marts 2019

Omstilling til cirkulær økonomi - fra tanke til handling

Skiftet til cirkulære forretningsmodeller og -metoder er mere present end nogensinde. Men hvad stiller man op, når virksomheden endelig er i vater og pludselig skal være cirkulær?

Cirkulær økonomi er en vigtig dagsorden, som udover at gøre Danmark grønnere kan skabe vækst i de danske virksomheder. Både små og store virksomheder kan tage del i skiftet fra lineær til cirkulær forretning. Et skift, som er nødvendigt; overtrækket på klodens ressourcer er nu så stort, at det ville kræve tre kloder, hvis alle levede som danskerne.

Byggesektoren er en af de sektorer, der med øget fokus på genanvendelse og mindre spild kan være med til at præge udviklingen i en grønnere og mere langtidsholdbar retning. I dag producerer branchen cirka 40 procent af al affald i Danmark og er storforbrugere af materialer.

- Verden som vi kender den er under forandring. Digitalisering, globalisering, urbanisering, den fjerde industrielle revolution og sidst men ikke mindst, klimaforandringer ændrer den verden, vi kender i dag. Befolkningstallet og middelklassen vokser, og behovet for mad, elektricitet og bebyggelse stiger.

Sådan slår Ditte Lysgaard Vind, Managing Partner i Lendager TCW, med syvtommersøm fast, at vi alle er nødt til at gentænke måden, hvorpå vi forbruger.

Foto: Ditte Vind Lysgaard, Managing Partner i The Circular Way by Lendager Group.
Foto: Ditte Vind Lysgaard, Managing Partner i The Circular Way by Lendager Group.

Ikke et problem, men en mulighed

Ditte Lysgaard Vind har specialiseret sig i den omstilling, virksomhederne i byggebranchen står overfor. Det centrale for at nå fra tanke til handling er at styrke forholdet mellem profit og miljø.

For forretning og klima går rent faktisk hånd i hånd. Det har et pilotprojekt om cirkulær økonomis potentiale i Danmark bekræftet.

Pilotprojektet, som er udarbejdet af Ellen MacArthur Foundation, viste, at omstillingen fra lineær til cirkulær økonomi vil have positiv effekt på BNP, jobskabelse og miljøet. Omstillingen bliver vurderet til at øge BNP på op mod 6,2 milliarder euro årligt, skabe op til 11.300 nye jobs og reducere CO2 udledning med op til 2,3 millioner ton.

Omstillingen, vi står over for, er derfor ikke kun et problem, men snarere en mulighed – også økonomisk.

Fra tanke til handling

Så hvad stiller man op, når virksomheden endelig er i vater og pludselig skal være cirkulær? Ditte Vind Lysgaard giver tre konkrete råd:

1: Se forbindelserne: Det handler i høj grad om at se forbindelserne mellem det, vi i dag betegner som affald, og det behov, vi har for nye bygninger.

Forsøgsprojektet ”Opbygning af Danmark – Gennem nedrivning af tomme bygninger” sætter fokus på de nye forsyningskæder mellem nedrivning af et tomt byggeri og genanvendelse af materialer i nybyggeri. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut er omkring 50.000 bygninger i Danmark så forfaldne, at nedrivning er påkrævet. Samtidig stiger behovet for nybyggeri, særligt omkring de større byer. Ser man forbindelserne, kan man skabe bæredygtige flows mellem input og output, med ressourcebesparende effekter til følge.

Foto: Nolan Issac, Unsplash
Foto: Nolan Issac, Unsplash

2: Start med ressourcerne: I stedet for at se byerne som lineære systemer, handler det om at tænke på dem som økosystemer, hvor der er gensidig gevinst, og intet går til spilde.

Er en 40 meter høj fabrikshal en problematisk struktur eller en materialemulighed? Spørgsmålet opstod, da ejerne bag det tidligere industriområde Varvstaden i Malmø besluttede at omdanne området til en ny bydel med beboelse, skoler og børnehaver. Området huser en stor mængde materialer, som med fordel kan tænkes ind. Start med ressourcerne og materialernes potentiale som økosystem, når du skal gå fra tanke til handling.

3: Gennemgå M-I-T: Som virksomhed skal det kommercielle potentiale naturligvis indgå i omstillingen. Derfor er det vigtigt at analysere markedet, teknologierne og implementeringen.

Markedet er afgørende for omstillingen. Sæt dig ind i byggeregler, potentielle salgskanaler og få udarbejdet benchmarking og business cases. Undersøg derefter om teknologierne er mulige; priser, miljøteknologier, potentielle samarbejdspartnere og produktspecifikationer bør indgå i processen. Se til sidst på implementeringen, og lav en grundig analyse af interessenter, salgsprognoser og logistiske muligheder og udfordringer samt en lanceringsplan.

- Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at skabe løsninger, som den brede, etablerede branche vil bruge. Gør vi ikke det, har vi ikke løst vores opgave godt nok. Det handler bl.a. om at kunne dokumentere sine løsningers tekniske egenskaber, fx ved at anvende og leve op til standarder, siger Ditte Lysgaard Vind.

Ørestadens cirkulære pragteksempel

Copenhagen Towers i Ørestaden er det gode eksempel på, at det allerede er muligt at gentænke måden hvorpå, vi bygger. Bag de store glasfacader gemmer sig gamle byggematerialer fra steder, man kan have svært ved at forestille sig, når man ser det moderne byggeri.

Kernetræ fra 20-30 år gamle vinduesrammer er brugt som træpaneler i bygningens 90-meter høje elevatortårn og erstatter derved brugen af glas og stål. Betonaffald fra Ørestaden er støbt om til bygningens 1000 kvadratmeter store gulv. Kulfibersejl fra sejlkonkurrencen America’s Cup, som normalt bliver smidt ud efter få sejladser, er blevet genbrugt som afskærmning ved ventilationsanlægget – det sparer 90 procent CO2 sammenlignet med den gængse glasløsning. 20.000 PET-flasker er blevet skåret i småstykker, vævet og foldet til et filtmateriale, der opfanger og dæmper støj.

- Byggeriet er det perfekte eksempel på, hvad vi kan og allerede har gjort i Lendager Group, afslutter Ditte Lysgaard Vind.

De upcyclede materialer i Copenhagen Towers er produceret og designet af Lendager Group.

Se også

12. marts 2024

Webinar om værktøjer til at arbejde med CØ i byggeriet

Se eller gense dette webinar, hvor du får overblik over standardisering inden for cirkulær økonomi i byggeriet, samt hvor og hvordan du kan få mere viden på området.

Ny standard skal være med til at mindske antallet af nedrivninger

19. februar 2024

Ny standard skal være med til at mindske antallet af nedrivninger

Fremover skal det være lettere at bibeholde og ombygge eksisterende bygninger i stedet for at rive de gamle bygninger ned - et tiltag, som bl.a. vil være med til at nedbringe byggebranchens CO2-aftryk og generere mindre affald.

Bæredygtigt byggeri med fokus på midlertidighed, flytbarhed og fleksibilitet

30. januar 2024

Bæredygtigt byggeri med fokus på midlertidighed, flytbarhed og fleksibilitet

”Samfundet ændrer sig hele tiden, hvilket er med til at udvikle og ændre vores behov for bygninger. Derfor bør vi bygge mere fleksibilitet og muligheden for at flytte tingene, i stedet for at insistere på at gøre det på den traditionelle måde”.

Med byggestandard kan kommunerne gå forrest i den cirkulære omstilling

14. november 2023

Med byggestandard kan kommunerne gå forrest i den cirkulære omstilling

Fremtidens bygninger og anlæg skal være mere fleksible, så de nemt kan skilles ad og tilpasses eller omdannes til noget andet, hvis der er behov for det. Og netop det kan standarden ’Design med henblik på afmontering og tilpasning’ hjælpe kommuner...