Regeringens digitale vækststrategi bakker op om Dansk Standard

09. februar 2018

Regeringens digitale vækststrategi bakker op om Dansk Standard

Danmark skal være en digital frontløber, lyder det i den nye digitale vækststrategi fra regeringen. Noget, som Dansk Standard kan være med til at sætte retning for.

I sidste uge kom regeringens længe ventede digitale vækststrategi, der skal sikre, at Danmark udnytter de teknologiske muligheder nu og i fremtiden.

Strategien bygger videre på Digitalt Vækstpanels anbefalinger fra maj 2017, hvor det blandt andet blev anbefalet, at "Regeringen og Dansk Standard skal skabe et klart dansk aftryk på udvikling og fornyelse af internationale standarder på det digitale område, hvor der er danske styrkepositioner".

Regeringen har fulgt denne anbefaling ved i strategien at bakke op om Dansk Standards arbejde om at udvikle internationale standarder for små og samvirkende robotter (cobots). Indtil videre har 17 danske virksomheder meldt sig ind i udvalget for aktivt at præge de kommende internationale standarder for robotter.

Med strategien sender regeringen et stærkt signal om, at standarder er et vigtigt redskab, hvis Danmark skal følge med den digitale udvikling.

Standarder i en digital fremtid

IT-standarder spiller en væsentlig rolle i dagens digitale samfund. Hvad end det drejer sig om at sikre nteroperabilitet eller om at beskytte privatpersoners personfølsomme oplysninger.

Standarder inden for IT-området spænder meget bredt – lige fra standarder for programmeringssprog, cloud-tjenester, tilgængelighed og terminologi til standarder for test af software, IT-serviceledelse og Internet of Things.

Særligt nye standarder inden for blockchain, cybersikkerhed, internet of things og robotik er på den digitale dagsorden. I arbejdet deltager en række danske virksomheder og ambitionen om at præge europæisk og international standardisering.

Du kan læse hele regeringens strategi her: https://www.regeringen.dk/nyheder/strategi-for-danmarks-digitale-vaekst/.

Læs også