Ny standard skal kaste lys over maritimt udstyrs energieffektivitet

09. oktober 2020

Ny standard skal kaste lys over maritimt udstyrs energieffektivitet

Energieffektivitet er helt afgørende indenfor søfart – både af hensyn til pengepungen og af hensyn til hele den store dagsorden for grøn omstilling.

Men i praksis kan det være utrolig svært for både rederier og værfter at vurdere, hvilke komponenter, systemer og løsninger der reelt set er mest energieffektive og dermed – reelt set – det bedste køb. En viden som ellers er vigtig at have – både ved nybygninger og ved renovering af eksisterende skibe.

Derfor er blandt andet Dansk Standard, ReFlow Maritime, C.C. Jensen og Danske Maritime gået sammen om at få udviklet en ny ISO-standard til maritimt udstyrs grad af energieffektivitet. For hvis man ikke sammenligner motorer, elektriske installationer, udstyr, komponenter og systemer ud fra ensartede kriterier, så kan det i mange tilfælde være noget nær umuligt at vide, om man vælger det bedste og mest energieffektive produkt.

Det fælles projekt møder stor interesse på tværs af Det Blå Danmark og har netop opnået støtte fra Den Danske Maritime Fond. Den dag systemet er en realitet, vil det kunne bidrage til at styrke danske virksomheders konkurrenceevne, siger Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime:

- De danske maritime produkter er kendt for høj kvalitet, men vi ligger i benhård konkurrence på prisen. Derfor er det vigtigt at få energieffektivitet med i regnestykket. For hvad hjælper det, at kunden køber en billig motor eller pumpe, hvis brændstofforbruget betyder, at det i sidste ende bliver meget dyrere, end hvis man havde valgt et kvalitets- og energimæssigt bedre produkt. Jo nemmere, det er at sammenligne, jo nemmere er det for kunden at træffe et oplyst valg. Og det tror jeg helt sikkert vil komme den danske maritime industri til gode, siger Jenny Braat.

Fra andre brancher ved man, at energimærkning er en god hjælp for såvel producenter som kunder. Både offentlige myndigheder som har forpligtet sig til at leve op til de internationale målsætninger om grøn omstilling, og private virksomheder som ikke mindst nu har brug for sikkerhed ved nye investeringer, fortæller Per Velk, seniorkonsulent hos Dansk Standard:

- Den nye standard vil blive et vigtigt redskab til at hjælpe rederier og producenter med objektivt at vurdere energieffektiviteten af maritime systemer verden over. Danmark er en af verdens største søfartsnationer, og derfor er det oplagt, at vi går forrest i udviklingen af nye internationale krav og er med til at drive den maritime sektor mod en mere bæredygtig fremtid. Vi håber, at standarden kan være med til at styrke og fremtidssikre den danske maritime sektor i en verden, hvor bæredygtighed og evnen til at levere og bruge klimavenlige løsninger bliver stadig mere vigtigt, siger Per Velk.

En række maritime virksomheder og rederier deltager aktivt i projektet. Blandt andet ReFlow Maritime, som har specialiseret sig i cirkulær økonomi og betragter mere viden om de enkelte komponenters energieffektivitet som særdeles vigtig:

- Energieffektivitet er en vigtig grundsten i nedbringelse af den maritime industris klimaaftryk. I fremtiden vil verdens skibe sejle på nye grønne brændstoffer, som ifølge mange analyser vil være betydeligt dyrere end de nuværende benyttede typer. Energieffektive systemer vil derfor i fremtidens grønne skibsfart spille en helt central rolle. Det er vores forhåbning, at den kommende ISO-standard vil blive et essentielt værktøj for både producenter og rederier som led af den grønne udvikling, siger Rasmus Elsborg-Jensen, CEO hos ReFlow Maritime.

En anden virksomhed, som deltager i projektet, er C.C. Jensen A/S. Her er man specialister i oliefiltre og renholdelse af oliesystemer, der netop spiller ind ift. energieffektivitet og levetid på fx en motor eller et gear. Jens Fich, som er teknisk direktør hos C.C. Jensen, mener, at den nye standard rammer et behov i branchen:

- Vi ser energieffektivitet som en væsentlig konkurrenceparameter i fremtiden og mener, at der er brug for en troværdig, fælles målestok, som redere og udstyrsproducenter kan anvende til at lave virkelighedstro sammenligninger mellem løsninger og teknologier. Som virksomhed har vi en ambition om, at vores udstyr bidrager reelt til den grønne omstilling, og mener, at en standard kan danne basis for udvikling og forbedring af udstyr og løsninger, siger Jens Fich.

Efter et halvt års forberedende arbejde vil projektet fremsætte et forslag til en ny standard i ISO. Udviklingen af den nye standard i ISO vil vare i ca. 3 år.

Kontakt

Ditte Klint Heede
Ditte Klint Heede Seniorkonsulent | Senior Consultant
Standardisering | Digital & Bæredygtighed
E: dkh@ds.dk
T: 39 96 62 42

Se også

Fremtidens brug af kunstig intelligens skal bygge på tillid

25. august 2020

Fremtidens brug af kunstig intelligens skal bygge på tillid

En europæisk fokusgruppe på 80 eksperter fra 12 europæiske lande har kortlagt fremtidens standardiseringsarbejde i Europa inden for kunstig intelligens. Konklusionen er, at der er behov for standarder for etisk og ansvarlig brug af kunstig intelli...

Ny standard letter samarbejde mellem Banedanmark og entreprenører

08. september 2020

Ny standard letter samarbejde mellem Banedanmark og entreprenører

Banedanmark har i løbet af 12 måneder, i samarbejde med knap 40 jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og entreprenører, udviklet en dansk standard, der erstatter den godkendelse, Banedanmark tidligere har udført. Standarden vil samtidig le...

Få din virksomhed godt i gang med FN’s verdensmål

23. september 2020

Få din virksomhed godt i gang med FN’s verdensmål

Danske virksomheder, der arbejder med FN’s verdensmål, kan få del i et milliardstort forretningspotentiale. Men mange virksomhederne savner konkrete værktøjer, og standarder kan være en vigtig del af løsningen.