Grønland styrker byggeriet med nye annekser, der er skræddersyet til Arktis’ barske klima

29. september 2025

Grønland styrker byggeriet med nye annekser, der er skræddersyet til Arktis’ barske klima

Med 27 nye nationale annekser til Eurocodes tager Grønland et stort skridt mod mere sikre og fremtidssikrede bygninger, da de er tilpasset permafrost, vind og seismiske forhold.

Grønland er verdens største ø, som er præget af storslået natur, men også af et ekstremt og udfordrende klima. Det er netop disse barske forhold, der gør byggeri i Grønland til en særlig disciplin, hvor standardløsninger fra Danmark eller resten af Europa sjældent er tilstrækkelige. Med permafrost, kraftige vinde, sne, overisning og begrænset infrastruktur, kræver det grønlandske byggeri både teknisk tilpasning og lokal indsigt.

Grønland har derfor også taget et markant skridt mod at modernisere og fremtidssikre bygge- og anlægsarbejdet i landet. Med udgangspunkt i de europæiske konstruktionsstandarder – eurocodes – er der blevet udarbejdet en komplet portefølje af 27 grønlandske nationale annekser (GL NA). De dækker områderne inden for:

  • sikkerhed og laster
  • konstruktioner i beton, stål, komposit (beton/stål), træ, murværk og aluminium.

Derudover omfatter de også geoteknik og seismiske forhold.

Sikkerhed og dokumentation i fokus

De nye annekser og de gældende eurocodes erstatter dermed de forældede danske konstruktionsnormer fra 1980’erne, så systemet nu er tilpasset Grønlands geografiske, klimatiske og lovgivningsmæssige forhold. Det betyder også, at forhold som permafrost, seismiske påvirkninger og geotekniske jordbundsundersøgelser nu er integreret i annekserne. Områder som tidligere ikke var dækket af de gamle normer. Derudover tager de nye annekser også højde for, at hovedparten af de anvendte byggematerialer bliver transporteret til Grønland med skib.

I Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter er der lagt vægt på valg af et normativt system baseret på transparente principper. Dermed har Grønland fået et pålideligt og sikkert grundlag for bygningers udførelse til forskel fra de gamle forskrifter, hvoraf dele daterer sig tilbage til en tid, da man i vid udstrækning måtte støtte sig til ’bedst mulige skøn’.

”Iagttagelse af kravene til dokumentation og kontrol af bygningers bærende konstruktioner er vores garanti for, at byggeriet lever op til de forventninger, vi som samfund har om en sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelse”, lyder det fra Janus Køster, sektionsingeniør i Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter, og fortsætter:

”Generelt er det mit indtryk, at såvel rådgivere som udførende i bygge- og anlægs­branchen via en daglig indsats medvirker til, at vi herhjemme opretholder en høj standard med hensyn til byggeriets sikkerhed – baseret på viden og transparens – i tråd med udviklingen i de højteknologiske samfund, vi gerne vil sammenlignes med”.

Bred inddragelse

Udviklingen af de nye nationale annekser, der er tilpasset til Grønlands klima, er sket i tæt samarbejde mellem Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter og grønlandske samt danske fageksperter. Derudover har der været flere konsultationer med byggeriets aktører i Grønland. Blandt andet er der blevet holdt to seminarer, som har givet gode dialoger og inputs på tværs af aktørerne. Denne inddragelse har været med til at sikre den bredest mulige forankring.

”Det har været afgørende for udarbejdelsen, at de nye rammer ikke blot blev en kopi af de danske, men at de fungerer i en grønlandsk kontekst,” udtaler Erling Richard Trudsø, chefkonsulent i Dansk Standard og en af initiativtagerne bag projektet, og fortsætter:

”Grønland er verdens største ø med et barskt klima og begrænset infrastruktur – det kræver skræddersyede løsninger, så bygningerne kan holde til vind og vejr”.

Projektet blev igangsat allerede i 2009 og er nu afsluttet med færdiggørelsen af de sidste annekser. De nye annekser er dermed fuldt integreret i Grønlands kommende bygningsreglement og matcher de europæiske produktstandarder. Samtidig bygger de på den nyeste viden og et omfattende data- og erfaringsgrundlag inden for blandt andet naturlaster som sne, vind, overisning og seismiske forhold. Når Grønlands bygningsreglement forventes at træde i kraft i oktober, vil annekserne også få officiel gyldighed. Aktører i byggebranchen har dog allerede nu mulighed for at anvende de nye annekser i forbindelse med projektering af nye bygge- og anlægsprojekter

De nye annekser markerer således en vigtig milepæl for grønlandsk byggeri og skaber et solidt fundament for at sikre mere bæredygtige og robuste byggeri i Grønland fremover – også i et foranderligt klima.



Eurocodes

Eurocodes er de europæiske normer for dimensionering og udførelse af bygningsværker. De omfatter alle gængse konstruktioner og materialer, herunder også broer. De nationale annekser skal bruges sammen med eurocodes.



Erling R. Trudsø
Erling Richard Trudsø Chefkonsulent | Chief Consultant
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: ert@ds.dk
T: 39 96 61 19

Se også

Ny standard skal være med til at mindske antallet af nedrivninger

19. februar 2024

Ny standard skal være med til at mindske antallet af nedrivninger

Fremover skal det være lettere at bibeholde og ombygge eksisterende bygninger i stedet for at rive de gamle bygninger ned - et tiltag, som bl.a. vil være med til at nedbringe byggebranchens CO2-aftryk og generere mindre affald.

Den reviderede vejledning DS/INF 1990 åbner op for at placere byggeri i konsekvensklasser med lavere materialeforbrug

24. januar 2024

Den reviderede vejledning DS/INF 1990 åbner op for at placere byggeri i konsekvensklasser med lavere materialeforbrug

Med den opdaterede version af DS/INF 1990 er det gjort tydeligere, at der er tale om en vejledning, som byggebranchen kan benytte, når konstruktioner skal indplaceres i konsekvensklasse – og det kan betyde mere bæredygtigt byggeri.

Opdatering af nationale annekser til eurocodes

01. januar 2024

Opdatering af nationale annekser til eurocodes

I Danmark skal de europæiske normer for dimensionering og opførsel af bygningsværker, eurocodes, altid benyttes sammen med det tilhørende nationale anneks (DK NA). Seks af disse nationale annekser er netop revideret med præciseringer og tekniske d...

Eurocode 800

30. oktober 2023

Igangværende revisionsarbejde af en Eurocode-standard for trækonstruktioner

Se eller gense dette webinar, hvor du kan høre om det igangværende arbejde med revisionen af en Eurocode for trækonstruktioner.