Dansk ekspert modtager ISO’s Excellence Award for arbejde med energieffektive skibe

11. november 2025

Dansk ekspert modtager ISO’s Excellence Award for arbejde med energieffektive skibe

Per Velk, pensioneret medarbejder fra Dansk Standard, har modtaget den internationale hæderspris ISO Excellence Award for sin markante indsats med at udvikle globale standarder, der skal fremme energieffektivitet i den maritime sektor. 

Hvert år uddeler ISO – den internationale standardiseringsorganisation – Excellence Award til tekniske eksperter, der har ydet et ekstraordinært bidrag til udviklingen af standarder. Prisen uddeles til enkeltpersoner, projektledere eller mødeledere, der har haft en afgørende rolle i et projekt, som er blevet afsluttet og publiceret inden for det seneste år. Kandidater indstilles af deres kolleger i arbejdsgruppen, hvorefter nomineringen vurderes af udvalgslederen, udvalgsformanden og Technical Programme Manager. 

Nu har Per Velk, pensionist og tidl. medarbejder i Dansk Standard, modtaget Excellence Award for sit betydelige bidrag som skribent på to internationale standarder fra 2024, der skal fremme energieffektivitet i den maritime sektor. I arbejdet med at skrive standarderne har Per Velk navigeret i komplekse, tekniske diskussioner og opnået konsensus mellem eksperter fra flere lande, virksomheder, forskningsinstitutioner, myndigheder og NGO’er. 

"Jeg er enormt stolt af, at Per Velks store arbejde med at være skribent på standarderne bliver anerkendt. Det kræver både faglig dybde og stærke samarbejdsevner at skabe enighed på tværs af interesser og fagligheder internationalt for at kunne lykkedes med projektet. Det er jo ikke kun konsensusdelen, men også hele processen og skrive selve standarden," siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard, og tilføjer: 

"Det er et tydeligt bevis på, at Danmark kan drive det internationale arbejde med standarder. Og det er noget, vi skal gøre mere af".  

Standarder med global betydning – og dansk aftryk 

De to standarder, som Per Velk har været hovedskribent på, er udviklet på dansk initiativ og tager højde for både komponent- og systemniveau. De giver den maritime industri konkrete værktøjer til at måle og sammenligne energieffektivitet – uanset skibets driftsforhold. 

”Jeg er glad for at have været en del af dette arbejde og stolt af at modtage prisen, så nu jeg håber jeg bare, at standarderne kan være med til at gøre en forskel i den maritime sektor”, siger Per Velk, Award-modtager, pensionist og tidligere medarbejder i Dansk Standard. 

Eksempelvis kan en ventilator designet til tropiske klimaer bruge unødvendigt meget energi i koldere omgivelser, hvis den ikke kan justeres. Derfor er det afgørende, at både komponenter og systemer fungerer effektivt under de faktiske forhold. 

Standarderne bidrager til objektiv vurdering af energieffektivitet, og skaber grundlag for både økonomiske og miljømæssige besparelser. 

Bredt samarbejde bag udviklingen 

Udviklingen blev igangsat af Danske Maritime, ReFlow Maritime og Dansk Standard, og har fået opbakning fra en lang række aktører: Alfa Laval, C.C. Jensen, PureteQ, DESMI, Maersk, Maersk Tankers & Maersk Drilling, Hempel, DFDS, OSK-ShipTech og SIMAC, med støtte fra Den Danske Maritime Fond. 

ISO

ISO er den største internationale standardiseringsorganisation med 164 nationale medlemsorganisationer fra hele verden.  

ISO faciliterer udviklingen af globale standarder, der fremmer international handel med varer og services inden for de fleste områder bortset fra telekommunikation og elektroteknik, som varetages af henholdsvis ITU og IEC. ISO’s udarbejdelse af internationale standarder resulterer ofte i, at standarderne også bliver til europæiske standarder. 



Asker
Asker Juul Aagren Chefkonsulent, fagleder, energi & transport
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: asa@ds.dk
T: 39 96 61 63

Se også

Dansk Standard fylder 100 år

24. februar 2026

Dansk Standard fylder 100 år

I et århundrede har standarder været med til at skabe et trygt samfund og et stærkt erhvervsliv. Standarder har bundet generationer og markeder sammen – og de bliver kun vigtigere for dansk konkurrenceevne, eksport og innovation de næste 100 år.

Samarbejde mellem Danmark og Kina skal være med til at øge elektrificering af skibsfart

23. februar 2026

Samarbejde mellem Danmark og Kina skal være med til at øge elektrificering af skibsfart

De danske og kinesiske standardiseringsorganisationer er gået sammen om to standardforslag, der skal fremme brugen af batterier i den internationale skibsdrift, og Dansk Standard opfordrer danske aktører til at deltage i høringen. 

Dansk Standards fire forslag til et fremtidssikret europæisk standardiseringssystem

18. december 2025

Dansk Standards fire forslag til et fremtidssikret europæisk standardiseringssystem

Et stærkt europæisk standardiseringssystem er afgørende for sikkerhed, vækst og innovation. Men rammerne, der blev sat med EU’s standardiseringsforordning i 2012, skal opdateres, så de matcher den virkelighed, vi står i i dag.

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

30. september 2025

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

Ladcykler er efterhånden udbredt til mange formål, og inden for den kommende måned vil alle de nye EN-standarder for cykler til person- og lasttransport være udgivet.