23. februar 2026
To nye forslag til internationale standarder for maritime batterier er blevet udviklet i et tæt samarbejde mellem Dansk Standard og den kinesiske standardiseringsorganisation, SAC. Standarderne skal gøre batteriløsninger til skibe mere fleksible og langtidsholdbare og dermed understøtte færre CO₂-udledninger i skibsbranchen.
Den internationale skibsfart har gennem FN’s søfartsorganisation, IMO, og EU forpligtet sig til at være CO₂-neutral i 2050, men lige nu er der pres på de internationale aftaler, som skal sikre, at skibsfarten over de næste år omstiller sig. Derfor har Danmark og Kina ønsket at skabe fælles retning mod en af måderne at nedbringe CO₂-udledningerne på: Ved at anvende batterier som energikilde.
På nuværende tidspunkt findes batterier allerede som supplerende energikilde i skibsdrift, men det mangler at blive skaleret op til et niveau, hvor det kan have en reel indflydelse på den grønne omstilling i den globale skibsfart. Bl.a. er der brug for en ensretning ift. sikkerheden, men også inden for udformning og opbevaring af containerbatterierne, så lagerplads kan optimeres, og det er nemt at udskifte batterierne fra havn til havn, uanset hvor i verden man befinder sig.
Dette skal de to forslag Marine Battery Container - Part 1: Technical Requirements og Marine Battery Container - Part 2: Connection and Interface System hjælpe med. Forslagene til standarderne er stillet på dansk initiativ og det kommende arbejde med standarderne skal ledes i et samarbejde mellem Danmark og Kina.
”At Kina og Danmark nu går sammen om at udvikle standarder for battericontainer viser reel handlekraft ift. elektrificering og dekarbonisering af skibsfarten”, siger Asker Juul Aagren, chefkonsulent og fagleder for energi- og transportområdet i Dansk Standard, og fortsætter:
”Standarder er et teknisk redskab som sikre pålidelighed og fællessprog i brugen af nye løsninger, men der er også en strategisk virkelighed i det her. Vi er fra Dansk Standards side glade for det tætte og stærke samarbejde, vi har med vores kinesiske kollegaer på det maritime område”.
De to standardforslag ligger til høring ind til 13. marts, og Dansk Standard opfordrer alle med interesse for området til at deltage i arbejdet.
Hvis du vil vide mere om udvalgs- og standardiseringsarbejdet inden for elektriske installationer på skibe, kan du bl.a. læse mere her. Har du yderligere spørgsmål eller lyst til at engagere dig i standardisering for grøn omstilling i skibsfart, er du velkommen til at benytte nedenstående kontaktinfo.
Per Velk, tidligere medarbejder i Dansk Standard, har modtaget den internationale hæderspris ISO Excellence Award for sin markante indsats med at udvikle globale standarder, der skal fremme energieffektivitet i den maritime sektor.
Ladcykler er efterhånden udbredt til mange formål, og inden for den kommende måned vil alle de nye EN-standarder for cykler til person- og lasttransport være udgivet.
37 europæiske aktører har for første gang samlet kræfterne om at skabe et fælles fundament for grønnere flybrændstof – fra produktion til tankning – og baner dermed vejen for en mere klimavenlig luftfart i hele Europa.
VIKING Life-Saving Equipment spiller en nøglerolle i internationalt arbejde med at opdatere kravene til redningsudstyr på skibe og offshore-installationer.