16. juni 2026
Kvantecomputere er blandt verdens mest avancerede teknologier. De består ikke af én samlet enhed, men af flere lag – herunder kvantechips, styreelektronik, kabler, filtre og software – som ofte udvikles af forskellige leverandører. Samtidig opererer komponenterne under ekstreme temperaturforskelle, hvor signaler skal bevæge sig fra kryogene omgivelser tæt på det absolutte nulpunkt (-273.15 °C) og op til stuetemperatur. Selv minimale temperaturændringer eller forstyrrelser kan påvirke funktionaliteten. Derfor er fælles retningslinjer afgørende for, at komponenterne kan fungere sammen uden at påvirke de skrøbelige kvantetilstande.
Den nye publikation, DS/PAS 21008-2:2026 Quantum Technology – Cryogenic Interfacing, adresserer netop denne udfordring. Guiden er udviklet i samarbejde med centrale danske aktører i kvanteøkosystemet, herunder Quantum Machines og DTU med input fra Dansk Fundamental Metrologi, Niels Bohr Instituttet, Topsil GlobalWafers, The Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme (NQCP), Maybell Quantum Industries, Quantum Foundry og FORCE Technology, og etablerer et fælles sprog og konkrete retningslinjer for de elektriske, termiske og mekaniske grænseflader, der binder systemerne sammen.
”Den nye DS/PAS om kryogen integration er ment som hjælp til industriens forskellige interessenter, som arbejder med integration af kvanteteknologier ved kryogene temperaturer, særligt indenfor området for kryogen faststof-kvanteberegning. Ved at tage en systemteknisk tilgang og bryde beskrivelsen ned i relevante lag og komponenter opnås et bedre grundlag for at facilitere udviklingsaktiviteter og forsyningskæder på tværs af industrien,” siger Søren Andresen, Senior Project Manager i Quantum Machines, der, sammen med Thomas Clausen fra DTU Nanolab, er skribent på guiden og begge medlemmer af det danske udvalg for kvanteteknologi.
Guiden bygger videre på første del i serien, DS/PAS 21008-1:2025, som introducerer en overordnet klassifikation af kvanteteknologier.
"Hvis kvanteteknologi for alvor skal realiseres, kræver det fælles standarder på tværs af lande og aktører. Med denne guide bringer vi danske erfaringer i spil internationalt og bidrager til at skabe et fælles fundament for, hvordan kvantesystemer kan designes og integreres globalt," siger Bjørn Nørrekjær Hvidtfeldt, fagleder for digitalisering i Dansk Standard og ansvarlig for Dansk Standards kvanteudvalg.
Ambitionen er, at publikationerne ikke blot skal anvendes nationalt, men danne grundlag for international standardisering. Dermed kan danske erfaringer og løsninger være med til at sætte retning for, hvordan kvantesystemer designes og integreres globalt.
Danmark står allerede stærkt inden for kvanteteknologi, og med fælles standarder kan danske aktører bidrage til at sikre, at fremtidens løsninger er kompatible, skalerbare og kan anvendes på tværs af lande og leverandører. Guiden er derfor et vigtigt skridt i arbejdet med at bringe kvanteteknologi fra forskningsmiljøer og over i industrielle anvendelser.
Lanceringen sker samtidig med, at kvanteteknologi er rykket højt op på den politiske dagsorden i Danmark.
Regeringen har siden 2023 lanceret en national kvantestrategi med fokus på forskning, innovation, sikkerhed og kommercialisering. I det nye regeringsgrundlag forventes det samtidig, at der fremlægges en opfølgende strategi ’Fra kvanteforskning til kvanteindustri’, som skal understøtte vækst, konkurrenceevne og digital og teknologisk suverænitet frem mod 2035.
Danmark skal styrke sin position i det globale kvantekapløb og omsætte forskning til konkrete løsninger og arbejdspladser. Her bliver fælles standarder og retningslinjer en central forudsætning for at kunne skalere teknologien og bringe den i anvendelse i erhvervslivet.
Den grønne og digitale omstilling kræver et tættere samarbejde på tværs af landegrænser. De nordiske lande tager nu et fælles initiativ for at styrke brugen af standarder som et strategisk værktøj til at omsætte viden til løsninger, der fungerer i...
Risikostyring og cybersikkerhed får stor betydning for arbejdet med AI-systemer – særligt for højrisiko AI-systemer. De to centrale europæiske AI-standarder er nu sendt i offentlig høring, så alle interesserede kan læse med og komme med input.
Den nye politiske aftale om EU’s såkaldte Digital Omnibus for AI vil give virksomheder omkring 1,5 år mere til at leve op til visse krav i AI-forordningen.
AI har potentiale til at forbedre det danske sundhedsvæsen. Men teknologien rummer både muligheder og udfordringer, og her kan standarder hjælpe.