Torsdag d. 14. november 2024, kl. 14 – 17 hos Dansk Standard eller online

DS Bæredygtighedsdag – Ressourcer og fremtidens forretning

Deltag i DS Bæredygtighedsdag, hvor vi sætter fokus på, hvordan danske virksomheder og organisationer kan omsætte bæredygtighedsambitioner til praksis. 

Om DS Bæredygtighedsdag

Danmark og danske virksomheder, organisationer og andre aktører vil gerne gå forrest og vise vejen mod mere bæredygtighed. Et hav af politikker, handlingsplaner, aftaler og regulering er blevet indgået for at sætte retningen. Men HVORDAN gør vi det i praksis? Det kommer denne eftermiddag til at fokusere på. Så glæd dig til drøftelser, videndeling og inspiration til konkret at arbejde med de elementer af bæredygtighed, der har forretningskritisk indflydelse på danske virksomheders egen bæredygtighed, fremtidige eksistens og forretning.

Verden er under forandring, adgangen til ressourcer ændrer sig, - risici og muligheder ændrer sig. Derfor er bæredygtighed fremtiden. Det mærkes efterhånden mere og mere konkret med ændret efterspørgsel, ændrede vejrforhold, sværere adgang til ressourcer samt internationale, europæiske og danske mål, aftaler, planer og love, der fordrer øget bæredygtighed. Bæredygtighed er med andre ord blevet forretningskritisk.

På DS Bæredygtighedsdag sætter vi fokus på ressourcer – de naturlige, de menneskelige og styringen af ressourcer. Det gør vi, fordi adgangen til – og brugen af - ressourcer både giver udfordringer og muligheder for bæredygtigheden og forretningen. Vi drøfter og deler også konkret viden og erfaringer omkring bæredygtighedsindsatser og -satsninger, der kan inspirere til at komme i gang eller gøre det anderledes for at lykkes med omstillingen.

Eftermiddagen byder på indlæg og drøftelser med fageksperter, virksomheder af alle størrelser, miljø- og udviklingsorganisationer, internationale organisationer (FN) etc.

Det får du ud af at deltage

  • Kendskab til nye ideer, initiativer og visioner om bæredygtighed i verden og i forretningen.
  • Inspiration fra – og til – konkrete løsninger på udfordringer og muligheder i skiftet til øget bæredygtighed.
  • Mulighed for at møde virksomheder, der deler konkret viden og erfaringer ift. bæredygtighedsindsatser – og satsninger.
  • Lejlighed for at netværke med mange forskellige typer af aktører, inspiratorer og innovatører om bæredygtighed i praksis.
  • Indblik i værdien af at bruge europæiske og internationale standarder i jeres omstilling.
  • Indsigt i værdien af at deltage i udviklingen af de europæiske og internationale standarder, der bliver rammesættende for nye bæredygtige produktionsmetoder, produkter samt virksomheder og organisationer.

Målgruppe

Alle, der har interesse for, er engageret i, eller oplever krav om øget bæredygtighed. Det vil sige ESG-ansvarlige, fageksperter, virksomheder af alle størrelser, politiske beslutningstagere, miljø- og udviklingsorganisationer, internationale organisationer (FN) etc.

Program

14.00 - Velkomst v. Dansk Standard

14.05 - Åbningsindslag efterfulgt af åbningstale v. Phie Ambo

Phie Ambo er en prisvindende filminstruktør, der både som dokumentarist og aktivist beskæftiger sig med den grønne omstilling. Hun har været engageret og involveret i klimadagsordenen gennem de sidste 15 år, her har hun bl.a. lavet en lang række dokumentarfilm om både klima- og biodiversitetsdagsordenen.

14.25 - Debat - Hvad skal der til for, at Danmark og danske virksomheder bliver ledende i den bæredygtige omstilling?

  • Kirsten Brosbøl, fhv. Miljøminister og MF, stifter og direktør i 2030beyond
  • Mads Falkenfelth, stifter og direktør i WELA (Wellbeing Economy Lab)
  • Lotte Hansen, stifter og CEO i Hansen & Ersbøll Agenda og stifter og CEO i Plan Earth

I denne debat rammesætter vi dagens fokus, nemlig ressourcer – både de naturlige, de menneskelige og måden vi styrer ressourcerne på. Det gør vi, fordi adgangen til ressourcer er altafgørende samt giver både udfordringer og muligheder for virksomheder i fremtiden. Alle ved efterhånden, at både jordens og menneskers ressourcer har en begrænsning – Earth Overshoot Day lå i år d. 1. august, og menneskelig mistrivsel er fortsat stigende. Så hvad er det, vi skal ændre for at sikre, at vi anvender vores ressourcer bedst muligt og fører samfundet i en mere bæredygtig retning? Hvad er det, vi gør forkert i dag? Og hvilke løsninger ligger lige for vores fødder? Hvad er virksomhedernes ansvar, og hvad er politikernes? Og hvad med dig og mig – os der er her i rummet i dag? Hvad kan og skal vi gøre – helt konkret, og hvordan kan vi gøre det?

15.10 - Pause

15.20 - Vælg mellem at deltage i fire tematiske sessioner á 30 min

Korte introducerende oplæg og efterfølgende drøftelser, der kan afklare muligheder og udfordringer samt inspirere til indsatser og samarbejde.

Spor E - Naturlige ressourcer – fra affald til ressourcer, cirkulære plast-ressourcer

v. Hanne Svenningsen, miljø- og klimachef i Dansk Retursystem,

Kommenteret af Christina Busk, Miljøpolitisk chef i Plastindustrien


Faciliteret af Berit Asmussen fra Dansk Standard

Naturkrisen har indflydelse på tilgængeligheden af ressourcer – og på den tiltagende mangel på råstoffer og inputmaterialer. Det udfordrer vores måde at producere og forbruge på, samtidig med at det stiller krav til en mere bæredygtig brug af ressourcer, så vi bruger dem fornuftigt. Det betyder, at vi både skal bruge færre af dem, og at de skal kunne holde i lang tid, før de skal kunne genbruges og eller indgå som materialer i nye produkter. Hør, hvordan danske producenter og brugere af plast arbejder med omstillingen til cirkulær økonomi, - og om hvordan udarbejdelsen af nye europæiske standarder for cirkularitet i plastbranchen kommer til at gøre dette lettere.

Spor S - Menneskelige ressourcer – etnisk minoritetsstress på arbejdsmarkedet

v. Muneeza Rosendahl, direktør i Foreningen Lige adgang

Faciliteret af Lise Schmidt Aagesen fra Dansk Standard


Foreningen Lige Adgang lancerede i november 2023 en rapport om etnisk minoritetsstress, og det ser ikke godt ud for trivslen for minoritetsetniske ansatte i Danmark. Rapporten viser blandt andet, at:

  • 74,7 % siger, at det at blive udsat for diskrimination i form af fordomme, kommentarer og "jokes" påvirker deres generelle trivsel på arbejdet.
  • 90,1 % oplever følelsesmæssige reaktioner såsom angst, vrede, tristhed, modløshed, tanker, frustration og/eller magtesløshed.

Kom med, når Muneeza Rosendahl, direktør i Foreningen Lige Adgang, giver en introduktion til etnisk minoritetsstress på arbejdspladsen. Muneeza vil afdække følgende nøgleemner:

  1. Resultater fra rapporten om etnisk minoritetsstress på arbejdspladsen
  2. Hvad etnisk minoritetsstress er og dets indvirkning
  3. Anbefalinger til at skabe et mere inkluderende arbejdsmiljø
Spor G - Governance/ledelse af ressourcer - Sustainable Development Goals i praksis

v. Fabienne Michaux, direktør i UNDP (oplæg på engelsk)


Case: PMC Hydralics – der er startet på arbejdet med SDG/UNDP’s retningslinjer for FN’s verdensmål (ISO/UNDP 53002)

Faciliteret af Kasper Hilgaard Mühlbach fra Dansk Standard

Hør om et unikt samarbejde mellem FN og ISO omkring udviklingen af en vejledning, der kan fremme opnåelse af FN’s verdensmål – SDG’erne. Fabienne Michaux vil fortælle om behovet for en nytænkt tilgang til udvikling – også af forretningsmodeller – der giver resultater for alle. Hun vil også introducere formålet med den offentligt tilgængelige vejledning, ISO/UNDP PAS 53002.


Herefter vil Jesper Tauby fortælle om PMC Hydralics arbejde med ISO/UNDP PAS 53002, ISO & UNDP’s retningslinjer for FN’s verdensmål, der er i opstartsfasen. Med en ærlig fortælling om de udfordringer og det paradigmeskifte, som den anderledes interessentanalyse har givet – og med oplæg til drøftelse af, hvad der skal til for at løse udfordringerne og nå målene om at bidrage konkret til FNs verdensmål.

Spor C - Konkrete erfaringer og cases – bæredygtighed i front hos Letz Sushi. Hvorfor gik det galt?

v. Anders Barsøe, tidligere CEO for Letz Sushi

 

Faciliteret af Dorte Kulle fra Dansk Standard

Når man som virksomhed stræber efter bæredygtighed, er der mange faktorer, der skal gå op i en højere enhed – fra lovgivning til små detaljer i driften. Anders Barsøe overtog som ny CEO Letz Sushi i en lidt presset tilstand, samtidig med at han havde store ambitioner om at styrke forretningen ved at gøre den mere bæredygtig. I dette oplæg deler han Letz Sushis rejse, hvor intentionerne om bæredygtighed var høje, men udfordringerne med valgene, ikke blev færre. Hør om de konkrete forhindringer, der opstod, og deres indflydelse ift. til ejernes endelige beslutning om at lukke kæden – samt Anders’ tanker om, hvad de kunne have gjort anderledes. 

Med den læring faciliterer nn/DS en samtale med Anders om, hvordan man kan komme i gang med en mere bæredygtig produktion eller forretning og måske endda lægge sig forrest i feltet af dem, der agerer på det forretningskritiske aspekt, som øgede krav og behov for bæredygtighed udgør, uden at det udfordrer forretningen.

 

15.50 Pause

16.00: Vælg mellem at deltage i fire tematiske sessioner á 30 min.

Korte introducerende oplæg og efterfølgende drøftelser, der kan afklare muligheder og udfordringer samt inspirere til indsatser og samarbejde.

Spor E - Naturlige ressourcer – biodiversitet i danske virksomheder

v. Didde Rishøj, chefkonsulent i DI Biodiversitet

 

Faciliteret af Berit Asmussen fra Dansk Standard

 

Naturkrisen har ført til det, man nu betegner som den sjette masseuddøen. Biodiversitetskrisen er til at tage og føle på, og den har stor indflydelse på tilgængeligheden af ressourcer, råstoffer og materialer – hvilket også gælder for de danske virksomheder og producenter. Hør, hvad udfordringerne omkring vigende biodiversitet konkret betyder for danske virksomheder, samt hvordan virksomhederne oplever de kommende krav til rapportering, og hvad de har fokus på ift. at leve op til dem. Efter oplæggene drøfter vi i plenum muligheder for løsninger, som bl.a. kan findes i den igangværende udvikling af internationale standarder.

Spor S - Menneskelige ressourcer – neurodiversitet på arbejdspladsen

v. Rasmus Duus, udviklingsleder i Videncenter om Handicap og Fie Vesterled, selvstændig i Neurodivergent ledelse

Faciliteret af Lise Schmidt Aagesen fra Dansk Standard


Neurodivergente danskere er i mindre grad i beskæftigelse end danskerne generelt er det.  Rasmus Duus fra Videnscenter om Handicap vil sammen med Fie Vesterled gøre os klogere på neurodiverstiet,
de forskellige former for neurodivergens samt de barrierer og fordomme, neurodivergente møder på arbejdsmarkedet. Fie, har levede erfaringer med ADHD på arbejdsmarkedet, og hjælper i dag virksomheder med dette med sit konsulentarbejde i  ’Neurodivergent Ledelse’.  

De vil sammen dele konkrete råd om, hvordan vi kan blive bedre både som virksomhed og medarbejdere til at fremme inklusion af neurodivergente medarbejdere og tiltrække nye talenter med neurodivergente perspektiver. 

Spor G - Governance/ledelse af ressourcer – doughnutøkonomi i praksis

v. Jacob Rask, direktør for Regenerative Built Environment Network i BLOXHUB og

Kommenteret af Stefan Jüngling, teamleder i det tværgående Analysekontor og Klimaenheden i Københavns Kommune


Faciliteret af Kasper Hilgaard Mühlbach fra Dansk Standard

Den såkaldte doughnutøkonomi er en nyere model for anskuelse og styring af økonomi og udvikling. Doughnutøkonomien kan kort beskrives som en økonomi, der er bæredygtig på den lange bane, og hvor det miljømæssige råderum – Jordens ressourcer – ikke overskrides, samtidigt med at det sociale grundlag for menneskers liv, som økonomien skal understøtte, opnås. Tanken er, at en bæredygtig og social retfærdig økonomi, hvor mennesker kan trives, skal være stor nok til at dække alle menneskers legitime behov, men samtidig ikke større end, at den fortsat og fremtidigt kan sikre det naturgivne livsgrundlag, vi er afhængige af.

Hør Jacob Rask fortælle om, hvordan principperne for doughnutøkonomi er relevante for et regenerativt miljø. Han vil komme med praktiske eksempler samt fortælle om hans engagement i COPENHAGEN DOUGHNUT, et borgerstyret initiativ for at omdanne København til en by, hvor hver enkelt borger trives inden for planetens midler. Sessionen fokuserer på erfaringer, udfordringer og muligheder.

Herefter faciliterer Kasper Hilgaard Mühlbach en drøftelse af både behov, proces, udfordringer og mulige veje mod en mere bæredygtig økonomi.

Spor C - Konkrete erfaringer og cases – GrowGrounds vil vise vejen for fremtidens kaffeproduktion

v. Lars Aaen Thøgersen, CEO i GrowGrounds

Faciliteret af Dorte Kulle fra Dansk Standard

Kaffe er en uundværlig del af hverdagen for mange, men det er også en ressourcekrævende afgrøde med udfordringer relateret til biodiversitetskrisen og marginaliserede lokalsamfund i det globale syd. Lars Aaen Thøgersen, tidligere Innovationsdirektør i Larsen Kaffe og nu i spidsen for GrowGrounds – en agritech impact startup med fokus på bæredygtig omstilling på farm-niveau – vil dele deres vision for, hvordan hele kaffeværdikæden kan blive mere bæredygtig. Fokus er på øget bæredygtighed helt ude fra farmen gennem alle led i værdikæden. Med øje for langsigtet og bæredygtig økonomi hele vejen fra farm til butik, hvor omstillingen finansieres langsigtet og attraktivt for alle aktører – uden at forbrugeren skal betale mere. Hør om deres model, der bruger ansvarlig anvendelse af carbon credits og biodiversitetsbevidsthed, som gør kaffeproduktionen mere skånsom og bæredygtig.

Herefter faciliterer nn/DS, med afsæt i GrowGrounds ideer og metoder, en samtale om, hvordan man kan komme i gang med en mere bæredygtig produktion eller forretning og måske endda lægge sig forrest i feltet af dem, der agerer på det forretningskritiske aspekt, som øgede krav og behov for bæredygtighed udgør.

 

16.30: Netværk og afslutning på dagen 

Praktisk

Arrangementet er gratis, og der er mulighed for at deltage fysisk eller virtuelt. Der er et begrænset antal fysiske pladser.

Kontakt

Berit Holbech Asmussen
Berit Holbech Asmussen Chefkonsulent | Chief Consultant
Standardisering | Digital & Bæredygtighed
E: bha@ds.dk
T: 39 96 62 36

Samarbejdspartnere

Samarbejdspartnere
Samarbejdspartnere

Dato for afholdelse

Der er et problem med at hente datoer på nuværende tidspunkt. Kontakt venligst kurser@ds.dk.