22. april 2020
Af Jens Heiede, standardiseringsdirektør i Dansk Standard
Værnemidler spiller en vigtig rolle i kampen mod Coronavirus og er essentielt for læger, sygeplejersker og andre pleje- og sundhedsmedarbejderes sikkerhed. Men mange steder er der desværre mangel på beskyttelsesudstyr. Flere og flere virksomheder omstiller derfor deres produktion til at producere ansigtsmasker, øjenbeskyttelse, handsker og andre værnemidler.
For at hjælpe virksomhederne, så de kan producere sikre produkter, stiller Dansk Standard en række standarder for medicinsk beskyttelsesudstyr gratis til rådighed i forbindelse med COVID-19-krisen. Værnemidler er nemlig ikke bare værnemidler. Kvaliteten og sikkerheden skal være i orden, hvis udstyret skal yde den rette beskyttelse. Og det skal det naturligvis. Ellers skaber udstyret blot falsk tryghed og kan i værste fald være direkte farligt.
Men hvordan sikrer man, at værnemidlerne lever op til den kvalitet og sikkerhed, man kan forvente? Det findes der et helt enkelt svar på, nemlig standarder. Det er standarder, der sikrer, at der bliver stillet de rigtige krav til produkterne. Og det er standarder, der sikrer dokumentationen for, at produkterne lever op til kravene og er sikre at anvende.
Derfor er det vigtigt, at de virksomheder, der producerer værnemidler, kender og lever op til de internationale og europæiske standarder, der stiller krav til medicinsk beskyttelsesudstyrs kvalitet og sikkerhed.
Standarder for medicinsk beskyttelsesudstyr er udviklet af førende eksperter på området – ikke blot fra Danmark, men fra hele verden. Timevis af professionel diskussion blandt eksperter med den fremmeste viden ligger til grund for disse standarder, før de bliver offentliggjort og stillet til rådighed for markedet.
I Danmark er det Dansk Standard, der udgiver disse standarder – og det er Dansk Standard, der koordinerer arbejdet med at udvikle standarderne. Dansk Standard er medlem af de europæiske og internationale standardiseringsorganisationer, CEN, ISO mfl., hvor eksperter med den fremmeste viden fra rundt om i verden mødes, diskuterer og bliver enige om standardernes indhold. Alt sammen for i sidste ende at sikre, at produkterne er sikre at anvende.
Og det gælder ikke kun medicinsk beskyttelsesudstyr. Der er standarder for alt – lige fra gyngestativet på legepladsen til vingen på vindmøllen, som er med til at sikre, at gyngen holder og vindmøllen drejer rundt. Der er standarder for informationssikkerhed, fødevaresikkerhed, rengøringskvalitet og godt indeklima. Og for byggevarer, vandforsyning, elinstallationer, robotter, køleskabe, legetøj, barnevogne og pc’er. Med mere end 27000 standarder er der kort sagt standarder for alt – hvilket sikrer kvalitet og sikkerhed for os alle.
Standarder spiller således en kæmpe rolle for os alle, selvom vi i hverdagen sjældent tænker over det. Derfor er jeg også glad for, at vi - ved at stille standarder for medicinsk beskyttelsesudstyr gratis til rådighed - kan bidrage til at sikre, at sundhedsmedarbejdere overalt i verden kan være så beskyttede som muligt i kampen mod Coronavirus.
Af Jens Heiede, standardiseringsdirektør i Dansk Standard, udgivet som artikel på LinkedIn.
Hvordan påvirker coronavirus danske og udenlandske standardiseringsaktiviteter?
For at hjælpe de virksomheder, der producerer eller ønsker at producere vigtigt medicinsk beskyttelsesudstyr i kampen mod coronavirus, stiller Dansk Standard en række standarder gratis til rådighed indtil 1. april 2021.