Sikkerheden skal skærpes for bløde babylifte og babynests

12. juni 2024

Sikkerheden skal skærpes for bløde babylifte og babynests

CEN’s arbejdsgruppe for børnelifte har færdiggjort en risikoanalyse og er klar til at stramme kravene til bløde lifte samt udarbejde en helt ny standard for babynests.

Lifte med bløde sider har i mange år været et populært produkt til babyer. Desværre har de bløde lifte også nogle risici ved brug, og de seneste år har der været flere eksempler på ulykker, hvor små børn på forskellige måder er faldet ud af liftene og i nogle tilfælde kommet slemt til skade. Omfanget af skader har faktisk været så stort, at Rigshospitalet og Sikkerhedsstyrelsen sidste år kom med en pressemeddelelse omkring brugen af bløde lifte, ligesom Forbrugerrådet Tænk også tidligere har været ude med en advarsel.

Det danske standardiseringsudvalg for børneomsorgsprodukter, S-286, har i flere år presset på for, at sikkerhedskravene i standarden for babylifte skulle tilpasses, så de bløde lifte også var indtænkt, og nu er ændringerne omsider på vej. I den europæiske arbejdsgruppe for børnelifte under CEN TC 252, har man netop færdiggjort en risikoanalyse og skal nu til at beskrive de nye krav, der forhåbentlig vil øge sikkerheden ved brugen af liftene.

Flere udfordringer ved de bløde lifte

- Produkterne har ændret sig, og mange lifte, man ser i dag, er typisk med bløde sider og har flere funktioner som fx pusleplads eller legetæppe. Udfordringerne kan være, at liften ikke bliver lukket ordentligt, eller at siderne er for bløde, så barnet falder ud, at der er for meget tekstil, så barnet ikke kan få vejret, eller der kan være noget med bærefunktionen, der er problematisk, siger Helen Amundsen, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk og forperson for S-286.

- Udvalget har i mange år peget på, at de bløde lifte ikke var dækket ordentligt af standarden, så vi er rigtig glade for, at det kommer nu. Der var stor lydhørhed i arbejdsgruppen for, at kravene ikke er tilstrækkelige, og at det er noget, vi skal have taget hånd om nu. Og det er vigtigt, for det er alvorligt, når børn falder ud af lifte. De kan få alvorlige hovedtraumer, og der er eksempler på børn, der er kommet slemt til skade, understreger Helen Amundsen.

Standard for babynests også på vej

Et andet populært produkt til babyer, er de såkaldte babynests. Som navnet antyder, er det en form for rede med en tyk pølse af stof rundt om, beregnet til at babyer kan ligge mere skærmet. Problemet med dem, forklarer Helen Amundsen, er, at babyer kan komme til at ligge med ansigtet helt ind i revnerne i siderne og dermed ikke få nok ilt.

- De er nok tænkt til, at babyer skal ligge mere trygt og hyggeligt, men i virkeligheden er for meget tekstil og hulrum en rigtig dårlig ide til små børn – de skal helst bare ligge på et fast, fladt underlag, siger hun.

Produktet har ikke tidligere været dækket af nogen standard, og på mødet i arbejdsgruppen i CEN var der enighed om, at der skal skrives en separat standard, kun for babynests. Her vil der dog sandsynligvis blive genbrugt store dele fra standarden for babylifte, så Helen Amundsen vurderer, at det vil blive en forholdsvis hurtig proces, når den først er sat i gang.

Vil du vide mere om arbejdet med de kommende standarder? Så kontakt

Pernille Tebina
Pernille Annette Henriksen Seniorkonsulent | Senior Consultant
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: pte@ds.dk
T: 39 96 61 24

Se også

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

30. september 2025

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

Ladcykler er efterhånden udbredt til mange formål, og inden for den kommende måned vil alle de nye EN-standarder for cykler til person- og lasttransport være udgivet.

Ny international standard mod madspild kan blive erhvervslivets license to operate

29. september 2025

Ny international standard mod madspild kan blive erhvervslivets license to operate

Danske virksomheder har nu en unik mulighed for at præge en ny global ledelsesstandard, der skal hjælpe erhvervslivet med at reducere madspild. Standarden, der er i høring, kan blive en fremtidig "license to operate" – og et stærkt værktøj til at...

Ny serie i ISO-22000-familien styrker fødevaresikkerheden på tværs af led i fødevarekæden

23. september 2025

Ny serie i ISO 22000-familien styrker fødevaresikkerheden på tværs af led i fødevarekæden

Den nye ISO 22002-serie giver fælles regler for god hygiejne og sikker håndtering af fødevarer og introducerer for første gang specifikke krav til detail- og grossistled i fødevarekæden.

Ny standard sætter retning for sikker cykelturisme

09. juli 2025

Ny standard sætter retning for sikker cykelturisme

En ny international standard sætter nu rammen for sikker og ansvarlig cykelturisme – og den lander på et perfekt tidspunkt, hvor sommeren lokker turister ud i både by og natur med cykelhjelmen spændt.