14. september 2026

Standarder skal forebygge ulykker og tydeliggøre korrekt brug af hospitals- og plejesenge

Hospitals- og plejesenge bruges i dag i mange forskellige behandlings- og plejemiljøer. To internationale standarder, en ny og en revideret, skal bidrage til, at sengene anvendes korrekt, og at kendte risici reduceres. 

Når patienter indlægges eller borgere modtager pleje i eget hjem eller på institutioner, spiller senge en central rolle for både komfort og patientsikkerhed. Derfor er der internationale standarder, som fastlægger krav til hospitals- og plejesenge. Standarden for senge til voksne er netop udkommet i revideret version, mens standarden for senge til børn og voksne med atypisk anatomi udkom tidligere på året og erstatter den europæiske DS/EN 50637:2017.

Standarderne anvendes af producenter, leverandører og indkøbere i sundhedssektoren, og har også stor betydning for sundhedspersonale, der arbejder med sengene i praksis, fordi kravene vedrører sengens udformning, mærkning og anvendelse på tværs af forskellige miljøer.

Én seng passer ikke til alle

Adskillelsen mellem senge til voksne og senge til børn og voksne med atypisk anatomi blev etableret i 2010’erne som følge af konkrete ulykker. Det drejede sig ofte om voksensenge, der var blevet brugt til børn. Og det drejede sig også om tynde voksne, med et BMI under 17, der kom ud for klemnings- og fastklemningsulykker i voksensenge.

”De ulykker, vi så beskrevet, omhandlede ældre med et lavt BMI, som kom i klemme i forbindelse med en opslået sengehest. Sandsynligvis har de været konfuse eller medicinerede, er vågnet op og har på egen hånd forsøgt at komme ud af sengen ved at klemme sig ud mellem sengehestens åbninger; flere af disse hændelser var desværre med dødelig udgang,” fortæller Greta Randrup Olsson, forperson for standardiseringsudvalget S-856 for hospitals- og plejesenge.

Hvilke ændringer er der sket?

De nyligt publicerede standarder indeholder i dag præcise definitioner af målgrupper baseret på blandt andet kropsmål, vægt og BMI. Samtidig stilles der krav om tydelig mærkning, så det klart fremgår, hvilke patienter eller borgere en seng er beregnet til. Hvis en seng ønskes anvendt til både børn og voksne, skal den leve op til kravene i begge standarder.

De fulde betegnelser er hhv. DS/EN IEC 80601-2-52:2026, Elektromedicinsk udstyr – Del 2-52: Særlige krav til grundliggende sikkerhed og væsentlige funktionsegenskaber for hospitals- og plejesenge til voksne og DS/EN IEC 80601-2-89:2026, Elektromedicinsk udstyr – Del 2-89: Særlige krav til grundliggende sikkerhed og væsentlige funktionsegenskaber for hospitals- og plejesenge til børn, og de behandler en række konkrete sikkerhedsforhold.

Standarderne er blevet opdateret med præciserede krav til blandt andet konstruktion, afstande mellem bevægelige dele samt samspillet mellem seng, madras og tilbehør. Derudover er der lagt større vægt på mærkning, inspektion og vedligeholdelse som en del af den samlede sikkerhed.

Kravene i de nye standarder omfatter blandt andet:

• afstande og åbninger i og omkring sengeheste for at reducere risikoen for klemning og fastklemning 
• at madras og tilbehør indgår i vurderingen af relevante afstande og sikkerhed 
• ændringer i testmetoder, testudstyr og krav relateret til styrke, holdbarhed og stabilitet 
• vejledning om periodisk inspektion, som er tilføjet i nye bilag.

I standarden for senge til voksne er anvendelsesområdet desuden på dansk initiativ udvidet til også at omfatte psykiatriske miljøer, hvor der kan være særlige sikkerhedshensyn. For barnesengene er kravene opdelt i forhold til vugger, tremmesenge, tremmesenge i overstørrelse og juniorsenge.

Fra nordiske krav til internationale standarder

Standarderne for hospitals- og plejesenge bygger på en lang historisk udvikling. I 1980’erne og 1990’erne udviklede de nordiske lande fælles kravspecifikationer for hjælpemidler, herunder plejesenge. Disse blev brugt som grundlag for offentlig prøvning og evaluering, og erfaringer blev bragt direkte ind i det europæiske og internationale standardiseringsarbejde, da EU’s direktiv om medicinske anordninger trådte i kraft i slutningen af 1990’erne. 

Danmark, Sverige og Norge var tidligt aktive i arbejdet, og nordiske eksperter har haft en markant indflydelse gennem formandskaber, sekretariatsfunktioner og ledelse af arbejdsgrupper. Det gælder både for den oprindelige fælles standard for hospitals- og plejesenge og for den senere udvikling af en særskilt standard for børn og voksne med atypisk anatomi.

”For det meste er det producenter, der deltager i standardiseringsgrupperne. Men det er vigtigt, at praksiserfaringerne også kommer i spil, fx i forhold til funktionalitet og ergonomi, så standarderne bliver så fyldestgørende som muligt. Så der er brug for, at også det offentlige deltager i standardiseringsarbejdet,” afslutter Greta Randrup Olsson.

Vil du vide mere?

Kliniske erfaringer, arbejdsmiljøhensyn og kendskab til patientforløb er centrale input i udviklingen af standarder, der skal fungere i praksis, og derfor er standardiseringsarbejdet altid åbent for deltagelse fra fagpersoner med relevant viden.

Hvis du vil vide mere om udvalgs- og standardiseringsarbejdet inden for hospitals- og plejesenge, kan du læse mere her. Hvis du er interesseret i at deltage arbejdet eller har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at bruge nedenstående kontaktinfo.