29. september 2026
En tredjedel af verdens mad går i dag tabt eller spildes. Det er spildte penge og en overset forretningsmulighed. Madspild handler nemlig både om bæredygtighed og om konkurrenceevne og bundlinje.
I 2021 tog Dansk Standard initiativ til at udvikle en international ledelsesstandard for madspild. Forslaget fik opbakning fra samtlige medlemslande i den internationale standardiseringsorganisation ISO, og Danmark fik ledelsen af det internationale udvalg med sekretariatet placeret hos Dansk Standard. Nu er arbejdet afsluttet, og standarden er klar til at blive taget i brug af virksomheder verden over.
Standarden er international og er et værdifuldt redskab for virksomheder til at styrke arbejdet med madspild, imødekomme kommende krav i bl.a. EU og dokumentere deres indsats over for kunder, investorer og andre interessenter.
”Vi spilder enorme mængder spiseklare fødevarer og det er så trist, når man tænker på alle de ressourcer, der samtidig går tabt gennem hele forsyningskæden. Jeg antager ikke, det er manglende vilje, men mangel på systematik og ensartede rammer til at måle, veje og rapportere. Den har vi nu, så det er bare med at gå i gang, for vi er langt bagud i forhold til de mål, der er sat for reduktionen”, siger Carina Dalager, seniorkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for det internationale standardiseringsarbejde for madspild.
Omfanget af madspild er svært at overse. Også i Danmark er der et betydeligt potentiale for at hente ressourcer og penge tilbage i værdikæden. På verdensplan står madspild for 8-10 % af den samlede drivhusgasudledning, næsten lige så meget som hele den globale transportsektor. Det viser tal fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO. Og når mad går til spilde, går vand, energi, jord, arbejdskraft og transport også til spilde.
Madspild er tidligere primært blevet fremstillet som et miljø- og klimaproblem. Men det er i lige så høj grad et økonomisk problem i form af tabt indtjening og spildte investeringer for virksomhederne. Derfor ligger der også en forretningsmulighed i at reducere spildet, og virksomheder, der udnytter deres råvarer bedre, sparer penge, styrker deres forsyningssikkerhed og står bedre rustet i konkurrencen.
Netop forsyningssikkerheden er blevet yderligere aktuel, efter at fødevareområdet i forbindelse med regeringsomdannelsen er flyttet til Erhvervsministeriet. Det er en ændring, der har sat fokus på, hvordan Danmark sikrer sin fødevareforsyning i en tid præget af geopolitisk uro. Jo mindre der går tabt i værdikæden, desto mere robust bliver forsyningen, uden at det kræver øget produktion.
”Det har været en berigelse for både Bureau Veritas og mig at være en del af arbejdsgruppen bag standarden ISO 20001. Selvom standarden nu er færdigudviklet, fortsætter arbejdet med de tekniske standarder og retningslinjer for målemetoder, som skal gøre den operationel og anvendelig i praksis. For Bureau Veritas har det været særligt meningsfuldt at bidrage til verdens første internationale ledelsesstandard for madspild. Vi tror på, at ISO 20001 vil skabe den systematik og struktur, som området længe har manglet, og give virksomheder et anerkendt værktøj til at håndtere madspild som både en bæredygtighedsudfordring og en forretningsmulighed. Vi ser frem til at hjælpe virksomheder verden over med at omsætte standardens krav til praksis gennem certificering og faglig vejledning," fortæller Lone Hansen, Market leader Food & Retail i Bureau Veritas og medlem af udvalget for at reducere madspild.
“Det er meget glædeligt at se, at det store arbejde nu bærer frugt, og at kampen mod madspild også kan give virksomhederne en god smag i munden. Madspild er ikke blot en udfordring, der skal løses – det er også en stor forretningsmulighed, som virksomhederne ikke må overse. Det gælder ikke mindst i en urolig verden præget af fortsat høje fødevarepriser og global geopolitisk usikkerhed,” siger stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, Selina Juul, som fra starten har bakket op om udarbejdelsen af ISO-standarden.
Presset stiger fra flere kanter. EU har vedtaget bindende mål for reduktion af madspild, som skal være opfyldt senest 31. december 2030: En reduktion på 10 % i fødevareforarbejdning og -produktion og en reduktion på 30 % per indbygger i detailhandel, restauranter, fødevaretjenester og husholdninger ift. gennemsnittet for 2021-2023. Samtidig stiller EU's affaldsdirektiv nye krav til dokumentation.
Standarden er ikke et nyt krav oveni – den er et frivilligt værktøj, virksomhederne selv kan gribe til for at imødekomme kravene for madspild med et anerkendt og struktureret værktøj. Den er bygget som andre internationale ledelsessystemer og har dermed samme struktur som standarden for kvalitetsledelse, ISO 9001, og standarden for fødevaresikkerhed, ISO 22000, så virksomheder, der allerede arbejder med kvalitets- eller fødevareledelse, kan bygge videre på deres nuværende systemer uden at starte forfra. Standarden følger den velkendte model for løbende forbedringer og stiller krav til datagrundlag og en systematisk indsats for at finde årsagerne til spildet.
”Der er en klar værdi i at anvende standarden for madspild, ISO 20001, sammen med standarden for fødevaresikkerhed, ISO 22000. Fordi standarderne bygger på de samme ledelsesprincipper, vil virksomheder, der allerede arbejder med ISO 22000, ofte have de nødvendige processer og strukturer på plads til en effektiv implementering af ISO 20001. Sammen giver de to standarder virksomheder et stærkt værktøj til både at styrke fødevaresikkerheden og reducere madspild. Hvor ISO 22000 skaber et solidt fundament for sikker håndtering af fødevarer, giver ISO 20001 et systematisk grundlag for at vurdere, hvordan produkter kan udnyttes bedst muligt frem for at blive kasseret,” siger Lonny Hallberg, Team Leader i Force Technology og medlem af arbejdsgruppen for fødevaresikkerhed.
Samtidig åbner standarden for certificering, så virksomheder, der ønsker det, kan dokumentere deres indsats i konkurrencen om kunder og udbud. For virksomheder på eksportmarkederne kan en certificering fungere som en anerkendt ’license to trade’ på linje med den, mange allerede kender fra fødevaresikkerhed.
Alle taler om bæredygtighed. Men hvordan ved virksomheder, hvilke indsatser der gør størst forskel for samfundet, klimaet og mennesker? På initiativ fra Danmark har UNDP og ISO udviklet en ny international standard, der skal hjælpe organisationer...
For få år siden talte de færreste arbejdspladser om menstruation og overgangsalder. I dag efterspørger virksomheder, forskere og arbejdsmarkedets parter konkrete værktøjer til at håndtere et område, der kan påvirke halvdelen af arbejdsstyrken. Nu...
Udenrigsministeriet anvendte den internationale standard for bæredygtighed i event- og mødebranchen til at planlægge og gennemføre EU-formandskabet i 2025. Erfaringerne viser, hvordan en struktureret tilgang kan omsætte bæredygtighedsambitioner ti...
Mere end én million organisationer verden over anvender den internationale standard for kvalitetsledelse, ISO 9001. Nu er en ny udgave af standarden, der skal sikre fortsat relevans i en verden præget af digitalisering, klimaudfordringer og stigen...