Standarder og patenter – hvornår er det fair?

02. februar 2015

Standarder og patenter – hvornår er det fair?

Selv om patenter og standarder har deres væsen til forskel, er der mange fordele ved at lade dem spille sammen. Men det sker ikke uden udfordringer.

Et vigtigt aspekt af standardiseringen er forholdet til patenter og den rolle, patenter spiller i standarder. Men det er ikke uden udfordringer at få de to begreber til at spille sammen. Særligt inden for teknik, der udvikler sig med lynets hast, er der behov for patenter såvel som standarder.

”Hvis to apparater fra forskellige firmaer skal kunne snakke sammen, fx en sms skal kunne sendes fra det ene til det andet, så kræver det, at patenter bliver delt og gjort til en del af standarder,” fortæller Per Crety, seniorkonsulent i Dansk Standard.

En fair aftale

Der findes tre muligheder, når man i udviklingen af standarder får behov for en viden, som kun findes i et patent.

”Som patentejer kan man selvfølgelig nægte at give den viden, eftersom et patent i sin natur er lavet for at beskytte viden. Man kan også give licens, som tredjepart betaler for, eller indgå en aftale under 'fair, reasonable and non-discriminatory conditions'. Det vil sige, at man bliver enig om en fair måde at dele det på – men hvad er fair? Det er her, den store udfordring ligger begravet,” fortæller Per Crety.

Skal man betale efter formåen, altså de store betaler meget, og de små betaler lidt? Eller skal alle betale det samme? Det kan parterne ikke enes om, og derfor kører de nu en retssag ved en europæisk domstol, der skal forsøge at løse problemet.

Hvad er løsningen?

Ifølge Per Crety ender uenighederne som regel i et kompromis, hvor virksomheder udveksler patenter med hinanden frem for penge. En løsning på problemet, der netop har været oppe at vende, kunne være at tage patenter ud af standarder. Det vil ifølge Per Crety være en meget hård linje, for selv om der er problemer med at dele patenter, kommer man ikke uden om, at de er nødvendige i standarder:

Der er ikke noget ved at have et patent, hvis der ikke er andre, der bruger det. Det er helt essentielt, at fx telefoner kan snakke sammen, og det kan de kun, hvis patenterne kommer ind i standarderne.

Per Crety
Seniorkonsulent
Dansk Standard

Beskytte eller dele?

En anden problematik ved at forene patenter og standarder handler om at beskytte den viden, der er i patenterne:

”Patenter handler om at beskytte viden. Nogle aktører er ikke interesseret i at få deres viden ud i standarder, der deler viden. De vil holde deres viden for sig selv. Det er også derfor, at mange store virksomheder har hele afdelinger, der vurderer, om deres udvikling skal i et patent eller en standard,” siger Per Crety. Han skal nu deltage i en europæisk arbejdsgruppe, der skal arbejde på en løsning om, hvad der er fair, når man deler et patent i en standard.

Se også

Arbejdspladser med fokus på neurodiversitet styrker forretningen

30. april 2026

Arbejdspladser med fokus på neurodiversitet styrker forretningen

En ny guide skal hjælpe ledere med at styrke trivsel, produktivitet og konkurrenceevne ved at skabe arbejdspladser med fleksibilitet for forskellige neuroprofiler.

Overgangsalderen skal være et naturligt samtaleemne på arbejdspladsen

29. april 2026

Overgangsalderen skal være et naturligt samtaleemne på arbejdspladsen

Manglende viden har gjort overgangsalderen til et svært emne på arbejdspladsen – med omkostninger for både kvinder og samfund. En ny guide giver ledere og medarbejdere viden og konkrete redskaber til bedre støtte.

Ny udgave af verdens mest anvendte miljøstandard

22. april 2026

Ny udgave af verdens mest anvendte miljøstandard

Den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001, er udkommet i en ny udgave. Standarden har øget fokus på aktuelle miljøprioriteter og skal styrke virksomheders arbejde med strategisk miljøledelse og dokumenteret effekt.

Klinisk 800

22. april 2026

Ny version af standarden for klinisk afprøvning af medicinsk udstyr

På webinaret får du et overblik over ændringerne i den nye version af EN ISO 14155:2026, Klinisk afprøvning af medicinsk udstyr til mennesker.