11. april 2019
Men hvad er kunstig intelligens egentlig? I denne artikel kan du få overblik over, hvad den komplekse teknologi består af.
Kunstig intelligens er i korte træk maskiner, som er i stand til at foretage handlinger, herunder analysere, lære og tage beslutninger på en måde, som kan sammenlignes med menneskers. Man kalder teknologien for kunstig intelligens, netop fordi den simulerer den menneskelige intelligens.
Man ved ikke præcist, hvad den menneskelige intelligens er eller består af, og derfor er det svært at opstille faste termer for kunstig intelligens. Der findes heller ikke en klar definition af, hvad kunstig intelligens er, hvilket gør det svært at beskrive teknologien præcist.
Amazon, som er en af de førende virksomheder inden for AI, beskriver teknologien som tekniske løsninger, der på baggrund af data kan lære, løse problemer og genkende mønstre og systemer.
Man taler typisk om to typer af kunstig intelligens: svag og stærk. Den svage er i stand til at efterligne menneskelige handlinger, mens den stærke rummer et dybere mentalt lag, fx bevidsthed og intentionalitet. Langt de fleste AI-systemer i dag kan betegnes som svage, fordi de stadig kun varetager meget specifikke og afgrænsede områder.
Rent faktisk er det tvivlsomt, om man overhovedet kan udvikle systemer, der kan betegnes som stærk AI. Den amerikanske filosof John R. Searle, som indførte skellet mellem svag og stærk AI, har bl.a. udtalt, at det vil være umuligt at skabe kunstig intelligens af den stærke form, fordi en computer fungerer ud fra strengt formelle og systematiske regler. En computer vil derfor aldrig kunne forstå ting på samme niveau som et menneske.
AI bliver brugt i mange maskiner verden over, og fordelen er bl.a., at maskinerne kan lære af de processer, de indgår i, finde bedre løsninger og derefter tilpasse og optimere processerne. Mange fabrikker har fx investeret i kunstig intelligens, hvor maskiner kan være ubemandede, hvilket skaber mulighed for at spare penge, samtidig med at man effektiviserer.
En af de brancher, som er i rivende udvikling inden for kunstig intelligens, er chaufførerhvervet. Der er allerede nu virksomheder, som arbejder på bl.a. selvkørende biler. Andre eksempler, hvor AI anvendes til effektivisering og udvikling af produkter, er pensions-, bank- og regnskabssystemer samt medicin- og madproduktion, mens meget mere er på vej.
Det danske udvalg for kunstig intelligens, (S-855), følger det internationale standardiseringsarbejde for kunstig intelligens og er i fuld gang med at udvikle standarder. En af deres første opgaver har været at definere termer og terminologi, som skal indgå i de kommende standarder for kunstig intelligens. Når rammerne for termer og terminologi er på plads, kan arbejdet med at besvare de mange spørgsmål til fx etik, sikkerhed og tillid begynde. Gå til Dansk Standards udvalg for kunstig intelligens.
I denne uge samler Dansk Standard 170 eksperter fra hele Europa for at sikre færdiggørelsen af standarderne, der skal understøtte EU’s kommende AI-forordning.
Den første europæiske standard, der understøtter EU’s AI-forordning, er nu sendt i offentlig høring. Med Danmark for bordenden har de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC udviklet et fælles værktøj for kvalitetsledelse af AI-sy...
Gense webinaret: AI i medicinsk udstyr - hvordan sikrer vi innovation, etik og compliance i fremtiden?
De tekniske bestyrelser i CEN og CENELEC er blevet enige om tiltag, der skal fremskynde udviklingen af flere harmoniserede standarder for AI. Derudover er standarden for kvalitetsledelse på vej i offentlig høring.