
11. juni 2025
Kvanteteknologi er spået til at revolutionere en lang række områder i samfundet – fra klima og miljø til sundhed og datasikkerhed. Teknologien kan gøre det muligt at løse komplekse problemer, som konventionelle computere ikke kan håndtere, og styrke beskyttelsen af følsomme data og kritisk infrastruktur.
Men for at udnytte kvanteteknologiens fulde potentiale er det afgørende, at der eksisterer en fælles forståelse af de forskellige typer af teknologier, der er nødvendige for at implementere, kontrollere og skalere kvanteteknologi, fx kvantecomputere, -kommunikation og sensorer. I dag mangler der et klart og struktureret overblik over de teknologiske krav og muligheder, der er nødvendige for at fremme udviklingen af kvanteteknologier.
- Denne publikation spiller en afgørende rolle for at forstå kompleksiteten og sammensætningen af det danske og internationale kvantemiljø. Kvanteteknologi er et stort og stadigt voksende marked. Der er behov for standardisering for at sikre en gnidningsfri integration imellem tekniske løsninger og systemer, siger Michael Kjær, direktør i DFM og forperson fra det danske standardiseringsudvalg om kvanteteknologi.
- Kvanteteknologi er en kompliceret størrelse. Feltet favner en bred vifte af vidt forskellige teknologier, som baserer sig på fagligheder på tværs af naturvidenskaberne, og deres anvendelsesmuligheder spænder på tværs af mange industrivertikaler. Den fysiske hardware, der udgør kvanteteknologierne, er i sig selv vidt forgrenet, og målet med denne specifikation er netop af skabe overblik over den del ved at kategorisere de enkelte komponenter i forhold til deres funktion i den samlede teknologi. Forhåbentlig vil det bidrage til at skabe en fælles referenceramme på tværs af kvanteteknologiens forskellige interessenter, fortæller Ulrich Hoff, Quantum Engagement Specialist hos Kvantify.
Derfor har Dansk Standard i samarbejde med det danske udvalg for kvanteteknologi udviklet en ny specifikation, der skal give beslutningstagere, virksomheder og forskningsinstitutioner et fælles redskab til at definere og kategorisere kvanteteknologier.
Specifikationen indeholder en detaljeret klassificering af typer af understøttende teknologier og eksemplificerer deres anvendelse i forskellige kvanteteknologiske systemer.
Specifikationen fastlægger fem centrale kategorier:
- Danmark er et af de førende lande inden for kvanteteknologi, og denne specifikation skal være med til at sætte retningen for udviklingen af standarder, der kan fremme anvendelse af teknologien både nationalt og internationalt. Specifikationen indgår allerede i diskussionerne om udarbejdelse af nye internationale standarder, hvor danske eksperter sidder med for bordenden af det internationale samarbejde, fortæller Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.
Specifikationen indgår som led i en fælles dansk handlingsplan for standardisering af kvanteteknologi, som er udarbejdet i et samarbejde med bred deltagelse af både forskere, virksomheder og myndigheder. I samarbejde med den danske regering arbejder Dansk Standard aktivt for at understøtte et maksimalt dansk aftryk og interessevaretagelse i de internationale standardiseringsorganisationer.
- For os som kvante hardware-virksomhed er det en stor hjælp, at der nu findes en fælles struktur for, hvordan kvanteteknologi klassificeres. Det gør det nemmere at vise, hvordan vores komponenter passer ind i fremtidige løsninger – og det styrker både samarbejde og kommercialisering, siger prof. Peter Lodahl, grundlægger og Chief Quantum Officer, Sparrow Quantum.
Europa ønsker at stå i spidsen for den kommende kvanterevolution. Derfor er en ny europæisk komité for standardisering nedsat. Danske virksomheder og organisationer kan være med i udviklingen gennem det danske udvalg, S-874 Quantum Technologies.
Danmark skal som et af de førende lande inden for kvanteteknologi være med til at sætte retningen for fremtidens europæiske og internationale standarder og dermed sikre, at den danske styrkeposition fastholdes. Det slår regeringen fast i Danmarks...
En ny kvanterevolution er på vej i hele verden, og Europa ønsker at stå i spidsen for den. Derfor er der nedsat en europæisk standardiseringsgruppe, som skal placere og holde Europa i førersædet for kvanteteknologi (Quantum Technologies).