Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer

20. november 2025

Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer

For at beskytte børn mod sundhedsskadelige stoffer har Danmark i tæt samarbejde med EU-Kommissionen siddet for bordenden i udviklingen af fem nye europæiske standarder. Standarderne skal imødegå konkrete kemiske risici og sikre, at legetøj på det europæiske marked lever op til skærpede krav. 

Hver dag leger børn med legetøj fra forskellige producenter og lande. Men selvom vi er blevet mere bevidste om, at vi skal undgå uønsket kemi, er det ikke alt legetøj, der overholder nuværende krav om at undgå sundhedsskadelige stoffer. For at beskytte børnene skal alt legetøj, der sælges på det europæiske marked, derfor være CE-mærket og leve op til kravene i legetøjsdirektivet. Det betyder bl.a., at producenter og importører har ansvar for, at legetøjet overholder seks centrale sikkerhedskrav:  

  • fysisk og mekanisk sikkerhed 
  • antændelighed 
  • kemisk sikkerhed 
  • elektrisk sikkerhed 
  • hygiejne 
  • radioaktivitet. 

- I LEGO ser vi udviklingen af standarder som en del af vores indsats i branchen for at give børn ret til at lege sikkert med legetøj, siger Christian Wetterberg, Senior Director, Product Safety & Compliance hos LEGO og forperson for den europæiske komité for legetøj, og fortsætter: 

- For os som dansk virksomhed er det derfor også meget naturligt, at vi samarbejder med Dansk Standard om de europæiske standarder. Ikke kun på grund af geografien, men også fordi Dansk Standard er en professionel organisation med stor erfaring og dygtige medarbejdere, der kan standardiseringsreglerne på rygraden.   

Christian Wetterberg blev i 2012 udpeget som forperson af Dansk Standard, der har sekretariatet for legetøj. Derfor arbejder Dansk Standard også tæt sammen med ham.  

Virksomheder kan bruge standarder inden for sikkerhed i legetøj (EN 71-serien) og standarden for elektrisk legetøj (EN 62115) som dokumentation for, at deres legetøj lever op til EU’s krav. Standarderne indeholder både krav og testmetoder, som gør det muligt at dokumentere, at legetøjet overholder kravene og dermed er sikkert at lege med. Dog skal virksomheder også være opmærksomme på, at de skal overholde anden kemisk lovgivning så som REACH, POPs og RoHS.  

EU-Kommissionen har bedt de europæiske standardiseringsorganisationer om at udvikle harmoniserede standarder, der fokuserer på kemiske risici, der er blevet identificeret i legetøj – særligt i produkter rettet mod små børn. De fem nye standarder for målemetoder er nu klar, og de adresserer bl.a. farlige stoffer som formamid, flammehæmmere og bisphenol A, som kan udgøre alvorlige sundhedsrisici. Med disse standarder får industrien et mere præcist værktøj til at sikre, at legetøj overholder kravene for kemi – både nu og i overgangen til den kommende legetøjsforordning. 

Det legetøj, som vores børn leger med, skal være sikkert og fri for skadelige kemikalier. Derfor hilser vi alle værktøjer, der kan hjælpe virksomhederne med at overholde reglerne for uønsket kemi – og myndighederne med at kontrollere produkterne på markedet – meget velkomne. Det gælder også de nye EN 71-standarder, som beskriver metoder til måling af en række skadelige kemikalier, der ikke skal være i legetøj, siger Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet TÆNK KEMI og medlem af det danske udvalg for legetøjssikkerhed. 

Fem nye kemistandarder  

De fem nye standarder, som er udviklet for at sikre, at legetøjet overholder kravene for farlige stoffer, så stoffer som formamid og bisphenol A ikke er i det legetøj, som ender i børns hænder, er: 

Standarderne er udviklet i samarbejde med EU-Kommissionen og forventes at blive centrale i overgangen til den kommende legetøjsforordning. Standarderne kan anvendes til at påvise overensstemmelse med legetøjsdirektivets krav til det maksimale indhold eller migration af de pågældende kemikalier i visse former for legetøj, der er beregnet til børn under 36 måneder eller andet legetøj, der er beregnet til at blive puttet i munden. 

Standarder er ikke kun et lovkrav – de er en konkurrencefordel. Når virksomheder arbejder aktivt med standarder, sikrer de ikke bare overholdelse af regler, men styrker også deres position på markedet. Som sekretariat for legetøjssikkerhed i Europa er vi stolte af, at danske eksperter er med til at præge udviklingen. Det giver danske virksomheder mulighed for at være på forkant og levere produkter, der både er sikre og konkurrencedygtige, siger Pernille Henriksen, seniorkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for det danske udvalg og sekretær for det europæiske udvalg.  

Ny legetøjsforordning på vej 

Den kommende forordning om legetøjssikkerhed skal erstatte det nuværende direktiv. Det betyder, at alle medlemslande fremover skal implementere kravene ens – og ikke som hidtil, hvor der har været nationale fortolkninger. 

Forordningen kommer til at indeholde overordnede krav, mens standarderne fortsat vil uddybe de tekniske detaljer. Blandt de nye krav er fx hensyn til digitalt forbundet legetøj og børns særlige sårbarheder i forbindelse med tilsigtet brug af legetøjet samt nye typer af legetøj, der udsender lyde.  

Dansk Standard sidder med i arbejdsgrupperne, der skal definere de kommende standarder, og har dermed direkte indflydelse på indholdet.

Hvad betyder det for danske virksomheder? 

For danske og europæiske producenter og importører medfører den kommende forordning skrappere kemikrav, end der er i det nuværende direktiv. De fleste sikkerhedsstandarder for legetøj er allerede harmoniserede, hvilket betyder, at de sikrer overensstemmelse med gældende lovgivning.  

Den kommende legetøjsforordning indfører også det såkaldte digitale produktpas. For legetøj vil produktpasset indeholde de samme oplysninger som den nuværende overensstemmelseserklæring (Declaration of Conformity, DoC) og erstatte denne. Derudover vil det indeholde information om eventuelle parfumestoffer.  

Produktpasset, der indføres med legetøjsforordningen, er ikke identisk med det, der kommer via ecodesign-forordningen. Det vil komme med krav til information i relation til bæredygtighed, men formålet med det er at forhindre, at usikkert legetøj – både online og offline – finder vej til det europæiske marked.

Pernille Tebina
Pernille Annette Henriksen Seniorkonsulent, internationale sekretariater, forbrugersikkerhe
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: pte@ds.dk
T: 39 96 61 24

Se også

Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel

18. november 2025

Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel

Den europæiske standard ’Metode til at opnå cirkulært produktdesign’ er nu tilgængelig på dansk. Standarden hjælper virksomheder med at tænke cirkularitet ind allerede i designfasen – og dermed gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen.

Ai800

03. november 2025

AI i medicinsk udstyr

Gense webinaret: AI i medicinsk udstyr - hvordan sikrer vi innovation, etik og compliance i fremtiden?

Dansk Standard indgår i nyt nationalt PFAS-partnerskab

29. oktober 2025

Dansk Standard indgår i nyt nationalt PFAS-partnerskab

For at minimere og på sigt udfase brugen af PFAS i Danmark har Miljøstyrelsen igangsat et nyt nationalt partnerskab på tværs af dansk erhvervsliv. Dansk Standard er blandt de centrale aktører i partnerskabet, som har til formål at skabe et solidt...

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

30. september 2025

Nu findes der snart en hel serie af standarder for ladcykler

Ladcykler er efterhånden udbredt til mange formål, og inden for den kommende måned vil alle de nye EN-standarder for cykler til person- og lasttransport være udgivet.