19. februar 2026
Anvendelsen af certificeret arbejdsmiljøledelse breder sig både på nationalt og internationalt plan, og i standardiseringsverdenen mærker man den stigende opmærksomhed omkring både arbejdsmiljø og ISO 45001:
”Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for arbejdsmiljøledelse generelt og særligt ISO 45001, da certificering efter denne ofte kan være licence to operate. Der foregår rigtig meget inden for arbejdsmiljø – vi er i gang med at revidere ISO 45001 og der er en række nye vejledende standarder på vej,” fortæller Lise Schmidt Aagesen, seniorkonsulent hos Dansk Standard og ansvarlig for arbejdsmiljøområdet.
Jens Skovgaard Lauritsen er chefkonsulent i arbejdsmiljø og medlemsservice hos Dansk Industri, og han fortæller, at det er tydeligt i dialogen med Dansk Industris medlemmer, at der både internt og fra omverdenen er en stigende forventning til, at der ligger nogle klare og faste rammer for arbejdsmiljøet i virksomhederne:
”For de arbejdsmiljøansvarlige nytter det ikke, at der er uafdækkede risici for sygdom og ulykker, eller at der er regler, som der ikke er sikkerhed for, de overholder. Der er simpelthen større krav til at have styr på arbejdsmiljøet og at kunne dokumentere det, så systematik og styring er kommet højt op på dagsordenen hos flere – og en certificering efter ISO 45001 gør det nemmere at vise, at det har man,” siger han.
Som medlem af Dansk Standards standardiseringsudvalg for arbejdsmiljøledelse under forum for bæredygtighed, ser Jens Skovgaard Lauritsen samtidig flere fordele ved at være en del af standardiseringsarbejdet på området:
”Med deltagelse gennem Dansk Standard, kan jeg på vegne af medlemmerne være med til at præge de krav og retningslinjer, der kommer til at gælde, så det måske passer bedre ind i en dansk kontekst. Og i udvalget er vi blandt de første til at få information om, hvad der sker på området. Endelig giver arbejdet i standardiseringsudvalget inspiration til min egen dialog med DI's medlemmer om god praksis på arbejdsmiljøområdet”.
Med den stigende anvendelse af certificeret arbejdsmiljøledelse bliver det samtidig vigtigt at finde ud af, hvordan det certificerede ledelsessystem fungerer, og om systemet rent faktisk bidrager til et bedre arbejdsmiljø. Johnny Dyreborg, Senior Researcher, MSc, PhD, fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har medvirket til flere rapporter og analyser, der undersøger effekten af at arbejde med ISO 45001 ude i virksomhederne, og han forklarer:
”Vores analyser viser, at virksomheder, der både arbejder systematisk og konkret med arbejdsmiljøet, kan reducere alvorlige arbejdsulykker med op mod en tredjedel. Virksomheder med certificeret arbejdsmiljøledelse er gennemgående bedre til at omsætte det systematiske arbejdsmiljøarbejde til konkrete forebyggende tiltag. Men vores analyser viser også, at det langt fra er alle certificerede virksomheder, der lykkes med dette”.
”Derfor kræver det en fælles indsats af ledere og medarbejdere, at standarden integreres i de daglige arbejdsrutiner. Implementering i praksis er afgørende, hvis der skal være en effekt; medarbejdere i den daglige drift og deres nærmeste leder skal være klart støttet i, at arbejdsmiljøet er en prioritet, og det skal kommunikeres, hvorfor det er vigtigt, at arbejdet udføres sikkert, og hvordan det gøres i praksis. Og forhåbentlig kan den kommende version af 45001 også være med til at løfte den problemstilling.”
Hos teknologivirksomheden Siemens er det i dag et koncernkrav at være certificeret efter 45001, gældende for alle fabrikker og landeselskaber. John Holst, QEHS Officer hos Siemens og forperson for S-1000 U-07, forklarer:
“Vi arbejder med arbejdsmiljøledelse gennem et certificeret ledelsessystem, fordi det giver en professionel og ensartet tilgang. ISO 45001 startede for os som et kundekrav i udbud, men har udviklet sig til et koncernkrav og et naturligt konkurrenceparameter. Certificeringen fungerer som en fælles huskeliste, der sikrer, at vi kommer hele vejen rundt om arbejdsmiljøet – og når arbejdsmiljø og fx miljø og informationssikkerhed bygges op efter samme struktur, giver det klare driftsmæssige fordele i hverdagen.”
Men selvom det er den mest udbredte standard, så handler arbejdsmiljø også meget mere end ISO 45001, forklarer John Holst. Og som udvalgsforperson ser han frem til en udvikling, hvor arbejdsmiljøledelse hele tiden fornyer sig og bevæger sig mere ind over de ”bløde” værdier:
”Jeg håber og forventer, at udviklingen bevæger sig i retning af hele tiden mere tidssvarende standarder med større fokus på mennesker. DS, ISO og IEC har tidligere været meget fokuseret på standardisering af tekniske standarder, men nu skal hele ledelsesområdet prioriteres, og de kræver en anden tilgang. Fremover bør arbejdsmiljøledelsessystemer i endnu højere grad give vejledning i sundhed og trivsel, og i hvordan man arbejder med mennesker i praksis – ikke kun med processer og dokumentation.”
I det kommende år står hele arbejdsmiljøområdet inden for standardisering over for flere nye udgivelser og revisioner. Herunder finder du en oversigt.
Ønsker du at få indflydelse på nogle af de ovenstående standarder kan du bruge nedenstående kontaktinfo og høre mere om at deltage i DS’ udvalg for socialt bæredygtige arbejdspladser.
Vil du være sikker på at blive holdt opdateret med det seneste nye inden for ovenstående standarder, så kan du tilmelde dig Dansk Standards nyhedsbrev og markere interesseområderne ledelsessystemer samt energi, miljø og bæredygtighed.
Få overblik over den nye version af standarden ISO/IEC 27701, og få viden om, hvordan den kan styrke arbejdet med privatlivsbeskyttelse, governance og compliance i din organisation. Få også indblik i Falcks erfaringer med at implementere standarden.
At ruste ens organisation og virksomhed til fremtidens kriser og forandringer er en nødvendighed. Modstandsdygtighed handler om at kunne opfange og udnytte nye tendenser, tilpasse sig ændringer i markedet, håndtere kriser effektivt og komme styrke...
Se eller gense webinaret, der gav en introduktion til den kommende opdaterede udgave af ISO 14001:2026, som udkommer i marts 2026. Du får indsigt i, hvordan ændringerne kan påvirke din organisation, og hvordan du kan forberede dig.
Den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001, udkommer i en opdateret fjerde udgave i marts 2026. Den nye DS/ISO 14001:2026 samler tidligere ændringer og udvider med klima- og miljøfokus og styrkelse af livscyklusperspektiv og topledels...