Det skal være slut med at smide 1/3 af al mad ud på verdensplan

09. juni 2023

Det skal være slut med at smide 1/3 af al mad ud på verdensplan

Madspild er en direkte kilde til op mod 10 % af verdens CO2-udledning, da madspild ikke bliver håndteret ens på tværs af landegrænser. Men det skal der gøres op med. Dansk Standard sidder nemlig for bordenden i et internationalt samarbejde, der skal udvikle fælles standarder for madspild. Madspild bliver derfor også et fokusområde til Klimaeftermiddagen på Folkemødet.

Madspild er et kæmpe klimaproblem. En tredjedel af al mad ender i skraldespanden, og der er derfor brug for en global indsats, hvis det enorme madspild skal reduceres.

Danmark er blandt de mest innovative lande, når det handler om at igangsætte projekter for reduktion af madspild. Men fælles for dem alle er, at de er relativt små og har forskellige målemetoder og definitioner. Det gør det vanskeligt at sammenligne data og resultater og dermed sætte nye mål for reduktion og løbende forbedringer i en større skala. Dansk Standard har derfor taget initiativ til et internationalt samarbejde om at udvikle en helt ny ISO-ledelsesstandard, der skal sikre, at indsatsen for at reducere madspild bliver håndteret ens i hele verden. ISO er den internationale standardiseringsorganisation, der faciliterer udviklingen af globale standarder, der fremmer international handel med varer og services. En lang række danske og udenlandske virksomheder og organisationer deltager i arbejdet med udarbejdelsen af den nye standard.

”Dansk Standard vil gerne være drivkraft i den bæredygtige udvikling, og da vi har stort fokus på både fødevarer og bæredygtighed, var det oplagt at gå ind i kampen mod madspild og bidrage med en potentiel løsning. Og i Danmark har vi længe været gode til at lave projekter mod madspild, men hvis det skal have en effekt, er vi nødt til at kunne skalere det op. Vi skal samle så mange lande som muligt i et fælles sprog og fælles referenceramme. Ellers gør det ingen forskel for klimaet,” siger Carina Dalager, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Klare definitioner for madspild

Hvis der for alvor skal sættes ind i kampen mod madspild, er der således brug for fælles internationale metoder, der gør det muligt at vurdere, hvad der er madspild, og hvad der er madaffald, så det bliver lettere at sammenligne og sætte mål på tværs af organisationer og lande.

”Det er fint, at man kan reducere madspild hist og pist, men når vi kan gøre noget ensartet, vil vækstpotentialet blive langt større. Vi er nødt til at kunne sammenligne data og resultater, også ud over landets grænser hvis det rigtig skal have effekt, og ved at bruge de kendte ISO-ledelsessystemer, som mange virksomheder allerede anvender, bliver det også nemmere at implementere ude i virksomhederne,” siger Carina Dalager.

Danmark har stor mulighed for at påvirke de kommende krav

Det er Dansk Standard, som står i spidsen for det internationale arbejde med udvikling af den nye ISO-ledelsesstandard, og med Dansk Standard for bordenden bliver det ifølge Carina Dalager nemmere at påvirke de krav, som kommer ind i standarden.

”Vi er valgt, fordi vi har stor anerkendelse blandt de øvrige ISO-lande. Og når det er os, som leder komitéen, kan vi også bedre påvirke kravene og sikre, at de effektive systemer, som mange danske fødevarevirksomheder anvender i forhold til at måle, dokumentere og mindske madspild, bliver skaleret internationalt – hvilket også skaber en konkurrencefordel for de danske virksomheder, der deltager i standardiseringsarbejdet. Det betyder samtidigt, at virksomhederne skal acceptere at hjælpe andre landes virksomheder, fordi det har et højere formål. Vi er nødt til at lave et system, som alle lande kan arbejde med,” understreger Carina Dalager.

Muslingerne blev kun brugt til at lave fond med

Hun er sammen med bl.a. den tidligere Michelin-kok, Thomas Herman, blandt paneldeltagerne, når Dansk Standard inviterer til debat om madspild på Folkemødet. Her vil de fokusere på, hvordan vi kan bidrage til at minimere madspild i produktion og detail både nationalt og internationalt.

”Jeg har jo selv været med til helt ekstremt madspild. Jeg er jo flasket op i Michelin-branchen, og der skar vi pighvarfileterne ud således, at de blev 100 % ens, hvilket gav en masse spild af top- og halestykket. Og når vi lavede fond på dampede muslinger, smed vi muslingerne ud bagefter,” fortæller Thomas Herman.

Vi har et ansvar for den næste generation

Han har gennem flere år været engageret i kampen mod madspild, og han får i dag ondt i maven, når han tænker på, at en tredjedel af al mad kasseres.

”Mens halvdelen af verdens befolkning sulter, er den anden halvdel ved at spise sig selv ihjel. Det er jo frygteligt og på alle måder dårligt for både mennesker og klima. Vi skylder derfor den næste generation at give dem mulighederne for at træffe nogle klogere valg, end vi måske har gjort,” siger Thomas Herman og peger på, at de stigende fødevarepriser måske kan være med til at gøre noget godt for hele madspildssituationen.

”Forbrugsfesten er slut. Vi er alle blevet nødt til at tænke over, hvordan vi bruger råvarerne, men vi skal stadig blive bedre til bruge vores sunde fornuft. Vi smider alt for meget ud, bare fordi sidste salgsdato er overskredet. Vi skal hellere lugte og smage på tingene, når vi tjekker, om noget er for gammelt, og så skal vi også blive bedre til at opbevare og bruge rester i madlavningen,” siger Thomas Herman.

Hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan minimere madspild i produktion og detail, så kig forbi Dansk Standards Klimaeftermiddag i telt F37, hvor Thomas Herman og Carina Dalager deltager sammen med Peter Rønn-Petersen fra Meyers Madhus.

Vil du være med til at sætte den kommende internationale standard for madspild?

Ved at deltage i arbejdet får du:

- Indflydelse på udviklingen af globale standarder for reduktion af madspild

- Viden om fremtidens markedskrav ift. reduktion af madspild

- Indblik i, hvordan standarder og tekniske specifikationer øger virksomheders mulighed for vækst og forbrugernes sikkerhed samt begrænser greenwashing

- Mulighed for at netværke med verdens førende eksperter

Alle har mulighed for at deltage i arbejdet med den kommende internationale standard for madspild. 

Læs mere om madspild



Kontakt

Carina Dalager
Carina Dalager Seniorkonsulent | Senior Consultant
Standardisering | El, Sundhed & Forbruger
E: cad@ds.dk
T: 39 96 61 42

Se også

21. september 2023

Madspild – få indflydelse på fremtidens marked

Se eller gense dette webinar om madspild, og hvordan du kan få indflydelse på fremtidens marked inden for området. Hør bl.a., hvordan du kan få indflydelse på kommende internationale standarder for reduktion af madspild.

Dansk Standard i front mod madspild

08. maj 2023

Dansk Standard i front mod madspild

Dansk Standard står i spidsen for et internationalt arbejde med udvikling af en helt ny ISO-ledelsesstandard, der skal sikre, at indsatsen for at reducere madspild bliver håndteret ens i hele verden – og tilmed sikret sig dansk lederskab.

Danmark går forrest mod globalt madspild

22. november 2021

Danmark går forrest mod globalt madspild

Madspild er et kæmpe problem, som fælles internationale standarder skal være med til at gøre noget ved. Danmark står i spidsen for arbejdet med de kommende ISO-standarder, hvilket giver danske virksomheder en unik mulighed for indflydelse.

10. juni 2021

Video: Reduktion af madspild

Se eller gense webinaret om madspild og hør, hvordan du kan være med til at få indflydelse på de kommende internationale standarder, der skal bruges som redskaber til reduktion af madspild