ISO 45008 – Distancearbejdspladser

Den kommende standard ISO 45008 giver praktisk vejledning til, hvordan I kan skabe et godt arbejdsmiljø, sikkerhed og trivsel for medarbejdere, der har distancearbejde, fx hjemme, på kunders lokationer, i private hjem eller på isolerede eksterne arbejdssteder.

Hvad er ISO 45008?

Den kommende ISO 45008, Vejledning til distancearbejde, er en international standard, der giver praktisk vejledning til, hvordan organisationer kan skabe et godt arbejdsmiljø, sikkerhed og trivsel for medarbejdere, der arbejder uden for virksomhedens direkte kontrol – fx hjemme, på kunders lokationer, i private hjem eller på isolerede eksterne arbejdssteder.

Standarden beskriver typiske fjernarbejdssituationer og deres arbejdsmiljømæssige konsekvenser:

  1. Hjemmearbejde – ergonomi, arbejdsgange, grænser mellem arbejde og privatliv
  2. Isolerede eksterne sites – alene-arbejde, nødsituationer, kommunikation
  3. Arbejdssteder under andre organisationers kontrol – koordinering, modstridende instrukser, adgang til information
  4. Arbejde i private hjem – uforudsigelige miljøer, psykiske risici, interaktion med borgere/kunder.

Standarden supplerer ISO 45001, men kan anvendes af alle organisationer, der ønsker at arbejde systematisk og proaktivt med sundhed, sikkerhed og trivsel i fjernarbejde, uanset omfang, branchens risikoprofil eller organisatorisk modenhed.

Vil du vide mere?

Lise
Lise Schmidt Aagesen Seniorkonsulent, byggeri
Standardisering | Byggeri, Energi og Transport
E: laa@ds.dk
T: 39 96 63 28

Hvad indeholder ISO 45008?

ISO 45008 giver konkrete anvisninger til, hvordan organisationer kan identificere, vurdere og håndtere de særlige arbejdsmiljøudfordringer ved distancearbejde – herunder begrænset tilsyn, uforudsigelige arbejdsmiljøer og øget psykosocial belastning.

Standarden giver bl.a. vejledning om:

  • roller og ansvar for både organisation og medarbejdere, der har distancearbejde
  • valg af relevante kontrolforanstaltninger før, under og efter udførelse af arbejdet
  • risikovurdering ved fjernarbejde (forberedende, on-site og dynamisk vurdering)
  • håndtering af forskellige distancearbejde-scenarier
  • nødberedskab og retningslinjer ved ulykker eller kritiske hændelser
  • understøttelse af både medarbejdere og ledere, der arbejder eller leder på distancen
  • særlig opmærksomhed på psykosociale risici som isolation og stress.

Tre fordele ved at arbejde systematisk med fjernarbejdssituationer

  • Bedre forståelse af risici og tydeligere ansvarsfordeling.
  • Øget robusthed i arbejdet, også når organisationen ikke har direkte kontrol over arbejdsstedet.
  • Bedre håndtering af psykosociale faktorer som isolation, usikkerhed og uforudsigelighed.
Under udvikling

Det forventes, at standarden udgives i december 2026.

Med ISO 45008 får I:

  • et internationalt anerkendt grundlag for sikkert og sundt fjernarbejde
  • konkrete værktøjer og checklister til risikovurdering og kontrol i fjernarbejdssituationer
  • stærkere støtte til både medarbejdere og ledere, der arbejder på distancen
  • bedre forebyggelse – både fysisk og psykisk – i varierede og uforudsigelige arbejdsmiljøer.