Neurodiversitet på arbejdspladsen

Hvordan skaber man en arbejdsplads, hvor flere neuroprofiler kan trives, bidrage og udvikle sig – til gavn for både mennesker, drift og konkurrenceevne?

 

Guide

Neurodiversitet på arbejdspladsen er en inspirationsguide til virksomheder, der ønsker at arbejde systematisk og bæredygtigt med forskellighed i måden, vi tænker, sanser, føler og arbejder på.

Alle hjerner er forskellige. Neurodiversitet handler om de mange naturlige variationer mennesker har i deres neuroprofiler – altså vores individuelle styrker, præferencer og behov. Når arbejdspladsen indrettes med blik for denne forskellighed, kan flere medarbejdere trives og lykkes i opgaveløsningen. Samtidig kan virksomhederne få adgang til flere talenter, mindske fravær og medarbejderomsætning og styrke innovation og udvikling.

DKU
Dorte Kulle Chefkonsulent, bæredygtighed
Standardisering | Digital & Bæredygtighed
E: dku@ds.dk
T: 39 96 61 62

En fælles ramme for arbejdet med neurodiversitet 

Guiden er udarbejdet af en bredt repræsenteret arbejdsgruppe med viden om neurodiversitet under Dansk Standards Bæredygtighedsforum S-1000. Gruppen har samlet viden, refleksioner og konkrete forslag til, hvordan virksomheder kan arbejde med neurodiversitet i praksis. Læs mere om gruppen i guiden.  

Guiden er ikke en standard, men et inspirations- og arbejdsredskab, der kan anvendes fleksibelt og tilpasses den enkelte virksomheds kontekst, kultur og behov. Formålet er at skabe en fælles referenceramme og give konkrete forslag til, hvordan neurodiversitet kan tænkes ind i både ledelse, arbejdsmiljø og kultur. 

Fra strategi til hverdag 

Indholdet er struktureret i syv kapitler, som følger hele medarbejderrejsen og giver et samlet overblik over, hvor I med fokus på neurodiversitet kan gøre en forskel i praksis. Guiden behandler blandt andet: 

  • hvordan I kan sætte en tydelig retning og forankre arbejdet ledelsesmæssigt 
  • hvordan rekruttering og onboarding kan tilrettelægges med fokus på opgaver, rammer og fleksibilitet 
  • hvordan I opbygger en kultur med plads til forskellighed og fælles ansvar 
  • hvordan ledelse, struktur og arbejdsmiljø i hverdagen kan justeres med enkle greb 
  • hvordan trivsel, tilknytning og udvikling styrkes over tid 
  • hvordan I håndterer perioder med udfordringer på en bæredygtig måde 
  • og hvordan I løbende følger op, lærer og justerer jeres indsatser 

Guiden indeholder konkrete forslag til overvejelser – alt efter hvor virksomheden ønsker at starte. 

Målgruppe og anvendelse 

Guiden henvender sig primært til ledere, men kan også bruges af HR, arbejdsmiljøorganisationer, tillidsvalgte og andre, der arbejder med diversitet, trivsel, arbejdsmiljø og organisatorisk udvikling. 

Fokus er på rammer, opgaver og samarbejde – ikke på diagnoser. Målet er at gøre forskellighed til en integreret del af forretningen og skabe arbejdspladser, hvor flere kan lykkes med opgaverne. 

Find mere information om neurodiversitet her: